Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 15

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 15
jutdlisiorneK puigunaitsoK stille i gamle Ugeblade, som var bløde og møre i Papiret af at blive bladet, og ingen mærkede noget, og Aftenen gik mod Senge- tid. Men Blæsten var øget. Den hav- de faaet Magt, var ikke længer en Landstryger, men en Hærfø- rer, som rejste med stort Følge. Der var store, brusende Minut- ter, naar et flyvende Hærtog pas- serede, og Halerne paa Snefogets Heste piskede Ruderne, og under- lige døde Øjeblikke, da der var stille om Huset, og man hørte Blæsten ride gennem Kirkegaar- dens store Træer. I saadan et tyst Øjeblik hørte de et dumpt Slag paa Yderdøren. Mellem Stue og Yderdør laa der baade Køkken og Gang. Men de hørte det. Det ene Slag. De saa paa Moderen, og hun saa paa dem. Hendes øjne var store, og det blev deres ogsaa, mørke, fulde af Frygt. Og de vendte alle, Mor og Børn, deres Stirren mod Faderen. Han saa stadig i Avisen, men hans Blik flyttede sig ikke, han læste ikke. Han vendte sig ikke imod dem, og de vidste ikke, hvad der var i hans Tanker. Han var en Mand, anderledes i Sindet end de, og i Frygtens Øjeblik vidste de intet om ham, naar han ikke vendte sig og saa paa dem. Men Mor og Børn var forenet. Naar noget ukendt nærmede sig, da var der Frygt i dem. De huskede for me- get. Det var en Nat, de laa og sov. Da bankede det. En Mand stod uden for Vinduet. Du skal af Sted i Nat, du er indkaldt. Der var Krig endnu. Faderen løftede Hovedet og saa op paa Uret, som hang der paa Væggen og sagde: Bi og ti, bi og ti. Der var et mærkeligt Skær i hans Blik, maaske det lønlige Svar fra Mandssindet, nar det vilde og ukendte kalder. Ja, jeg kommer. — Hvad var det? lød Mode- rens Hvisken. Han vendte sig og mødte de mange Øjne, og der kom Styrke i hans. Mens hans Skridt fjernede sig ud gennem Køkken og Gang, sad de lyttende, saa stille og urørlige, som havde han taget deres Livs- aande med sig. De hørte ham aabne den frost- bundne Dør. Blæsten for i. Da det atter tystnede, hørte de ham spørge: — Er her nogen? De syntes, det varede længe. Men skønt de havde hørt hvert af hans Skridt, kom de til at ryste, da han stod i Døren, al- vorlig, undrende. Han bar noget i Hænderne. En af Smaapigerne skreg lidt ved Synet af det, og det isnede dem ned ad Ryggen, saa hæsligt og forfærdeligt syntes de, det var. — Hvad er det dog? hviskede Moderen. — Det er en Agerhøne, sva- rede Faderen. Da skete der noget i deres Øjne. Da saa de, det var en lille Ager- høne. Faderen holdt en lille, buttet Fugl i Hænderne, og dens Ho- ved hvilede stille mod hans ene Tommelfinger. — Den laa paa Trappestenen, sagde han. — Jamen, hvem ..., begyndte Moderen. — Der var ingen Spor i Sneen, svarede Faderen, den er fløjet imod. Moderen tog Fuglen, hun kys- sede den paa Vingen. — Den er helt varm, kom og mærk! sagde hun. Og Børnene kom derhen og følte paa Fug- len. Jo, den var varm under Fje- rene. Det var ikke til at forstaa, at en død Fugl kunde være saa brændende varm under sine slap- pe Vinger. — Underligt..., sagde Fade- ren nærmest for sig selv, den er nok blevet blindet af Sneen. Men at den lige skulle ramme Døren, saa man hørte det... — Jeg tror godt, man kan for- klare det, sagde Moderen, og mens Smaapigerne nænsomt rørte ved Agerhønen, listede Broderen sig tøvende hen til Vinduet. Han pressede Ansigtet mod den sorte, kolde Rude og saa ud. Han vid- ste, hvad han vilde faa at se. Saa blev alt tydeligere, og han saa en mørk Skikkelse, større end Mænd, gaa bort mellem Træerne. Agerhønen var jo faldet i Sneen, og herinde i Varmen blev de stjernede Snefnug til lysende Draaber paa de krumme Fjer. Nogle siger, at Agerhønen er tar- velig klædt, og den er da hel- ler ingen Plakat. Men den bærer fornemt sin Almuedragt, som den har faaet Farver til fra det bru- ne Løv, den modne Hvede, en Knivspids fra Valmuen, et Par Draaber fra Nattens Mørke. Den er Markens Hemmelighed, og hvem der kender den, maa give den et Navn til, men det maa holdes hemmeligt. Smukke, smaa Fødder havde den, fine og haarde. Alt paa Fug- len var blødt rundet, Hovedet med halvlukkede Øjne, Næbbet, hvorfra der kom lidt rødt. Faderen satte sig igen med Avi- sen, men straks efter kom han alligevel ud i Køkkenet til de an- dre. Næsten hele Familien fælde- de Taarer over det, men død var Agerhønen jo, og plukkes skul- de den, det var jo Meningen med den. Den var ingenting at se til, da Fjerene kom af, sørgelig lille. Smaa krøllede Tarme, Lever, Kraas, et ufatteligt lille, fast Hjerte kom frem og det var i sit Indre, Fuglen havde de lysende Farver. Faderen gik ud i Vejret, han kom hvid og tilsneet ind igen med en Haandfuld frisk Persille. Fedt kom paa Panden, det sidste maa- ske, men nu tog Moderen resolut til de yderste Reserver, Kartof- lerne kom i en Kasserolle og paa Ilden, og Bunden blev ikke skra- bet i Selvopgivelse, for hun be- redte et Haabets Festmåltid. Og skønt det var langt over Senge- tid, blev der bredt Dug paa Bor- det, hvid og skøn, selv i Karbid- lygtens Lys. Men saa blev Lygten baaret udenfor, hvor den kunde hvæse af, og et dyrt Tællelys blev tændt paa Bordet. Ude i Mørket bruste Blæsten. De vaskede sig, redte Haaret, pyntede sig. Saa satte de sig ved Højtidsbordet. Agerhønen blev delt, og der blev kun lidt til hver, men det er Sandhed, at den lille Fugl mættede dem alle. „Påvia makiniarit! nalunaereutap akunere mardluk Kångiugpata autdlåsautit, umiarssuaK takåna Kangale tikerérpoK." „Kavsingorpa?" Påvia uernar- pasenalune aperivoK. „arfiningulerpOK," Påviap åkå- va akivoK, „umiarssuaroK arfinen pingasunut avangnamukardlune autdlåsaoK. Kå makiniarit." Påvia 14-inik ukioKartOK åkå- kumine najugaitarpoK. — tåssa- me iliniartugame — uingiarssua- tåjutigalune atissalersorpoK. a- ngajorKåminume jutdlisioriartor- dlune uvdlumikut autdlåsagame. anånap, atåtap Katångutitdlo ta- kunigssait KilanåreKai, sujornali- me takugamigit aitsåt takonrisa- gamigit. umiarssuaK uvdloK atauseK i- ngerdlagame apupoK. talikamik Påvia ilisarissagssarsiordlune Ki- nilerpoK. ilaKUtaminik takussaKå- ngilertordlune årime Katångutine takulerpai. kisiåne angune ami- lunit takungilai. niugame inger- dlåinardlune Katångutine ornig- pai. „pisåtåka tigulåriardlugit ku- mukåsaugut," Påvia taima OKar- dlunilc tunungmut sågpoK pisåta- nilo tiguvdlugit. Kiimut ingerdlatitdlutik Påvia encarsauteKaKaoK. „soK-una atåta anånalunit niuvfiungitsut?" tai- ma eraarsarpoK, kisiåne Katångu- tine aperingilai. igdlumingnut apukamik Påvia agsut ajuatdlagpoK. uvdlut sisa- mat Kångiugpata jutdlisaoK. ig- dluat tujorminangårame Kianar- dlunilo najugagssåungingajagpoK. åmame Katångutai asingaKaut kågpaseKalutigdlo, ilame suna ta- marme sordlo avdlatut ilisima- SSOK. isersimatsialersutdlo årime ma- to silardleK magperpatdlagpoK. a- ngutå iserpoK — åma nuånångi- paseKalune. „Påvia, pivfigssaerut- dlunga niuvfiunginavkit utoraat- serpunga." pilerpoK nangigdluni- lo: „aitsåt nåparsimavingmit ate- rama. ajuatdlatdlariaunak! anå- nat ivsaK nåparsimavingmut u~ nigkame. ivsaK sulititdlune iluait- dlersimagame, suna ajoKUtigigå nakorsap naluvå. kisiåne isuma- KarpoK niarKumigut ånersima- ssok. jutdlimut angerdlamigsså ilimagingilå — tåssame peruloKi- game. aKago imaKa pulaorumår- pat. manåkut nakorsap pulaorto- KarKunginamiuk, kisiåne ajungi- nerarpå." angutå taima OKardlu- nilo anivoK suliartordlune. Påvia angume OKalungnerane tusamårdluarsimaKissoK sinigtar- fingmut iserpoK. sinigfingmut nåt- dlugdlune manigtulerpoK. entar- sautine ingerdlaorteKai. „sok atå- tap Kangale nalunaerfigingilånga anåna nåparsimavingmut unig- toK? anåna ilaginago måne jutdle nuånlpatdlåsaKaoK. kiname jut- dlimut kågiliusava? kiap igdlup ilua assåsavå? jutdlip nuånersu- nigsså kiap isumagisavå?" enrar- sautit tamåko Karasarmiorititdlu- git Påvia sinilersimavoK. Påviap arne pulaoramiuk ag- sut avdlagå. arnå asingarsimavoK sanigorsimavdlunilo agsutdlo tåu- tulugdlune. amå OKalulerpoK: „uvdlåK nakorsap misigssorami- nga ajunginerarpånga, kisiåne jutdlimut angerdlamigssara ilima- gingilå. taimåitumik ivdlit jutdli- mut pisiagssat isumagilåmiarigit. ajomaKacrme, Katångutinguatit jutdlisungnitsunguamik naissaaa- låmiåsåput. ama atissagssångue igdluvnut imissutigilåsavatit." „kisiånime ivdlit jutdlimut ila- gisångikuvtigit susa ukioK ména jutdlisiungikaluaruvta åssiginar- på.“ Påvia ajussårpaseKalune o- KarpoK. „Påvia, Katångutinguatit er- Karsautigilårniåkit! use ama na- korsaK OKarpoK jutdle aKagug- pat KanoK inersunga takoriardlu- go imaKa uvdlune mardlugsung- nilunit angerdlarsimalårsinåusau- nga.“ arnå tugpatdlersainiardlu- nilusoK CKarpoK. jutdle aKagutoK uvdlåkut a- ngutåt iserpoK. „ivkorsé, anånap atissagssainik nåparsimavingmut åtsigatdlaritse." nuånårpaseKalu- ne suaorpoK. kinauna kingugdliu- niåsava? Påvia Kangale makerér- poK, anånavdlo atissai tigoriardlu- git nåparsimavingmut arpåinaK. Påviap pisiagssat isumageréra- migit arne igdlup iluane ikiorpå. Katångutai ikiusinaussut tamar- mik ikiuput, suna tamåt jutdli- siornigssamingnut isumangnae- rérniaramiko. umikut Påviap orpik pisatser- sorpå. Katångutai aKagugssamut Kilanåmermit Kangale inarérsi- måput. anånap kågiliainik orpiuv- dlo tipånik Kangame igdlup ilua najoruminånguarsse! igdlup ilua pisatsersordlugo jutdlerpalårtd- ngorteréramiuk Påvia enugsivig- dlune inarpoK. aaaguane Katångutiminit iterti- neKarpoK. „tunissutisiagssatit pu- iarniåkit!" Katångutåta OKarfigå. Påvia makeriardlune tunissutisi- agssaminik puiailerpoK. isumaKar- simagaluarpoK tunissutigssanik pisissoKarsimångitsoK, sunauvfa angutåta tamåko isumagerérsi- magai. Påviap jutdle KångiutilersoK entarsautigå. tikeneårame isuma- KarsimagaluarpoK ukioK måna angerdlarsimavfingmingne jutdli- mik takungitsusavdlune. kisiåne anåname neriumik tuningmane jutdlisiorpoK KaKugumut puigU7 gagssaringikatdlagkaminik. Andreas Olsen, „Nørregård" 6851 Janderup. Urreparationer Urreparationer godt og hur- tigt, alt returneres pr. luft- post. URMAGER SVEND BILLE Købmagergade 23 . København K. Postnr. 1150 . Telefon (01) 11 45 53 Tern? YflHKIE BAR Toms Yankie Bar giver energi og godt humør nakussagsaut Kimagsautdlo NerissagssiordluarneK Otto Mønstedip makarinånik autdlarKauteKartarpoK Otto Mønstedip måkarinå mamåssutsip, tipigissutsip suj atsissausinau neruvdlo tungaisigut angumassagssåungilaK. atortugssat pineKarsinaussut pitsaunerpåt atortoralugit sanåjuvoK - taimåitumik angussaK pitsaunerussarportaoK - tamatigut. Sikker madlavning begynder med Otto Mønsted margarine Otto Mønsted margarine står i særklasse hvad angår smag, aroma og stegeegenskaber. Den bliver kærnet af de bedste råvarer, der findes - derfor bliver resultatet også bedre - hver gang. Mmmmønsted 15

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.