Dúgvan - 01.01.1920, Blaðsíða 1

Dúgvan - 01.01.1920, Blaðsíða 1
i Hr. 1 JANUAR 1920 27. Aargang. DUGVAN AFHOLDSBLAD FOK. FÆRØERNE Udgivet af Fællesudvalget for de færøske Afholdsorganisationer. Abonnement: ’ 2 Kr. aarlig, Postpenge ikke iberegnet. Bestilling modta- ges hos Postvæsenet samt hos Bladets Ekspedition, Adr. Frk. Edith Jacob- sen, Thorshavn. Annoncepriser: i. Side ... 20 0. pr. Petitlinie. 4- — ... 15— - — Minimumspris....... i Kr. 1919-20. —o— Det gode faar snarlig Ende. Dette er en Erfaring, vi alle har oplevet, l.ige saa sikkert som, at »trange Tider langsomt skri- der«. Naar man da skal se tilbage paa Aaret 1919, er der vel nok adskillige, der vil tænke paa det første. For mange Mennesker ‘har Aaret 1919 været et godt Aar, fyldt med Velsignelse og Velstand. Men for andre har Aaret været en trang Tid, og disse vore Medmennesker vil sik- kert med et Befrielsens Suk hilse Aarets Slutning og glæde sig over, at de trange Tider er rund- ne ud. Naar Pengekilderne har flydt saa rigeligt, som Tilfældet har været i 1919, er det ikke saa underligt, at Fristelserne ogsaa har haft let ved at faa Tag baade i unge og ældre. I Aarets Løb har det været betydeligt lettere at indforskrive Spiritus end i de forudgaaende Krigsaar, idet de Indskrænkninger, der i det øvrige Kongerige fandtes med Hensyn til stærke Drikke, er blevet om- trent ophævet. Følgerne heraf er heller ikke udeblevet for Færøer- nes Vedkommende. Aaret 1919 har, hvad Af holds- sagen angaar, nærmest været for roligt. Den store Bevægelse, der har været om Spørgsmaalet an- detsteds, har kun sendt smaa Bølgeskvulp ind over vore Øer. At løfte Fremtidens Slør skal vi ikke gøre noget F'orsøg paa. Hvad Aaret 1920 bærer i sit Skød, er det os derfor umuligt at forudsige. Hvis vi skal udtale vort inderlige Ønske for Aaret 1920, saa skulde det være dette, at Befolkningen i dette Aar ret maa komme til Sandheds Erken- delse. At med andre Ord alt det hule og falske i vort Samfundsliv kastes over Bord, og at det over- flødige og skadelige, hvortil der i Aaret 1919 er ofret altfor meget, maa gaa al Kødets Gang. Saa vil alle ogsaa en Dag faa Øjet op for, at de ikke har Raad til at kaste deres Arbejdsfortjeneste i Gud Evans og Kong Gambriuns Gab, men at der er mangfoldige andre og mere nyttige Ting, hvortil deres Penge kan benyttes. Er der noget, der vil kunne af- stive vort Samfunds Økonomi, er det det, at alle overflødige Nydel- sesmidler banlyses. Det gør da slet intet, om der skulde blive et Overskud, som kunde hensættes til trangere Tider. Hvis dette vort Ønske blot i nogen Grad gaar i Opfyldelse, vil der i Aaret 1920 blive stærk Til- gang til vore Organisationer, og Vejen blive banet for de Refor- mer, som vi ønsker gennemført for at skabe et ædrueligt Land. Og da vil Aaret i Sandhed være et glædeligt nyt 3far! Fra Island. —o— Tillad mig først og fremmest at frembære mine Lykønskninger i Anledning af den gode Omtale, Færøernes Salgsforbud mod be- rusende Drikke faar hos en kendt Distriktslæge paa Island, Stein- grimur Matthiason, Akureyri. Han har under sit kortvarige Ophold i Kristiania sidste Efter- aar skrevet en længere Artikel i »Tidens Tegn« (dat. 25. Oktober 1919), hvor han stærkt advarer imod Forbudsloven i Følge sine mindre gode Erfaringer om For- budslovens Følger paa Island, og fremstiller Sagen i høj Grad en- sidig efter min Opfattelse og Kendskab. Men samtidig med- deler han følgende: »Paa Vejen til Norge kom jeg til Færøerne. Der er salgsforbud mod spirituosa, men intet total- forbud. Enhver kan ha lov til fra utlandet at bestille drikke- varer til eget bruk, men han maa ikke sælge dem videre til andre. Der eksisterer ingen knejpe eller salgsteder mere. Kommunelæge S. jénsson fortalte mig, at dette salgsforbud virkede saa godt, at drukkenskab saa at si var ophørt der tillands, og den havde været slem før. Menigmand har saa vanskelig ved at anskaffe drikke- varer at han foretrækker helt at la være. Og receptdrikkeri ken- des næsten slet ikke paa øerne.« Det er jo et godt Vidnesbyrd fra en Antiforbudsmand at faa i Ud- landets Presse. »Sund Sans« Korrespondenter ser maaske an- derledes paa Sagen, men de maa jo have noget at skrive om. Derefter maa jeg faa Lov til at fremkomme med to Berigtigelser ved, hvad Red. selv skrev om islandske Forhold i »Dugvan« 1918. I Juni—Juli-Bladet nævnes min Hustru Inga Lårusdéttir, men det passer slet ikke, da min Hustru er G u 8 r li n Lårus- déttir. — Frk. Inga L. Lårus- ddttir er Redaktør af Kvinde- bladet »19. Juni«, men min Hustru har skrevet flere kristelige og afholdsvenlige Fortællinger, hvor- af den største »Mod Hjemmet« (paa Islandsk: »Å heimleiS«) er udkommet i dansk Oversættelse (Lohses Forlag, København). De to Damer, der slet ikke er i Slægt <7 ' ry> med hinanden, er begge Medlem- mer af Reykjaviks Fattigkommis- sion — og den første er, den an- den har i 6 Aar været Medlem af Reykjaviks Byraad, hvorfra denne Misforstaaelse vel stammer. I Augustbladet, hvor »Ddgvan« bringer Referat af min Hustrus Tale ved et I. O. G. T.-Møde her 1 Byen, er der Ved et skæbne- svangert Uheld bortfaldne nogle Ord. I Referatet staar der: Nu findes der ikke et ene- ste Fattiglem i Reykja- v i k , men hun tilføjede: paa Grund af Drukkenskab. Desværre var den Gang og er endnu mange Fattiglemmer i Reykjavik. Men de mange, som før Forbudsloven modtog Fattig- hjælp her i Byen paa Grund af Drukkenskab, blev snart selv- hjulpne, tiltrods for at nogle havde nedbrudt deres Helbred ved langvarig Drukkenskab. — Og jeg tror ikke, der er komne nye til af den Grund, tiltrods for »Kogesprit«- og Receptdrikkeri, hvilket sidste ganske vist har til- taget det sidste Aar, men prakti seres mest af »bedre stillede« Folk. Som »Samaritanen« s leder her i Byen er jeg personlig kendt med de fleste fattige Hjem i Reykjavik, og kan bevidne, at tiltrods for en stadig voksende Dyrtid og Bolignød i de sidste 2 å 3 Aar, kender jeg intet Hjem her nu med saa triste og fortviv- lede Udsigter, som flere af Druk- kenboltenes Hjem var, mens vi havde Knejpe og andre Udsalgs- steder af Spirituosa her i Byen. — Og jeg tør tilføje, at vor Borg- mester og alle Fattigkommissio- nens Medlemmer (maaske paa en nær) tror, at det vilde være en Forbandelse for vor By, hvis vor Forbudslov helt blev ophævet nu. Den Gang, vor Forbudslov blev vedtaget ved Folkeafstem- ning, var største Delen af vore Jurister, Læger og ledende For- retningsfolk Modstandere af Lo- ven, og er det endnu. Forbuds- folkene haabede, at de vilde loy- alt bøje sig for Landets Love ogsaa i denne Sag som andre, men Erfaringen har vist, at vi dér var for store Optimister. Og skønt de fleste Altingsmænd til Stadighed giver deres Vælgere fagre Løfter om »Forbudslovens Bevarelse«, har vi Grund til at være stærkt misfornøjede med flere af dem i denne Sag. Gan- ske vist har Altinget Gang efter Gang nægtet med stor Majoritet at efterkomme Antiforbudsmæn- denes Krav om en ny Folkeaf- stemning, men samtidig har det vist sig umuligt at faa vedtaget en nødvendig Skærpelse og Til- føjelse til vor Forbudslov. Der- for beviser vore Erfaringer om »Forbudslovens Følger« grumme lidt for andre I.ånde under andre Forhold. — Her er jo f. Eks. praktisk talt intet Toldvæsen und- tagen i Reykjavik de sidste Par Aar. — Og jeg er helt enig med hvad Dr. Steingr. Matthiasson ejendommelig nok udtaler i sin førnævnte Antiforbudsartikel, naar han siger: »Et Forbud vilde med Lethed kunne overholdes, hvis Majoriteten af dem, som fører Tonen an i et Land, vilde støtte det.« Reykjavik, d. 5. Decbr. 1919. S. A. Gislason. * * * . KMTS . >' ' "Ml-, P. s. De Blade i Skandi- navien, som har optaget efter »Ddgvan« noget af min Hustrus Tale ved det omtalte I. O. G. T. Møde, bedes venligst gøre Læ- serne opmærksomme paa at hun udtalte: »Nu findes der ikke et eneste Fattiglem i Reykjavik paa Grund af Drukken- skab.« Samtidig maa de gerne optage, men helst uafkortet, hvad jeg her har skrevet om de faktiske Forhold i denne Sag. Sigurbjern A. Gislason, Redaktør af »Bjarmi«. Krønikerne om Island. — o— Ved Frihedsværnernes Møde i København gav Professor Weis en forvrænget Fremstilling af Forbudet paa Island. »Afholds- dagbladet« har forelagt »Politi- ken«s Referat af hans Udtalelser for den kendte islandske Good- templar Pdll Jdnsson, Reykjavik. Efter Jonssons Svar er der intet tilbage af Professorens Paastande. Vi bringer her Referat og Svar. „Politiken“s Referat af Prof. Weis om Island. Det lykkedes at indføre For- bud absolut i 1915. Og i Aar har man i Desperation over, at Drukkenskaben nu stiger til det uanstændige, foreslaaet en Lov, der gaar ud paa, at man for at drikke eller udskænke Spiritus kan faa 10,000 Kr. i Bøde eller Fængsel. Men Loven er ikke gaaet igennem. Der har dannet sig en stærk Minoritet i Altinget, som støttes af Førsteminister Jdn Magnusson, der vil have ny Af- stemning. Og nu i de sidste Dage har den tidligere Forbuds- mand, Altinarsmand Pastor Sigurd Stéfansson, holdt en stor Tale i Tinget, i hvilken han indstændigt anbefaler Sagen taget op paa ny. Nu fulgte Pastor Stéfanssons Beretning i Uddrag. Det fremgik heraf, at de gamle paa Island er forholdsvis lovlydige, mens Ung- dommen ikke vil vide af For- budet. Surrogaterne ødelægger Folks Helbred i forfærdende Grad. Og hver Gang der er kommet nye Straffebestemmelser, er det blevet værre. Rundt om i Bjer- gene omkring Reykjavik, paa- staar Pastoren, ligger Spiritus nedgravet, og i Havnen er det hejset ned fra de fremmede Skibe. — Det var saaledes, at medens Importen af Alkohol før Forbudet var sunket meget stærkt ned til omkring 150,000 Liter pr. Aar, steg den i 1911, Aaret før For- budet, til 935,000 — for at man kunde forsyne sig. I det før".te Forbudsaar var der kun indført 13.000 Liter teknisk Sprit, hvad der jo er tilladt, i 1913 7000, men saa var denne Import steget mæg- tigt, i 1914 til 14,000 og i 1918 til 57,000 Liter. Og det kunde ikke altsammen gaa til teknisk Brugl Da den islandske Stat havde taget høj Told paa hele Importen for at faa de Penge igen, den før fik i Spiritusafgift, var Dyrtiden bleven utaalelig, medens Smuglerne f. Eks. tog 40 Kr. for en Flaske Vin, der i Syden knapt kostede 1 Kr. Og hvorledes vilde det ikke gaa, naar Skibsfarten blev givet fri?

x

Dúgvan

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Dúgvan
https://timarit.is/publication/13

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.