Atuagagdliutit - 21.07.1966, Blaðsíða 14
Fra
LÆSERNE
Tanker om den nye skolelov
for Grønland
I anledning af den nye skolelovs be-
handling i folketinget har politikere
rejst spørgsmålet om det tilrådelige
i at åbne mulighed for udsættelse af
undervisning i modersmålet til tredje
skoleår.
Jeg er dansk lærerinde og har un-
dervist på Grønland siden 1953, altså
længe før forsøget med udsættelse af
undervisningen i grønlandsk.
Måske er der grund til at ridse si-
tuationen op, sådan som vi danske
lærere oplevede den dengang. Mulig-
vis står „oplevelsen" hovedsagelig for
min egen regning, men det var mit
indtryk fra diskussioner med kolleger,
at de havde nogenlunde samme ind-
tryk af situationen:
Vi underviste første og anden klasse
6 timer om ugen i dansk. Resultaterne
var små, for små syntes vi, og vi
mente at spore de fleste af vore van-
skeligheder derhen, at børnene kun
hørte dansk de seks timer ugentlig og
ydermere, at de samtidig undervistes
i grønlandsk. Hvordan kunne det
genere børnenes danskundervisning,
at de lærte grønlandsk samtidig.
Mest tydeligt viste det sig deri, at
udtalen af de samme bogstaver og
bogstavforbindelser ikke lyder ens på
de to sprog: Hos kateketen lærte de,
at t-a udtales „da“, at p og b er ens-
lydende ligesom e og i, o og u og k
og g.
Tilmed var metodikken i de to fag
helt uden korrespondance. Begge fag
beskæftigede sig med indlæring af
stave- og læsemetode — og dog var
end ikke rækkefølgen, hvori man ind-
øvede bogstaverne, den samme.
Det var tydeligt, at børnene blev
stillet opgaver, de ikke på et begyn-
dertrin kunne magte. Der forlangtes
dagligt af dem, at det, de havde lært
i dansktimen, skulle de se bort fra i
grønlandsktimen og omvendt.
Det lå derfor fristende nær at sige:
Lad os slå alle fluer med ét smæk ved
at udsætte grønlandsk til børnene er
ude over begyndertrinet og i stedet
intensivere danskundervisningen. De
goder vi ventede at opnå var føl-
gende:
1. Børnene blev kun udsat for én
læsemetodik, én måde at udtale
en læst lydforbindelse på, så for-
virringen kunne undgås.
2. Børnene kunne få 12 dansktimer
og derfor lære dansk meget hur-
tigere.
3. Vi kunne lette den truende man-
gel på kateketer og grønlandske
lærere.
Sagen blev forelagt forældrene,
efter at vi havde fået skolemyndig-
hedernes tilsagn.
Lærerne rådede forældrene og
mente at kunne stille i udsigt, at deres
børn ville kunne lære mere dansk.
Her må erindres om, at forældrene
i byen samtidig var vidner til en ud-
vikling, hvor de skolebørn, som i
8—9 års alderen kunne mest dansk,
udvalgtes til b-klasser med boglig ud-
dannelse i sigte, at unge grønlændere,
som kunne dansk, fik højere løn og
i alle institutioner præfereredes til
de bedste stillinger.
Tilmed kunne man formode, at bør-
nene, når de i tredje klasse skulle til
grønlandsk, ville kunne overføre en
del af læsefærdigheden.
Forældrene havde tillid til skolen
og sagde ja til forsøget.
Situationen i dag viser, i hvert fald
for mig at se, at vi overså væsentlige
faktorer:
Vi overså
at småbørn skal møde en skole, som
taler deres modersmål. I det mind-
ste må de dagligt have en lærer,
de forstår, og som forstår dem,
som kan forklare dem hele ar-
bejdsgangen, fortælle for dem, op-
drage dem, høre på hvad de fortæl-
ler om deres oplevelser, iagttagel-
ser og meninger.
Denne lærer må udvide deres
ordforråd, så det omfatter andre
begreber end dem, de kender fra
hjemme- og legemiljøet. Han skal
give dem mulighed for at lære at
tænke. Vi tænker i ord, og den der
er fattig på ord, bliver også fattig
i tanken og forestillingen.
at småbørns verden i høj grad be-
stemmes af deres følelser. Hvordan
kan en dansk lærer, til hvem man
kun kan tale i læsebogens klicheer,
komme i kontakt med børn, så han
forstår deres følelser?
at børn lærer ikke dansk i samme
tempo hele tiden. Når timernes
daglige antal fordobles, er det ikke
givet, at indlæringen fordobles.
Børnene trættes, og de mange
dansktimer kan ikke udnyttes ef-
fektivt.
at der måske kunne findes andre veje
ud af vore problemer: Når de to
fag, dansk og grønlandsk, på den
måde de blev dyrket, ikke kunne
gå i spand sammen, var det mulig-
vis en udvej, at de blev dyrket på
en anden måde.
Undervisning i modersmålet så-
vel som fremmedsprog kan be-
skæftige sig med andet end bog-
staver, lydforbindelser, læsning og
skrivning.
Et af sprogene kunne opøves
mundtligt de første år — helt uden
relation til skrift og læsinng.
De pædagogiske muligheder her-
for, hvilke materialer og hjælpe-
midler, der ville blive brug for,
samt spørgsmålet om, hvilket af de
to sprog, der skulle øves mundtligt,
vil jeg ikke komme ind på her.
Hvis dette princip gennemføres,
er jeg ikke i tvivl om, at børnene
kunne undervises i begge fag fra
begyndelsen af skoletiden.
at mangelen på grønlandske under-
visere ikke må tvinge os til at
finde udveje, så vi afhjælper os
næsten uden.
Enhver løsning som sætter den
grønlandske skole i stand til at
klare sig med et mindretal af grøn-
landske lærere, må af pædagoger
betragtes som en nødløsning, der
hurtigst muligt må afvikles.
Der er ført en politik, som stiller
en grønlandskuddannet lærer øko-
nomisk ringe i samfundet — og
som stadig nægter ham mulighed
for at indtage overordnede stillin-
ger i den grønlandske skole.
Lærergerningen må gøres så til-
lokkende, at enhver ung grønlæn-
der, som har evnerne og lysten
dertil, kunne tiltrækkes deraf.
Undervisningssituationen i dag:
Vi danske lærere kan lære børnene
fremmedsproget dansk, sådan at de
bliver i stand til at følge og deltage
i en almindelig samtale, så de med
forståelse kan læse en tekst af tilpas-
set sværhedsgrad, ligesåvel som vi kan
lære dem at stave rigtig godt. Der er
en vis lighed mellem danske børns
standpunkt i engelsk og grønlandske
børns standpunkt i dansk ved afslut-
tet skolegang. Naturligvis med varia-
tioner, betinget af børnenes lære-
nemme, stedets beliggenhed i Grøn-
land m. m.
Men der er et kæmpespring herfra
og til at forklare problemregning på
dansk, lære dem fysik, biologi, histo-
rie, geografi — i det hele taget bi-
bringe dem en tilstrækkelig viden om
sig selv og verden via dette fremmed-
sprog.
Det er ikke nogle få udvalgte børn,
som i dag skal undervises på dansk
i de fleste af skolens fag, det er alle
byskolebørn uanset deres sprognemme
og opfattelsesevne. Undervisningen
skrider derfor langsomt frem, bogen
— og læreren — må undgå vanskelige
udtryk, omskrive til noget, der kan
illustreres.
Med disse vilkår trues vi af en ny
skolelov, som, foruden faget grøn-
landsk, kræver samme fag, samme
pensa, samme eksamenskrav til real-
eksamen, som man bruger i Danmark
til dansktalende børn, krav som er
tilpasset disse.
Landsrådet har anbefalet loven til
vedtagelse, velsagtens ud fra den til-
syneladende kendsgerning, at lige
krav giver ligestilling. Men vil det
ikke være at lade grønlandske børn
„spille med handicap", og vil det ikke
føre til, at procentvis langt færre
grønlændere end danske kan svare
til kravene?
Vil det ikke føre til en skole, hvor
lærerne, hvis de skal følge loven og
dens krav, må slippe børnenes almin-
delige standpunkt af syne og nøjes
med at lade undervisningen sigte på
de bedst udrustede elever?
Den eneste udvej vil da være at
sende alle børn i en tidlig alder til
Danmark, at lade dem bo i danske
hjem så længe, at dansk ikke længere
er et fremmedsprog for dem, når de
vender hjem. Først da ville de kunne
„tage fra" af det, vi danske lærere
kan byde dem i skolens forskellige
fag.
Dermed være ikke sagt, at vi ikke
langt hellere vil have en grønlandsk
skole med krav tilpasset børnenes for-
udsætninger, en skole hvor de på na-
turlig måde kunne undervises af vel-
uddannede grønlandske lærere.
Hanne Thrane,
Holsteinsborg.
»Norsk« et uartigt ord?
Oslo-bladet „Aftenposten" fremhæ-
ver i en artikel den påfaldende omhu.
der udvises fra officiel dansk side, når
det gælder om at undgå det farlige
ord norsk i alle dokumenter og publi-
kationer vedrørende Grønland.
„Overalt er uttrykket „norsk" kon-
sekvent erstattet med „nordisk" eller
„skandinavisk". De gamle nordmenn
og islendinger har simpelthen ikke
eksistert, men vi støter derimot stadig
på det rommelige begrep „de gamle
nordboer". Dette virker idag sant å
si litt komisk. Hvorfor forsøke å
kamuflere de historiske kjendsgjer-
ninger? Hvorfor pynte dem med disse
uklare merkelappene „nordisk",
„nordboere" og „skandinaver"?
Norsk innsats i Grønland lar seg
ikke omskrive på denne lettvinte må-
ten. Og historien rokker ikke ved
Grønlands status idag som en del av
Danmark, like så lite som den forrin-
ger danskernes krevende og ansvars-
fulle innsats for å rejse et nytt sam-
funn på restene av det gamle.
Tiden skulle være moden for begge
parter til å kvitte seg med restene av
våre „grønlandskomplekser" og ikke
minst må vi ha for øye, at det er
grønlenderne, som bor der. Det er
deres land."
Grønlændere
på baserne?
Jeg har tidligere i A/G’s spalter
rejst spørgsmålet om, hvorfor man
ikke anvender grønlandsk arbejds-
kraft på baserne i Grønland. Lands-
rådet har på et af sine møder berørt
dette spørgsmål, men der kom ikke
noget ud af det. Mit spørgsmål om,
hvorfor man ikke anvender grøn-
landsk arbejdskraft på baserne, er
ikke blevet besvaret, og nu rejser jeg
derfor spørgsmålet igen, idet jeg
håber at få svar fra ansvarlige myn-
digheder.
Det ville være rimeligt, om grøn-
lænderne fik adgang til de eksiste-
rende indtjeningsmuligheder i Grøn-
land. Efter min opfattelse vil det
stride imod bestræbelserne i Grønland,
at man ikke først og fremmest tænker
på den lokale befolkning, når det gæl-
der de økonomiske muligheder i selve
landet. I bestræbelserne for privatise-
ring må grønlænderne ikke komme i
anden række. Den lokale befolkning
har i dag kun staten at ty til, når der
skal optages lån til start af privat
virksomhed. Indtjeningsmulighederne
i Grønland er begrænsede. De ameri-
kanske baser, hvor danskerne hurtigt
kan tjene penge, er lukkede områder
for landets egen befolkning.
Det ville være interessant at vide,
hvorfor landsrådet ikke har behandlet
dette spørgsmål til bunds. Det er ikke
udelukket, at man på forhånd har
indtaget det standpunkt, at grøn-
landsk arbejdskraft ikke vil kunne
gøre sig gældende på baserne. Det er
nok forestillingen om den grønlandske
arbejdskrafts ustabilitet og ineffekti-
vitet, der er årsag til, at der ikke kom
noget ud af landsrådets forslag.
Jeg håber, at man fra ansvarlig side
kommer med en redegørelse for sagen.
Elias Lundblad,
Godthåb.
Ikke tor voveligt
I A/G nr. 11 bragtes et indlæg af hr.
Erling Mors Nielsen, Godthåb. Ind-
lægget var på linje med skoleinspek-
tør Sigurd Gudiksens udtalelser til
Aktuelt Kvarter om sprogproblemet.
Hr. Gudiksen citerede folketingsmand
Knud Hertlings udtalelser, der bl. a.
lød: „Det er let at overtale en for-
holdsvis uvidende befolkning til at
lade deres børn undervise på dansk,
da forældrene ikke ved bedre end det,
de ledende folk siger dem."
Hidtil er der ikke kommet reaktion
for eller imod denne udtalelse fra den
grønlandske befolkning i Hertlings
valgkreds. Mors Nielsen fandt Hert-
lings udtalelse for dristig, men jeg
synes, Hertlings argumenter er vel-
underbyggede. Det er en kendsger-
ning, at vi i Grønland står langt til-
bage for Danmark i uddannelsesmæs-
sig henseende. Folketingsmanden
brugte ikke udtrykket „dum" om sine
vælgere, men det kan ikke nægtes,
at mange af os grønlændere er uvi-
dende på grund af manglende uddan-
nelse.
Det er ikke så mærkeligt, at mange
grønlandske forældre ønsker, at bør-
nene skal lære så meget dansk som
muligt. Dette skyldes ønsket om, at
børnene får det lige så godt som dan-
skerne. Grønlænderne ved jo udmær-
ket, at det at kunne dansk betyder en
bedre placering på den sociale rang-
stige. I snart 300 år har vi heroppe
haft tilknytning til Danmark, men på
det oplysningsmæssige område står vi
i dag så langt tilbage, at mange tror,
at vi får det meget bedre, hvis vi giver
afkald på det grønlandske sprog.
Jeg skal ikke komme dybere ind
på det grønlandske sprogs betydning
for os grønlændere, men jeg er glad
for at kunne konstatere, at grønlæn-
dere med højere uddannelse har ind-
set betydningen af at bevare det grøn-
landske sprog. Vi vil til enhver tid
have brug for det danske sprog, men
grønlændere, der er tosprogede, vil
sikkert indrømme, at de ikke har taget
skade af at lære deres modersmål.
Derfor må landsrådet lægge vægt på,
at det grønlandske sprog får en frem-
trædende plads i undervisningen her-
oppe.
Erling Mors Nielsen skrev, at væl-
gerne måtte rette deres fejltagelse ved
næste valg. Jeg tror ikke, at de nord-
grønlandske vælgere har begået nogen
fejl ved at vælge Knud Hertling til
deres repræsentant i folketinget.
Peter Brandt,
Egedesminde.
den rigtige lastvogn til de
krævende grønlandske forhold
I mange år har de engelske BEDFORD lastvogne været
de mest solgte i Danmark, og hvad er vel mere naturligt,
end at de nu også er ved at vinde indpas i Grønland.
Tal med vor lokale agent:
OLES VAREHUS
GODTHÅB
og få alle oplysninger og
brochurer.
BEDFORD giver Dem mulighed for at transportere
fra 1/2 ton til ca. 8 tons nyttelast; der er et væld af
modeller at vælge imellem - med kort eller lang
akselafstand, benzin- eller dieselmotorer, enkelt
eller dobbelt bagakseludveksling, normalt eller
fuldt frembygget førerparti. Vi kan tilbyde alle arter
af specialkarrosserier og tippelad på disse chas-
siser, der er kendte for deres fremragende kvalitet,
gode driftsøkonomi og ikke mindst-fornuftige priser.
BULOW
BRYGGERVANGEN 7, KØBENHAVN C . TELF. 291133 . TELG. BOLOWSKI
14