Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 65

Atuagagdliutit - 01.01.1961, Blaðsíða 65
Ujuåt fortæller: Den sidste overlevende fra konebådsekspeditionen ENDNU I DAG lever en mand, som var med på den berømte danske konebådsekspedition til Østgrønland for snart 80 år si- den. Det er den 94-årige fhv. koloni- bestyrer Johan Petersen, København. Han har været med i koloniseringen af Østgrønland lige fra starten. Han var den første kolonibestyrer i Angmag- ssalik, da stedet blev anlagt i 1894, og i 1925 rejste han til verdens længste fjord for at anlægge kolonien Scores- bysund. Johan Petersen eller Ujuåt, som han kaldes blandt grønlændere, er af blan- det herkomst. Han fødtes i Sagdlit lidt nord for Kap Farvel, hvor hans fader var udstedsbestyrer. Ujuåt er en mærkelig blanding af fortid og nutid. Han husker meget og fortæller gerne om sin barndoms og ungdoms Grønland. — Jeg har selv været med til at ofre til guderne, siger Ujuåt. Det var ved Sagdlit, hvor jeg er født. På en af øerne ved stedet var der store offer- stene med fordybninger, og vi drenge hældte suppe deri, idet vi samtidig fremsagde remsen: akilerårniatdlaru- mårputit, akilerårniatdlarumårputit — du skal give gengæld. — Jo, der var megen overtro i min barndom i Grøn- land. Jeg husker, mine kammerater sagde, at underjordiske væsener, „Ingnerssuit“, handlede hos min fader. Det var derfor, der var så mange skind i butikken, sagde de. Som barn boede jeg i det sydligste Grønland, og det hændte af og til, at vi fik besøg af østgrønlænderne. Jeg var således ikke helt ukendt med deres sprog og skikke, da jeg tog med kaptajn Gu- stav Holm på hans ekspedition til Østgrønland. Ekspeditionens start Oprindelig var det meningen, at jeg skulle være landmand, og jeg var godt på vej til det, da man i 1882 spurgte min fader, om jeg og min ældre broder kunne tænke os at tage med på den forestående ekspedition til Østgrøn- land som tolke. Det blev vendepunk- tet i mit liv, og vi rejste med barken „Ceres“ og kom til Godthåb den 15. juli 1883. Derfra sejlede vi med en skonnert sydpå til Nanortalik, der skulle være vor overvintringsstation, og medens husene blev opført, foretog vi rejser til Østgrønland for at udlæg- ge depoter. Vinteren gik, og efter mange forbe- redelser startede vi den 5. maj 1884. Endelig den 1. september 1884 nåede vi rejsens mål, Angmagssalik. Der byggede vi vinterkvarter i en gammel hustomt. Vi besøgte forskellige bo- pladser og besteg det højeste fjeld på stedet. På toppen af fjeldet rejste vi flaget og tog landet i besiddelse i Kong Christian den IX’s navn. Jeg fik til opgave at foretage vand- standsobservationer. Der blev samlet sagn, og man studerede isforholdene, befolkningens levevis og meget andet. Gustav Holm lovede befolkningen, at der til næste år ville blive udsendt be- styrer og præst. Befolkningen blev meget glad herover, men der gik 10 år, før planen blev realiseret. Havde man ventet 5 år mere, så var østgrøn- lænderne udvandret over til vestsiden på grund af misfangst. ★ Mødet med Østgrøn- land i 1884 ★ Til åndemaner- ceremoni ★ Da en sjæl blev røvet Af JØRGEN FLEISCHER Østgrønlandsk bikini Ujuåt gør et ophold, men fortsætter: — Både i udseende og klædedragt var befolkningen meget forskellig fra vestgrønlænderne. Østgrønlændere er en del højere. Smukke folk at se til. Indendørs afførte de sig deres skind- tøj og gik kun iført en meget dristig udgave af de såkaldte „Bikini", som de kalder „naitsut“, de korte. Alle børn gik splitternøgne indendørs indtil de- res 14—15 år. Husene var meget store, og der boede gerne 10—12 familier sammen i et hus. Hver familie havde sin bås med vægstensgryden hæn- gende på en tørrehæk. Huset var gan- ske vist forsynet med et ventilations- hul, men når lamperne var tændt, ud- vikledes en voldsom hede i rummet. Der kan være 5 graders varme ved gulvet, men helt op til 30 grader under loftet. Under sådanne forhold bliver det meget hurtigt sparsomt med ilten. Jeg husker, at jeg engang på besøg i et sådant hus forsøgte at tænde min pibe. Men tændstikken ville ikke brænde, og jeg måtte bøje mig helt ned til gulvet for overhovedet at få ild! Voksne kvinder bar tatoveringer på hage og bryst, og det var ikke alene for skønhedens skyld, at de gjorde det. Skikken brugte man i stedet for gaver, til erindring om en ven eller veninde. Den store åndemaner — Jeg husker, som det var i går, den første åndemanerceremoni, jeg overværede. Det var i den første tid i Angmagssaiik, og det foregik i et stort hus for slukkede lys. Da tilhører- ne var samlet, satte åndemaneren sig ned på en stor, flad sten, og to mænd bandt angakokkens hænder på ryg- gen med en skindrem. Ved siden af ham lå hans tromme og trommestik. Så blev der hængt skind for vinduer- ne og lamperne slukket. I det samme istemte kvinderne på briksen en sang, først sagte, så højere og højere. Gan- ske højtideligt og smukt lød det. Da sangen var på sit højeste, begyndte angakokkens tromme at bevæge sig. Snart hørtes trommen vandre over vore hoveder, snart under jorden, uden for huset og tilbage igen. Da trommeriet var stilnet af, kom hjælpe- ånderne, først AmortortoK, med fore- spørgsler, som kun angakokken kan forstå. Den vandrede over huset, og når den nærmede sig, flygtede tilhø- rene. Berøringen kunne forårsage død, sagde de. Audiensen var omsider forbi, og lamperne blev tændt. Da sad angakok- ken ganske stille i den samme stilling, men svedte voldsomt. — Senere har ■ ■ ba: L' r] [CA | ] FOR | SIKRING Baltlcame sltdlfmasIneK Beskyl Dem — Brug kun ABIS kondo- mer. I hver pakke indlagt vejledning på dansk og grønlandsk. Føres 1 „Handelen“s bu- tikker. Forlang blot 3 stk. af den grønne med isbjørnen Grønlands- pakning (ine tynde uden reservoir ingminuf igdler- sorniarit — ABIS-ip pfljutai kisisa atortåkit. portat tamarmik Kav- dlunåtut kalåtdlisutdlo ilitsersutitaKarput. handel ip niuvertarfine pineKarsinåuput. nåmagpoK OKaruvit pi- ngasunik Korsungnik na- nortalingnik piniaraluar- tutit. jeg overværet mange angakokker i funktion, men SanimuinaK var ube- tinget den dygtigste. Guderne må vide, hvordan han bar sig ad med sit bug- taleri! En røvet sjæl Åndemaneri brugtes mod sygdom og misfangst for at finde ud af ulykkens årsag. Østgrønlændere troede dengang, at mennesker og dyr bestod af lutter sjæle. Sygdom skyldtes således frarø- velse af en legemsdels sjæl. — For- resten er jeg også blevet beskyldt for at have frarøvet en mand hans sjæl! Det var fangeren PerKilåK. Han fik engang på forskud et forladergevær til 32 kr. Han kom senere igen for at handle og havde tre bjørneskind med sig. Så sagde han, at det mindste skind var betalingen for geværet. Imidlertid kostede skindet kun 24 kroner, og PerKilåK gjorde en bunke vrøvl. Da han rejste, sagde jeg til ham: Dig skal jeg huske en anden gang! Han tog hjem, blev syg og døde. Og folk sag- de, at Ujuåt havde frarøvet ham sjæ- len! Nu vidste jeg, at den slags kunne medføre blodhævn, men jeg tog det temmelig let. Ujuåt ler af hjertens lyst og fortæl- ler videre: — Før kristendommen blev indført, var blodhævn en svøbe blandt øst- grønlændere. Det var jo simpelthen en pligt. — „Hvis jeg ikke dræber ham, så dræber han mig“, sagde mange af mine mordervenner. De fortalte, at de til sidst ikke turde drage på fangst af frygt for blodhævn. Men heldigvis havde vi kun et tilfælde af blodhævn i min tid på Østkysten. En mand ude- blev på fangst. Man troede ham om- kommet. Men senere fandt man hans forskellige legemsdele i klipperevner. Morderne bruger en makaber frem- gangsmåde, når de vil slette sporene. De parterer liget og piller øjnene ud. Så putter de den dræbtes hoved i hans fangstblære og kaster det ud i søen. De forskellige stumper af liget bliver så lagt ned i klipperevner. Desuden spiser morderen efter skik og brug et stykke af den dræbtes lever! Det gør de for at undgå hævn af den dræbtes mange sjæle. Når de fester, æder de gæret kød. En hel sæl bliver slæbt ind, og afte- nens clou er, at de slukker lamperne. Det er ikke noget umoralsk efter deres opfattelse, og jeg tror ikke, at alle be- nytter sig af deres ret. Forfærdende iabuskikke Ved fødsel og død har de så mange tabuskikke at overholde, at det er mig en gåde, hvorledes de kan huske dem alle. Når en kajakmand har haft med et lig at gøre, må han ikke sejle ud, men må følge strandkanten, indtil han fanger en sæl. Sørgetiden plejer at va- re et år, og i den periode må de nøje overholde de mange forskrifter. Og det er ikke småting! Jeg har hørt om en kajakmand, der var kæntret ved strandkanten lige for øjnene af andre. Skønt de godt kunne hjælpe ham, lod de ham drukne af frygt for at krænke disse tabuskikke! Engang kom vi til en boplads, og der blev sendt en mand efter et stykke kød til en barselskvinde. Vi forærede manden noget kød, men lidt efter kom han tilbage med det og sagde, at det var forbudt barselskvinden at spise det stykke kød! Mange af tabuskikkene var rent for- færdende. Når en kvinde døde i bar- selssengen, blev det nyfødte barn be- gravet levende eller kastet ud i havet sammen med moderens lig. Men sådan var skikkene, og ingen havde ret til at rokke ved dem. Da jeg sidst var deroppe i 1947, var mange af de gamle skikke forsvundet, og man kan nu heller ikke se forskel på klædedragten. Det lange hår er af- skaffet og toppen med. Der er kommet flere europæiske huse, men de er dår- ligt byggede, og folk går i gamle pjal- ter. Men ikke nok med det. Den gamle indbyrdes hjælpsomhed er også for- svundet. Civilisationen har altså ikke bragt lutter goder med sig, og det var med blandede følelser, jeg forlod lan- det, sukker den gamle Ujuåt. 100-ngortorsiortumut inuvdluarKussut Kalåtdlit-nunånut ministerimit Mikael Gamimit imåitoK tigusima- varput: ukiune 100-ne Kalåtdlit- nunåne ineriartorneK Atuagagdliu- tit malungnauteKarfigisimavåt — ukiune 75-ne sujugdlerne allkutag- ssiaunerussunik, taimanikutdle Kéumarsauterujugssuarnik imaKar- simavdlutik — ukiunile kingug- dleme 25-ne Kåumarsautauneru- ssunik åmale aningaussarsiomikut politikikutdlo ajornartorsiutinik i- maKartarsimavdlutik. ukiut 25 kingugdlit Atuagagdliu- tit ataneråne ilångutagssiuissåinar- simassutut nagdliutorsiortoK inuv- dluancussuteKarfigingårpara, tåu- ssumingalo atuardluartartutut, mingnerungitsumik måna, neriuti- gåra, avise sule Kåumarsainikut su- liagssaKardluarumårtOK, ineriar- tornerme månåkut Kalåtdlit-nunå- ne autdlarnersimassume. nagdliu- torsiorneK pivdlugo pivdluarKUSsi- vunga neriutigalugulo avisip suju- nigssamisaoK suliagssamisut pi- ngårnerpåtut måna arajutsisimåså- ngikå: iluamérsumik ilumortumig- dlo atuartunik ilitsersussinigssaK, atuartutdlo isumåinik — månåku- tut iliortarnertut — ingassagtajån- ssungitsunik tungaveKardluartu- nigdlo inigssaKartitsinigssaK. ikingutingnersumik inuvdluar- Kussivunga M. Garn. i. s. „HUGO NIELSEN“ i Sukkertoppen maj 1960 m. s. „HUGO NIELSEN“ Manitsume maj 1960 umiarssuautileicatigit DAMPSKIBSAKTIESELSKABET PROGRESS Christians Brygge 28 . København V Telegramadr.: Mariuship Central 195 Teleprinter 2563 MARIUS NIELSEN & SØN Befragtning og Klarering agssartuineK Christians Brygge 28 . København V Telegramadr.: Mariuson Central 396 Teleprinter 2564 I Grønlandsfarten fra 1938 Kalåtdlit-nunanukarfitsissarsimavoK 1938-mIf Elektrisk ventileret tramptonnage og mellemdækstonnage for liniefrafik sunigdluntt agssartuissartoK 65
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.