Tímarit Verkfræðingafélags Íslands - 01.10.1950, Blaðsíða 3

Tím. V.F.I. 1950.
5. hefti
Geofysiske metoder ved varmtvandsprospektering
i Island.
Överingenjör Gunnar Bödvarsson, Island.
Erindi þetta er annad þeirra erinda, sem send voru af íslands hálfu á fjórða norræna verkfræðingamótiS í Helsing-
fors í júní 1951. 1 eftirfarandi endurprentun hafa stuttar orðalagsbreytingar verið gerðar á 4 stöðum í erindinu.
RESUME.
Denne afhandling behandler metoder og problemer ved pro-
spektering for varmt vand og jorddamp i Island. Först gives
der en oversigt over geologiske forhold og teorier angáende de
varme kilder; derpá behandles de forskellige prospekterings-
metoders anvendelsee og rækkevidde. Særlig gode resultater
er blevet opnáet med de elektriske modstandsmálinger.
1) INDLEDNING.
I löbet af de sidste 23 ár er der i Island blevet udfört
et ret betydeligt antal varmtvandsboringer. Ialt har man
boret omtrent 175 huller pá 36 steder i landet; deres
samlede dybde er nu godt 33.000 meter og deres sam-
lede vandmængde er noget over 600 liter i sekundet.
Vandet strömmer i alle tilfælde ved artesisk tryk og
borehuliemes middeltemperatur er ca. 87 °C. Det dybeste
borehul i Island er boret i Reykjavík og dets dybde er
770 m.
Fra naturlige kilder og borehul er omtrent 600 liter
i sekundet taget i brug til opvarmning af beboelses-
huse, drivhuse og svömmebassiner. Den varmemængde
som udnyttes fra vandet er lig med et árligt kulforbrug
pá omtrent 70.000 tons, og muliggör derfor en árlig
valutabesparelse pá 20 millioner islandske kroner, d.v.s.
ca. 5% af landets samlede import. Disse naturlige varmt-
vandsforekomster er derfor af mærkbar betydning for
landets ökonomi.
Le förste varmtvandsboringer blev udfört i áret 1928
af Reykjavíks kommunale el-værker under direktör Stein-
grimur Jonssons ledelse og i samarbejde med det mete-
orologiske instituts daværende direktör Thorkell Thor-
kelsson. De blev udfört ved varme kilder som ligger inden-
for Reykjaviks bygrænse, og efter knap to árs arbejde
havde man fáet 15 liter vand i sekundet ved en tempera-
tur af 88°C. Kildernes vandmængde var derimod 10 liter
i sekundet, og man havde sáledes foröget vandmængden
med 50%.
Dette resultat vakte givetvis opsigt og de erfaringer
man fik af dette arbejde dannede grundlaget for den
senere udvikling.
I 1930 oprettede man et fjernvarmeanlæg for omtrent
70 huse i byen ved hjælp af denne vandmændge.
Reykjaviks kommune pábegyndte i áret 1933 boringer
pá kildeomrádet Sudur-Reykir, som ligger i en afstand
af 16 kilometer fra Reykjavik. Pá dette sted fandtes et
antal kilder hvoraf de varmeste havde en temperatur
af 82° C. Omregnet til denne temperatur var den sam-
lede vandmængde godt 100 liter i sekundet.
Sidst i trediverne havde man fáet en betydelig vand-
mængde fra borehullerne, og man besluttede derpá at
oprette et fjernvarmeanlæg for Reykjavik. Anlæget blev
taget i brug i slutningen af 1943 med en vandmængde
af ca. 200 liter i sekundet og med en temperatur af
87° C. Borehullemes dybde er fra 135 til 721 m.
Boringerne pá Sudur-Reykir blev fortsat indtil 1947
og i de sidste fire ár har Reykjavik varmeanlæg boret
pá kildeomrádet Mosfellsdalur som ligger 3 km nord for
Sudur-Reykir. Varmeanlægets totale vandmængde er nu
400 liter i sekundet (ifölge oplysninger fra direktör Helgi
Sigurdsson i marts 1951). Boliger for godt 35.000 ind-
byggere opvarmes ved hjælp af dette anlæg.
I árene 1944 og 1945 udförte statens forskningsudvalg
et antal boringer pá forskellige steder i landet. Dette
arbejde blev senere overdraget statens el-væsen, som
har udfört de fleste varmtvandsboringer udenfor Reykja-
vik. Desuden har statens el-væsen og Hafnarfjördur el-
væsen udfört et antal dampboringer i to dampkildefelter
som ligger i nærheden af Reykjavik.
Der er som sagt blevet udfört et betydeligt arbejde
pá dette felt og man venter at de indhöstede erfaringer
vil være til stort gavn for den kommende udvikling.
Indtil de sidste ár er varmtvandsboringerne blevet
udfört uden nævneværdige geofysiske undersögelser. Bo-
ringerne er for en stor del blevet udfört pá kildeomráder
hvor borehullernes placering ikke har forvoldt större
vanskeligheder; man har boret i kildernes nærhed uden
en systematisk geofysisk undersögelse af kildeomráderne.
Men i det lange löb er denne fremgangsmáde dog util-
fredsstillende. Jordvarmen har nu fáet en sá stor be-
tydning at man givetvis er stærkt interesseret i at fore-
komsterne udnyttes pá den mest ökonomiske og fuld-
stændige máde, og dette er kun muligt ved hjælp af
dyberegáende undersögelser.
Eftersom de lettere tilgængelige forekomster i stigen-
de grad er kommet til udnyttelse er interessen ogsá
blevet rettet imod de steder hvor jordvarmens tegn pá
overfladen er mindre tydelige. Det drejer sig her om ste-
der med mere eller mindre lunkne kilder. Her má man
ved hjælp af systematiske undersögelser bestemme om
man vil risikere dyre boringer.
Ogsá pá de varmtvandsfelter der allerede er kommet