Tímarit.is
Search | Titles | Articles | About | FAQ |
login | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

Click here for more information on 119. tölublað 
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Open in new window:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Vertical fit


Your browser does not support PDF files
Click here to view the page as JPG
Atuagagdliutit

						ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 119 1991
Josef Motzfeldt: - Suliari-
sarsimasakka peqqissimis-
sutiginngilakka. Ilinniagari-
simasaralu sulerinissannut
aalajangiisuutinnianngila-
ra. (Ass.: Knud Josefsen)
Josef Motzfeldt: - Jeg har al-
drig fortrudt noget jeg har
lavet. Og jeg vil ikke lade
min uddannelse sætte
grænser for, hvad jeg foreta-
ger mig. (Foto: Knud Josef-
sen)
Fortryder ikke valg i livet
At man har valgt en bestemt uddannelse behøver ikke at betyde begrænsninger i livet, siger Josef Motzfeldt, medlem
af landstinget for IA
NUUK(LRH) - Josef
Motzfeldt er født i Igali-
ko for snart 50 år siden.
Her boede han i sine før-
ste 15 år, hvorefter han
forlod sin fåreavlerfami-
lie for at gå i skole. Et
forsøg på at udtale sit
navn Josef, blev til Tun-
si, og det navn har fulgt
ham siden. Han er gift
med Vivi på 26. år og de
har sammen tre døtre og
en søn, hvor den ældste
er 25 år og den yngste 19.
Efter studentereksamen i
Danmark og et års ophold
herhjemme tog Tuusi på se-
minarium i Danmark. Han
valgte Danmark og ikke
Grønlands Seminarium,
fordi han med en studenter-
eksamen i Danmark kunne
blive færdig som lærer i lø-
bet af tre år, hvor det her i
landet ville have taget ham
fem år. Men egentlig ville
Tuusi gerne have været dyr-
læge:
- Jeg blev lærer fordi det
tog for lang tid at blive dyr-
læge, men i første omgang
tænkte jeg ellers på at blive
dyrlæge, for jeg er jo vokset
op med dyr og havde egent-
lig ikke lyst tU at forlade det
helt. Men for at blive dyrlæ-
ge, måtte jeg jo læse i mange
år.
Ingen fortrydelse
AG: Har du fortrudt?
-  Nej. Jeg har aldrig for-
trudt noget jeg har lavet. Og
jeg har forsøgt ikke at lade
min uddannelse, eller det jeg
har lært, sætte grænser for,
hvad jeg laver. Jeg mener,
man kan nå langt, uanset
uddannelse, hvis mennesker
selv former ideer og ønsker
og ikke lader sig begrænse af
deres uddannelse. Hvis man
for eksempel har papirer på
at man er jurist, så er dét
ikke ensbetydende med at
man er en god jurist. Og på
den anden side, findes der
mennesker, der ikke er ud-
dannede jurister, som har
en veludviklet hjerne til at
klare juristers arbejde.
- Man kan tage mange ek-
sempler, men jeg mener ef-
terhånden, at man behøver
at tage udgangspunkt i en
bestemt uddannelse, jeg me-
ner erfaring også har en stor
betydning.
- Jeg har jo selv prøvet at
arbejde på forskellige ar-
bejdspladser, og jeg er kom-
met til den overbevisning, at
man ved brug af vUjen kan
nå vidt.
Uummannaq
Efter endt læreruddannelse
tog Tuusi og hans familie til
Uummannaq i 1972.
- Man kan vist godt sige,
at Uummannaq kommune,
var en af de økonomisk mest
velfundrede på det tids-
punkt - det var mens Mar-
morilik kørte godt. Derfor
ser jeg også tilbage på min
tid i Uummannaq, som den
tid jeg har udført mest i mit
voksne liv.
- Efter tre år som lærer i
Uummannaq, blev jeg skole-
inspektør og havde ansvaret
for syv bygdeskoler og by-
skolen. Så selvom der er
gået syv år siden jeg rejste
derfra husker jeg alle derfra
Om sommeren rejste jeg
rundt med båd i området og
om vinteren på hundeslæde,
når jeg skulle tale med for-
ældre og lærere.
AG: Var det en bedre tid,
end det du foretager dig i
dag.
- Det er svært at sammen-
ligne. Men jeg var der på et
tidspunkt af mit liv, hvor jeg
havde flere kræfter. Og jeg
husker det som noget af det
bedste jeg har foretaget mig
i mit voksne liv.
- Det har selvfølgelig væ-
ret spændende at være med
til at udvikle KNI. Jeg blev
landsstyremedlem          for
blandt andet KNI i 1984, og
i dag kan jeg se, at de ting, vi
dengang satte igang er be-
gyndt at bære frugt. Det er
selvfølgelig spændende at
være med til, men på en helt
anden måde.
Tæt på folk
- I Uummannaq kom jeg
helt tæt ind på folk, og så
har jeg lært meget af at være
et sted, som er så forskelligt
fra det jeg voksede op i. Det
var dengang et fangersam-
fund på vej til at blive et fi-
skersamfund.
-  Min barndom kan ikke
beskrives, så god var den,
men i mit voksne liv, er
Uummannaq stedet, hvor
jeg har fået udført ting, jeg
selv er tilfreds med. Og så
lærte jeg en masse af bebo-
erne, ting jeg har kunnet
bruge som folkevalgt.
AG: Vil du gerne tilbage?
- Jeg bryder mig ikke om
tanken om, at jeg måske al-
drig kommer ud at køre med
mit eget hundespand igen,
men nu er jeg gået igang
med noget nyt, og selvom
det er noget helt andet, så
må jeg gøre det færdigt. Men
jeg tænker heller ikke alvor-
ligt på at tage tilbage, men
det hænger nok sammen
med, at jeg er bange for at
blive skuffet. Vore børn ser
dog altid Uummannaq, som
deres hjemby, det er jo der
de er opvokset.
Politik
AG: - Begyndte din interesse
for politik i Uummannaq?
- Som mange andre, der i
dag er i politik, begyndte det
i min barndom. Der er jo
sket meget i vores tid. Vi er
så gamle, at vi kan huske,
den kommission, der blev
nedsat lige inden 1950-erne,
for at udvikle Grønland.
Den kommission var min
far, Peter, med i, som repræ-
sentant for fåreholderne. Og
jeg ved, at min far var aktiv
for at forbedre forholdene
for fåreholderne. Så jeg hu-
sker, hvordan de holdt mø-
der dengang.
-  Og i vores ungdom var
der så alt dette omkring G-
60. Men i 1975 stillede jeg op
for første gang til landsrå-
det. Jeg mente der måtte en
omvæltning til. Vi var fem,
der stillede op, da Elisabet
Johansen havde meddelt, at
hun ikke ville stille op igen.
Jeg fik 200 stemmer, men
Severin Johansen, Elisa-
beths søn, fik lidt over 250
stemmer og blev valgt ind.
Da jeg igen stillede op i 1983
under LA, fik jeg 122 stem-
mer, måske fordi jeg var IA-
er eller måske havde lært
mig bedre at kende, siger
Tuusi med et lille grin.
- Men i 1984 blev jeg med-
lem af landsstyret, uden at
være folkevalgt. Jeg blev
landsstyremedlem for Han-
del og Trafik Og til lands-
tingsvalget i 1987, stillede
jeg op i Sydgrønland, og blev
valgt. Og blev valgt ind igen
i 1991.
KNI og RG
AG: Hvad vil du nå mere?
- Jeg er nu informations-
chef i KNI, og her deltager
jeg i de daglige direktions-
møder. KNI har bestået i 6
år, og da det blev overtaget i
1985, blev formålene for
KNI besluttet. Nu er vi nået
dertil, at alle partier er ble-
vet enige om at vi skal prøve
at tænke i andre og nye ba-
ner med hensyn til KNI's
fremtid. Og det synes jeg er
vigtigt, og vil gerne være
med til at arbejde med det i
de kommende år.
- Men jeg er også formand
for Royal Greenland, som
kører som et aktieselskab.
Der er en daglig ledelse, og
bestyrelsen er den, der skal
komme med fremtidsvisio-
nerne og den langsigtede
planlægning, men den skal
samtidig kunne opmuntre
medarbejderne, men jeg vil
ikke komme og sige, hvor-
dan de i det daglige skal ar-
bejde.
- Bestyrelsen skal ikke ba-
re være en kaffeklub, men
skal møde op med ideer og
forslag til forbedringer. Og
vi må bruge vore kræfter på
at forbedre forholdene for
Royal Greenland og for fi-
skerne.
Fritid
AG: Hvad bruger du din fri-
tid til?
- Min store hobby er at ta-
ge billeder, og jeg har mange
liggende fra tjenesterejser
rundt på kysten. Min drøm
er at få udgivet en bog med
nogle af dem. Men da jeg
havde bedre tid skrev jeg og-
så digte og ind imellem har
jeg også malet.
-  Desværre kan jeg ikke
længere dyrke sport, eller gå
på jagt, som tidligere. Jeg
har fået ødelagt mit knæ fire
gange, sidst da jeg ville tage
et billede af en moskusokse.
Jeg troede den gik til angreb
på mig, da den begyndte at
fnyse, og jeg for afsted over
stok og sten, og faldt altså
over en sten, så jeg for fjerde
gang fik ødelagt mit knæ.
Og så viste det sig, at mo-
skusoksen blot havde taget
et par skridt hen imod mig.
Den stod nok bagefter og
grinte af mig. Så selvom jeg
gerne vil, har jeg nu også følt
på kroppen, at den ikke altid
vil, hvad jeg vil.
AG: Der er også noget i
vejen med dit højre øje?
- Ja. Jeg blev blind på det
ene øje i slutningen af 70-er-
ne, mens jeg boede i Uum-
mannaq, men jeg ved ikke
hvorfor. Jeg har dog vænnet
mig til det i dag, men i be-
gyndelsen havde jeg proble-
mer med at måle afstand,
men det fik jeg lært ved at
have en luftpistol stående
ved siden af døren, og når
nogen bankede på skyndte
jeg mig hen og tog den og
målte afstand til de menne-
sker der kom ind. De fik godt
nok noget af et chock Men
jeg lærte af det, siger Tuusi
med et grin.
					
Hide thumbnails
Page 1
Page 1
Page 2
Page 2
Page 3
Page 3
Page 4
Page 4
Page 5
Page 5
Page 6
Page 6
Page 7
Page 7
Page 8
Page 8
Page 9
Page 9
Page 10
Page 10
Page 15
Page 15
Page 16
Page 16
Page 17
Page 17
Page 18
Page 18
Page 19
Page 19
Page 20
Page 20
Page 21
Page 21
Page 22
Page 22
Page 23
Page 23
Page 24
Page 24