Tímarit.is
Søg | Titler | Artikler | Om os | Spørgsmål og svar |
log på | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Grønlandsposten

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Vis i nyt vindue:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Vertical fit


Din browser understøtter ikke PDF-filer
Klik her for at se siden som JPG
Grønlandsposten

						232
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17 — 1945
vist sætter vi først Bedækningsva>dderne til paa el
saa sent Tidspunkt, saa Læmningen først falder, naar
Vinteren er forbi, men det hænder, at nogle Væddere
ikke bliver fundet om Efteraaret, og disse kan da
bedække en Del Faar for tidligt. I Foraaret 1945
havde jeg ca. 400 Faar, men kun 303 havde læmmet,
da vi under Klipningen mærkede Lammene. Flere
af de andre Faar kan have læmmet senere ude paa
Fjeldgræsgangen, og det endelige Antal af Lam kan
først konstateres, naar vi samler dem til Slagtning.
I Efteraaret 1935 havde jeg 183 Kroner i Indtægt
af mine Faar. Og i Efteraaret 1944 havde jeg ca.
2,500 Kroner i Indtægt af Faarene. Det er betydelig
mere, end jeg kunde have tjent som Fastansat, saa
jeg synes, det er meget tilfredsstillende.
Denne Artikel er kun lidt Smaapluk, der skal give
lidt Indtryk af en Faareholders Gerning og vise, at
Faarehold kan være en god Fremtid for de Unge,
hvis de selv har en god Vilje til at tage fat.
Kagsiarssuk i August 1945.
Lars Motzfeldt.
Første Vinter paa ny Faareholderplads.
(Af Isak Lund, Niakornarssuk, Unartokfjord).
I Aaret 1932 kom jeg med mine Forældre til Iga-
liko. Jeg var den Gang Barn endnu og stiftede der-
inde for første Gang Bekendtskab med Faar, som jeg
kom til at holde meget af. Jeg bestemte allerede den
Gang, at jeg vilde være Faareholder, naar jeg blev
voksen. Senere flyttede vi til Udstedet Sydprøven,
hvor min Far er Bestyrer. Vore Faar fra Igaliko fik
vi ikke med første Aar, men fik dem først til Syd-
prøven Aaret efter. Jeg kom efterhaanden til at holde
endnu mere af dem, og Flokken formerede sig ogsaa
en Del. Enkelte Aar gik det lidt tilbage og andre
Aar frem. Naar der var Uheld med Faarene, tjente
jeg ikke meget, og jeg havde derfor i Tankerne en
Gang at flytte til et Sted, der havde bedre Betin-
gelser for Faareavl end Sydprøven. Da jeg var 22
Aar gammel, bestemte jeg mig til at bosætte mig
ved Niakornarssuk inde i Unartokfjorden for at prøve,
om ikke dette Sted var lidt bedre til Faareavl. Jeg
fandt to andre unge Mænd, der gerne vilde flytte
med mig. De var begge Fangere, men den ene ejede
en hel Del Faar.
Vi rejste dertil den 15. Juli 1944 for at bygge
Huset. Og da det kun var et lille Hus, og de to andre
hjalp mig godt, var Huset allerede færdigt før Ud-
gangen af August. Mens vi byggede Huset, fangede
vi mange Laks i en Elv lige vest for Stedet. Da vi
var færdige med Huset, samlede vi Forsyninger til
Vinteren og samlede Hø til Faarenes Vinterfoder.
Takket være Hjælp fra Faareavlsstationens Side fik
vi vore Faar, ialt 215 Stk., til Stedet den 2. Novem-
ber. Vi tog selv fast Ophold der fra den 6. November.
Vi var ialt 5 Personer, heraf to Kvinder.
Da vi kom til Stedet, var der allerede Fugle at
skyde, og der var Fugle hele Vinteren igennem, saa
vi havde altid nok af frisk Proviant. Der har ogsaa
været Torsk hele Vinteren igennem. Jeg kan sige, at
vi led ingen Mangel paa grønlandsk Proviant, da der
altid var noget at fange eller fiske i Nærheden af
vores nye Plads. Der var Sæler, Ræve, Ryper og lidt
Harer, og efter Nytaar kom der mange Ederfugle.
Der er ikke særlig kraftige Vinde ved Stedet. Den
kraftigste er Sydosten. Og da der ikke faldt særlig
megen Sne, gik det godt med vores Faar. Det var
mest i Slutningen af Januar, det begyndte at sne
kraftigt og blive ret stormfuldt. Sydprøvens Butik
var lang Vej borte, og vi kunde kun tage dertil, naar
Vejret var særlig fint, og det kneb derfor en Gang
imellem lidt med Butiksproviant. Der blev dog aldrig
fuldstændig Mangel, da mine to Kammerater altid
tog til Butikken, saa snart Vejret tillod det. Selv om
der selvfølgelig har været Savn og Ensomhedsfølelse
en Gang imellem, tabte vi dog aldrig Humøret, som
vi hjalp hinanden med at holde oppe.
Da jeg bestemte mig til at flytte hertil, var der
flere Mennesker, der sagde til mig: »Hvorledes kan
I vælge at bosætte jer saa afsides?« Selvfølgelig ved
enhver, at der bliver Masser at savne, naar man skal
leve et Sted, hvor der ikke er andre Mennesker, og
hvor man vil længes hjem en Gang imellem. Men
naar man har besluttet at følge ens eget gode Forsæt
og følge det trofast, og naar man har forstaaet An-
svars- og Pligtfølelse, saa skal man bare se at over-
vinde Vanskelighederne. Selv om man maa igennem
mange Vanskeligheder i Begyndelsen, har man Lov
til at haabe paa lettere Tider senere, selv om man
kan fristes til at spørge sig selv en Gang imellem,
hvor længe det vil vare, før saadanne Tider kommer.
Foraaret 1945 blev mildt, og da Vejret var nogen-
lunde godt i Læmmetiden, fik vi 224 Lam af de 210
Faar, vi havde tilbage i Foraaret.
I Haab om, at Læserne har Interesse i at høre det,
har jeg saaledes fortalt lidt om vor første Vinter
paa en ny Plads.                                      Isak Lund.
					
Hide thumbnails
Side 221
Side 221
Side 222
Side 222
Side 223
Side 223
Side 224
Side 224
Side 225
Side 225
Side 226
Side 226
Side 227
Side 227
Side 228
Side 228
Side 229
Side 229
Side 230
Side 230
Side 231
Side 231
Side 232
Side 232
Side 233
Side 233
Side 234
Side 234
Side 235
Side 235
Side 236
Side 236
Side 237
Side 237
Side 238
Side 238
Side 239
Side 239
Side 240
Side 240
Side 241
Side 241
Side 242
Side 242
Side 243
Side 243
Side 244
Side 244
Side 245
Side 245
Side 246
Side 246
Side 247
Side 247
Side 248
Side 248
Side 249
Side 249
Side 250
Side 250
Side 251
Side 251
Side 252
Side 252
Side 253
Side 253
Side 254
Side 254
Side 255
Side 255
Side 256
Side 256