Atuagagdliutit

Årgang

Atuagagdliutit - 21.07.1966, Side 14

Atuagagdliutit - 21.07.1966, Side 14
Fra LÆSERNE Tanker om den nye skolelov for Grønland I anledning af den nye skolelovs be- handling i folketinget har politikere rejst spørgsmålet om det tilrådelige i at åbne mulighed for udsættelse af undervisning i modersmålet til tredje skoleår. Jeg er dansk lærerinde og har un- dervist på Grønland siden 1953, altså længe før forsøget med udsættelse af undervisningen i grønlandsk. Måske er der grund til at ridse si- tuationen op, sådan som vi danske lærere oplevede den dengang. Mulig- vis står „oplevelsen" hovedsagelig for min egen regning, men det var mit indtryk fra diskussioner med kolleger, at de havde nogenlunde samme ind- tryk af situationen: Vi underviste første og anden klasse 6 timer om ugen i dansk. Resultaterne var små, for små syntes vi, og vi mente at spore de fleste af vore van- skeligheder derhen, at børnene kun hørte dansk de seks timer ugentlig og ydermere, at de samtidig undervistes i grønlandsk. Hvordan kunne det genere børnenes danskundervisning, at de lærte grønlandsk samtidig. Mest tydeligt viste det sig deri, at udtalen af de samme bogstaver og bogstavforbindelser ikke lyder ens på de to sprog: Hos kateketen lærte de, at t-a udtales „da“, at p og b er ens- lydende ligesom e og i, o og u og k og g. Tilmed var metodikken i de to fag helt uden korrespondance. Begge fag beskæftigede sig med indlæring af stave- og læsemetode — og dog var end ikke rækkefølgen, hvori man ind- øvede bogstaverne, den samme. Det var tydeligt, at børnene blev stillet opgaver, de ikke på et begyn- dertrin kunne magte. Der forlangtes dagligt af dem, at det, de havde lært i dansktimen, skulle de se bort fra i grønlandsktimen og omvendt. Det lå derfor fristende nær at sige: Lad os slå alle fluer med ét smæk ved at udsætte grønlandsk til børnene er ude over begyndertrinet og i stedet intensivere danskundervisningen. De goder vi ventede at opnå var føl- gende: 1. Børnene blev kun udsat for én læsemetodik, én måde at udtale en læst lydforbindelse på, så for- virringen kunne undgås. 2. Børnene kunne få 12 dansktimer og derfor lære dansk meget hur- tigere. 3. Vi kunne lette den truende man- gel på kateketer og grønlandske lærere. Sagen blev forelagt forældrene, efter at vi havde fået skolemyndig- hedernes tilsagn. Lærerne rådede forældrene og mente at kunne stille i udsigt, at deres børn ville kunne lære mere dansk. Her må erindres om, at forældrene i byen samtidig var vidner til en ud- vikling, hvor de skolebørn, som i 8—9 års alderen kunne mest dansk, udvalgtes til b-klasser med boglig ud- dannelse i sigte, at unge grønlændere, som kunne dansk, fik højere løn og i alle institutioner præfereredes til de bedste stillinger. Tilmed kunne man formode, at bør- nene, når de i tredje klasse skulle til grønlandsk, ville kunne overføre en del af læsefærdigheden. Forældrene havde tillid til skolen og sagde ja til forsøget. Situationen i dag viser, i hvert fald for mig at se, at vi overså væsentlige faktorer: Vi overså at småbørn skal møde en skole, som taler deres modersmål. I det mind- ste må de dagligt have en lærer, de forstår, og som forstår dem, som kan forklare dem hele ar- bejdsgangen, fortælle for dem, op- drage dem, høre på hvad de fortæl- ler om deres oplevelser, iagttagel- ser og meninger. Denne lærer må udvide deres ordforråd, så det omfatter andre begreber end dem, de kender fra hjemme- og legemiljøet. Han skal give dem mulighed for at lære at tænke. Vi tænker i ord, og den der er fattig på ord, bliver også fattig i tanken og forestillingen. at småbørns verden i høj grad be- stemmes af deres følelser. Hvordan kan en dansk lærer, til hvem man kun kan tale i læsebogens klicheer, komme i kontakt med børn, så han forstår deres følelser? at børn lærer ikke dansk i samme tempo hele tiden. Når timernes daglige antal fordobles, er det ikke givet, at indlæringen fordobles. Børnene trættes, og de mange dansktimer kan ikke udnyttes ef- fektivt. at der måske kunne findes andre veje ud af vore problemer: Når de to fag, dansk og grønlandsk, på den måde de blev dyrket, ikke kunne gå i spand sammen, var det mulig- vis en udvej, at de blev dyrket på en anden måde. Undervisning i modersmålet så- vel som fremmedsprog kan be- skæftige sig med andet end bog- staver, lydforbindelser, læsning og skrivning. Et af sprogene kunne opøves mundtligt de første år — helt uden relation til skrift og læsinng. De pædagogiske muligheder her- for, hvilke materialer og hjælpe- midler, der ville blive brug for, samt spørgsmålet om, hvilket af de to sprog, der skulle øves mundtligt, vil jeg ikke komme ind på her. Hvis dette princip gennemføres, er jeg ikke i tvivl om, at børnene kunne undervises i begge fag fra begyndelsen af skoletiden. at mangelen på grønlandske under- visere ikke må tvinge os til at finde udveje, så vi afhjælper os næsten uden. Enhver løsning som sætter den grønlandske skole i stand til at klare sig med et mindretal af grøn- landske lærere, må af pædagoger betragtes som en nødløsning, der hurtigst muligt må afvikles. Der er ført en politik, som stiller en grønlandskuddannet lærer øko- nomisk ringe i samfundet — og som stadig nægter ham mulighed for at indtage overordnede stillin- ger i den grønlandske skole. Lærergerningen må gøres så til- lokkende, at enhver ung grønlæn- der, som har evnerne og lysten dertil, kunne tiltrækkes deraf. Undervisningssituationen i dag: Vi danske lærere kan lære børnene fremmedsproget dansk, sådan at de bliver i stand til at følge og deltage i en almindelig samtale, så de med forståelse kan læse en tekst af tilpas- set sværhedsgrad, ligesåvel som vi kan lære dem at stave rigtig godt. Der er en vis lighed mellem danske børns standpunkt i engelsk og grønlandske børns standpunkt i dansk ved afslut- tet skolegang. Naturligvis med varia- tioner, betinget af børnenes lære- nemme, stedets beliggenhed i Grøn- land m. m. Men der er et kæmpespring herfra og til at forklare problemregning på dansk, lære dem fysik, biologi, histo- rie, geografi — i det hele taget bi- bringe dem en tilstrækkelig viden om sig selv og verden via dette fremmed- sprog. Det er ikke nogle få udvalgte børn, som i dag skal undervises på dansk i de fleste af skolens fag, det er alle byskolebørn uanset deres sprognemme og opfattelsesevne. Undervisningen skrider derfor langsomt frem, bogen — og læreren — må undgå vanskelige udtryk, omskrive til noget, der kan illustreres. Med disse vilkår trues vi af en ny skolelov, som, foruden faget grøn- landsk, kræver samme fag, samme pensa, samme eksamenskrav til real- eksamen, som man bruger i Danmark til dansktalende børn, krav som er tilpasset disse. Landsrådet har anbefalet loven til vedtagelse, velsagtens ud fra den til- syneladende kendsgerning, at lige krav giver ligestilling. Men vil det ikke være at lade grønlandske børn „spille med handicap", og vil det ikke føre til, at procentvis langt færre grønlændere end danske kan svare til kravene? Vil det ikke føre til en skole, hvor lærerne, hvis de skal følge loven og dens krav, må slippe børnenes almin- delige standpunkt af syne og nøjes med at lade undervisningen sigte på de bedst udrustede elever? Den eneste udvej vil da være at sende alle børn i en tidlig alder til Danmark, at lade dem bo i danske hjem så længe, at dansk ikke længere er et fremmedsprog for dem, når de vender hjem. Først da ville de kunne „tage fra" af det, vi danske lærere kan byde dem i skolens forskellige fag. Dermed være ikke sagt, at vi ikke langt hellere vil have en grønlandsk skole med krav tilpasset børnenes for- udsætninger, en skole hvor de på na- turlig måde kunne undervises af vel- uddannede grønlandske lærere. Hanne Thrane, Holsteinsborg. »Norsk« et uartigt ord? Oslo-bladet „Aftenposten" fremhæ- ver i en artikel den påfaldende omhu. der udvises fra officiel dansk side, når det gælder om at undgå det farlige ord norsk i alle dokumenter og publi- kationer vedrørende Grønland. „Overalt er uttrykket „norsk" kon- sekvent erstattet med „nordisk" eller „skandinavisk". De gamle nordmenn og islendinger har simpelthen ikke eksistert, men vi støter derimot stadig på det rommelige begrep „de gamle nordboer". Dette virker idag sant å si litt komisk. Hvorfor forsøke å kamuflere de historiske kjendsgjer- ninger? Hvorfor pynte dem med disse uklare merkelappene „nordisk", „nordboere" og „skandinaver"? Norsk innsats i Grønland lar seg ikke omskrive på denne lettvinte må- ten. Og historien rokker ikke ved Grønlands status idag som en del av Danmark, like så lite som den forrin- ger danskernes krevende og ansvars- fulle innsats for å rejse et nytt sam- funn på restene av det gamle. Tiden skulle være moden for begge parter til å kvitte seg med restene av våre „grønlandskomplekser" og ikke minst må vi ha for øye, at det er grønlenderne, som bor der. Det er deres land." Grønlændere på baserne? Jeg har tidligere i A/G’s spalter rejst spørgsmålet om, hvorfor man ikke anvender grønlandsk arbejds- kraft på baserne i Grønland. Lands- rådet har på et af sine møder berørt dette spørgsmål, men der kom ikke noget ud af det. Mit spørgsmål om, hvorfor man ikke anvender grøn- landsk arbejdskraft på baserne, er ikke blevet besvaret, og nu rejser jeg derfor spørgsmålet igen, idet jeg håber at få svar fra ansvarlige myn- digheder. Det ville være rimeligt, om grøn- lænderne fik adgang til de eksiste- rende indtjeningsmuligheder i Grøn- land. Efter min opfattelse vil det stride imod bestræbelserne i Grønland, at man ikke først og fremmest tænker på den lokale befolkning, når det gæl- der de økonomiske muligheder i selve landet. I bestræbelserne for privatise- ring må grønlænderne ikke komme i anden række. Den lokale befolkning har i dag kun staten at ty til, når der skal optages lån til start af privat virksomhed. Indtjeningsmulighederne i Grønland er begrænsede. De ameri- kanske baser, hvor danskerne hurtigt kan tjene penge, er lukkede områder for landets egen befolkning. Det ville være interessant at vide, hvorfor landsrådet ikke har behandlet dette spørgsmål til bunds. Det er ikke udelukket, at man på forhånd har indtaget det standpunkt, at grøn- landsk arbejdskraft ikke vil kunne gøre sig gældende på baserne. Det er nok forestillingen om den grønlandske arbejdskrafts ustabilitet og ineffekti- vitet, der er årsag til, at der ikke kom noget ud af landsrådets forslag. Jeg håber, at man fra ansvarlig side kommer med en redegørelse for sagen. Elias Lundblad, Godthåb. Ikke tor voveligt I A/G nr. 11 bragtes et indlæg af hr. Erling Mors Nielsen, Godthåb. Ind- lægget var på linje med skoleinspek- tør Sigurd Gudiksens udtalelser til Aktuelt Kvarter om sprogproblemet. Hr. Gudiksen citerede folketingsmand Knud Hertlings udtalelser, der bl. a. lød: „Det er let at overtale en for- holdsvis uvidende befolkning til at lade deres børn undervise på dansk, da forældrene ikke ved bedre end det, de ledende folk siger dem." Hidtil er der ikke kommet reaktion for eller imod denne udtalelse fra den grønlandske befolkning i Hertlings valgkreds. Mors Nielsen fandt Hert- lings udtalelse for dristig, men jeg synes, Hertlings argumenter er vel- underbyggede. Det er en kendsger- ning, at vi i Grønland står langt til- bage for Danmark i uddannelsesmæs- sig henseende. Folketingsmanden brugte ikke udtrykket „dum" om sine vælgere, men det kan ikke nægtes, at mange af os grønlændere er uvi- dende på grund af manglende uddan- nelse. Det er ikke så mærkeligt, at mange grønlandske forældre ønsker, at bør- nene skal lære så meget dansk som muligt. Dette skyldes ønsket om, at børnene får det lige så godt som dan- skerne. Grønlænderne ved jo udmær- ket, at det at kunne dansk betyder en bedre placering på den sociale rang- stige. I snart 300 år har vi heroppe haft tilknytning til Danmark, men på det oplysningsmæssige område står vi i dag så langt tilbage, at mange tror, at vi får det meget bedre, hvis vi giver afkald på det grønlandske sprog. Jeg skal ikke komme dybere ind på det grønlandske sprogs betydning for os grønlændere, men jeg er glad for at kunne konstatere, at grønlæn- dere med højere uddannelse har ind- set betydningen af at bevare det grøn- landske sprog. Vi vil til enhver tid have brug for det danske sprog, men grønlændere, der er tosprogede, vil sikkert indrømme, at de ikke har taget skade af at lære deres modersmål. Derfor må landsrådet lægge vægt på, at det grønlandske sprog får en frem- trædende plads i undervisningen her- oppe. Erling Mors Nielsen skrev, at væl- gerne måtte rette deres fejltagelse ved næste valg. Jeg tror ikke, at de nord- grønlandske vælgere har begået nogen fejl ved at vælge Knud Hertling til deres repræsentant i folketinget. Peter Brandt, Egedesminde. den rigtige lastvogn til de krævende grønlandske forhold I mange år har de engelske BEDFORD lastvogne været de mest solgte i Danmark, og hvad er vel mere naturligt, end at de nu også er ved at vinde indpas i Grønland. Tal med vor lokale agent: OLES VAREHUS GODTHÅB og få alle oplysninger og brochurer. BEDFORD giver Dem mulighed for at transportere fra 1/2 ton til ca. 8 tons nyttelast; der er et væld af modeller at vælge imellem - med kort eller lang akselafstand, benzin- eller dieselmotorer, enkelt eller dobbelt bagakseludveksling, normalt eller fuldt frembygget førerparti. Vi kan tilbyde alle arter af specialkarrosserier og tippelad på disse chas- siser, der er kendte for deres fremragende kvalitet, gode driftsøkonomi og ikke mindst-fornuftige priser. BULOW BRYGGERVANGEN 7, KØBENHAVN C . TELF. 291133 . TELG. BOLOWSKI 14

x

Atuagagdliutit

Direkte link

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.