Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 27

Atuagagdliutit - 20.12.1973, Blaðsíða 27
til jorden fordi han ikke længer kan bruge os? Soldaten blev så svimmel af at høre de ord at han ville være faldet om det havde været mu- ligt. En stund dalede han i pin- lig tavshed, han forsøgte at se bort fra englene og opdage et par fortrolige stjærnebilleder, men stjærnerne blinkede stadig så ner- vøst at han ikke kunne holde synet fast, og englene fløj tæt omkring ham og så ham bedende ind i øjnene. Da tog hans hjærte fat at banke langt blødere end et mandshjærte skal, generende tårer stod ham i øjnene — netop nu da den varmere skønt kolde luft lod ham forstå at han nær- mere sig jorden og måtte orien- tere sig. — Væk med jer! råbte han. — Tilgiv os vor ulydighed, herre, men du må, o du må ikke forlade os uden at give os et tegn som vi kan bringe til din Fader. Måske han da vil tage os til nåde igen! — Slip mig! skreg han, thi de hysteriske engle ville ikke lade ham falde efter hans bestemmel- se, men holdt fast i hans arme og ben og førte ham vandret hen over den nære jord. — Lad mig være fri, jeg kom- mer ud af kurs! — Herre, hør vi græder over vore synder, — men herre, den store bold som du holder i din hånd har du jo ikke brug for denne gang da du kommer til jorden som voksen — må vi ikke niorKutigssiarKik Carlsberg-imérsoK et kvalitetsprodukt fra Carlsberg inumarigsarKigit ---------------► frisk op igen med bringe den til Gud som en hilsen fra hans barn? —Jeg biir forrykt, sagde sol- daten, koldt og sagligt for han ville gærne holde hovedet klart, men i næste nu begyndte alt der var løst og kunne bevæge sig i hans krop at røre på sig, og for ikke at bukke under for sin krops bevægelse måtte han slå en latter op, han lo og lo så englene, dfci ikke forstod sig på latter, stirrede på ham med store bekymrede øj- ne, indtil han kunne komme af sted med at svare, rigtignok sta- dig afbrudt af latter: — O I fredsengle, I rørende skabninger, ja tag bare den store bold her, bring den til min høje fader hvis I ved hvor han bor, sig at han må få den som jule- gave og at han må gøre med den hvad han vil når han blot ikke taber den — og spil nu ikke bold med den på vejen, før den så blidt til hans høje bolig som om den var et sovende barn der ikke må vækkes! Da tændtes skinnende sole i englenes himmeløjne, og deres læber kyssede soldatens frie hæn- der. Uden at skændes delte de sig i to flokke, den ene førte den slumrende bombe op til Gudfader, den anden førte den bævende sol- dat ned på jorden: — Sneen er kold og glat, du kunne falde og slå dig slemt, sag- de de, åbenbart uden at nære syn- derlig tillid til faldskærmen på soldatens ryg. Blidt satte de ham ned på den hvide mark uden selv at røre sneen, de havde jo nøgne fødder på, men soldaten solide militærstøvler. — Farvel, farvel — og tak! jub- lede englene og slog voldsomt med vingerne for at indhente deres kolleger der var på vej til Gud. Soldaten lyttede til deres sang, da den var forstummet bøjede han sig ned og lagde kølende sne på sin pande. Da det ikke hjalp, kastede han sig så lang han var i sneen der straks forvandledes til sved. — Hvad har jeg dog gjort, støn- nede han, jeg har foræret vor eneste ABC-bombe til den første den bedste Gud — dødsangsten lod mig se skønne syner, og jeg fjols troede på synerne — nu er jeg da kommet ned på jorden igen, men hvor blev bomben af — bomben var jo virkelig og ikke et syn — eller var bomben bare et syn da jeg dog lever end- nu? Han kom på benene for at se sig om, for man ser længere når man står end når man sidder, og han så fjendtlige kanoner stå og sigte på himlen ikke langt derfra, og selv om de i aftenens anled- ning var pyntet med gran og jule- stads, blev han bange og skulle til at flygte. Men se — da stod allerede en skikkelse foran ham. At dømme efter dens urolige form var det et menneske, men intet mennesketræk var synligt, alt var skjult bag noget der snart var en mørk tåge, snart et bævende lys. Et håb om frelse strejfede soldatens unge sjæl, thi den frem- mede havde ikke holdning som en soldat, måske var det en fre- delig gammel bonde der ville skænke ham husly. Soldaten der ikke talte fjendens sprog fagtede med arme og ben for at gøre sig forståelig, men da talte den frem- mede pludselig hans eget sprog, ikke perfekt naturligvis tøvende og stammende, men med en rø- rende blid accent: — Glædelig jul, soldat! — Vil du hjælpe mig? udbrød soldaten glad og løb frem imod den fremmede, men han faldt over en isklump og blev liggende på jorden og havde kun kraft til at løfte hovedet, da han så den gamle mands øjne lyse så varmt at hans eget hjærte voksede der- ved og flængede uniformen itu over hans bryst, og dog følte han ikke kulden. Men nu blev han tiltalt på et fremmed sprog — eller var det hans eget der blot blev udtalt helt forkert — talen lød så for- trolig, så gammelkendt, og den skrabede bunden af hans barne- sjæl og blev dog ikke forstået. — Jeg er ikke så dygtig til sprog, sagde soldaten, jeg forstår det ikke. — Engang forstod I det, lød svaret bedrøvet, og nu forstod sol- daten og syntes dog pludselig at han havde forstået mere før da han intet forstod. — Så hør da soldat i dit eget tungemål, du har rørt mit hjærte ved at sende englene op til mig med en julegave — — O Gud, hviskede soldaten himmelfalden og pressede sine knæ til blods mod den skarpe is for at ligge endnu mere på knæ, og han glemte, at han var soldat og græd som et barn og kunne ingenting sige. — Fra gammel tid har jeg en gave til jer som I aldrig har vil- let tage helt imod, for I er bedre til at købe end til at modtage en gave. Skal vi bytte nu, du men- neske, du giver mig din dygtige bombe, og jeg giver dig den evige sandhed som jeg holder skjult her i min højre hånd. Ud af det mørke lys strakte sig en blidt knyttet gammel hånd, den så ikke ud til at rumme me- get, men soldaten troede, troede at Gudfader talte sandt. — Den evige sandhed, stamme- de han ydmyg, jamen det er jo altfor meget, hvad jeg gav dig var ikke så meget værd. Og når jeg skal være ærlig, var det ikke mig der fandt på det, men dine egne engle, jeg har slet ikke for- tjent at få den. — Jeg beder dig, elskede søn, forsmå den ikke, bring sandheden til menneskene som jeg savner, og de vil atter kendes ved mig! Undrende så den unge soldat på den skælvende hånd der var strakt op imod ham skønt han lå på knæ, som var også den frem- mede sunket på knæ skønt han var Gudfader selv. — Fader, sagde soldaten, tak for den store nåde, men — vil du ikke nok beholde din sandhed lidt endnu og bringe mig i sik- kerhed først? Jeg er jo i fjendens land, og hvad kunne der ikke ske om den faldt i fjendens hænder! — Du evige menneske, lød Guds kærlige røst, men da soldaten smilende løftede hovedet, var Gud forsvundet. I sneen foran ham lå den hårde ensomme bom- be og dirrede som et stort dir- rende hjærte. Flytning TIL GRØNLAND: Bohave afhentes uanset fraflytningssted for emballering, stuvning i container og levering til KGH. FRA GRØNLAND: Destiner Deres forsendelse via KGH til vort firma. Ved ank. forestår vi toldbehandling og indflyt- ning på Deres adr. landet over. OPBEVARING: Vore møbelvenlige magasiner er til Deres disposition ved opbevaring i København eller Aalborg. STATSFLYTNINGER: Udføres indenfor gældende refusions- rammer uanset fra/til flytningssted. Spar Dem selv for ærgrelser årige erfaring. Benyt Dem af vore mange FLYTTEFIRMAET „AALBORG" A/S Grundlagt 1936 Lygten 2-4, 2400 Kbhvn. NV. — Tlf. (01) Ta (72) 6300 Telex 19228 27

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.