Dúgvan - 01.02.1921, Blaðsíða 1

Nr. 2. F E B R U A R 19 21. 28. Aargang.
Det islandske
Spiritusforbud.
— o—
(Sluttet).
III.
Med Forbudslovens Vedtagelse
og Stadfæstelse var den islandske
Afholdssag traadt ind i en ny
Fase. Dette medførte imidlertid
en skæbnesvanger og uheldig
Virkning paa s°lve Af holdsarbej-
det. Det ser ud, som om de is-
landske Af holdsfolk troede, at
naar man havde Forbud, saa
vilde alt komme af sig selv, Folk
vilde respektere Loven, Udøvel-
sen vilde blive loyal og tilstræk-
kelig haandfast, og det islandske
Folk gaa en velsignet Tid i
Møde i sit »tørlagte* Land.
Hvad enten nu de islandske Af-
holdsfolk har set saa optimistisk
paa Sagen eller ej, saa er det et
Faktum, at naésten samtidig med
Forbudslovens Vedtagelse gik
det velsignelsesrige, personlige
Afholdsarbejde i staa. Og det
har givet Modstanderne Vaaben
i Hænde. Det er først for nylig,
at man har lært at indse, at
ihærdigt Afholdsarbejde er en
Nødvendighed, saa længe der
findes berusende Drikke — og-
saa under Forbud. Og ikke
mindst under Forbud, for at mod-
virke de Kræfter, som en saa
radikal Foranstaltning naturmæs-
sigt altid vil sætte i Bevægelse.
Forbud er ihke noget, som virker
af sig selv, men kun i Forhold til
sit moralske Grundlag, den bevid-
ste og vaa%ne, oplyste Folkevilje,
som staar bagved. Dette moral-
ske Grundlag maa styrkes ved
Aarvaagenhed og maalbevidst
Oplysning. Og ihærdigt Af-
holdsarbejde uden Forbud er
bedre end Forbud uden ihærdigt
Afholdsarbejde.
Men denne Lektie blev en
dyr en. De islandske Afholds-
folk maatte ved mange Skuffel-
ser og Trængsler bøde for deres
utidige Optimisme. Afholdsfor-
eningernes Medlemstal svandt
ind i en uhyggelig Grad i de
første Forbudsaar, og først for
nylig viser det en Fremgang
igen. Herved blev Kampen
blandt Folk og paa Tinge i høj
Grad vanskeliggjort.
Det trak nu op til en Krig
paa Kniven for at vinde Folke-
afstemningen. Der blev polemi-
seret i Aviser og paa offentlige
Møder. Pjecer og Særtryk hag-
lede ned fra begge Sider.
Blandt de praktiske Argumen-
ter, man førte i Marken mod Lo-
ven var, at den vilde betyde et
uhyre Tab for Landskassen.
Denne Indvending var vist nær-
mest beregnet paa Bondebefolk-
ningen. Men Bønderne vilde ikke
rigtig bide paa Krogen. De har
gentagne Gange vist det paa
Vælgermøder og ved Henven-
delse til Althinget, at dette Pen-
gespørgsmaal ikke har det mind-
ste med deres Stilling til For-
budsloven at gøre. Heller ikke
kunde Forbudsmodstanderne vin-
de Arbejderbefolkningen for sig
ved at stille dem i Udsigt en be-
tydelig Forhøjelse af Kaffe- og
Sukkertolden, som en af For-
budslovens Følger. Netop disse
Befolkningslag vil holde godt
fast paa Forbudsloven. Endelig
har man meget energisk paape-
get Vanskelighederne ved Lovens
Udøvelse i dette tyndt befolkede
Land med de mange Fjorde og
Smuthuller, som umuliggør en
effektiv Toldinspektion. Støtten-
de sig til dette, profeterede man,
at der vilde blive smuglet i
lange Baner, uden at man kunde
faa de skyldige dømt og straffet.
Vanskelighederne har ikke ladet
vente paa sig. Det er en Kends-
gerning, at Loven bliver < over-
traadt. Men denne Kendsger-
ning har aldrig virket til Gunst
for Lovens Afskaffelse. Tvært-
imod.
Hensigten med denne offent-
lige Diskussion, som endnu blus-
ser op engang imellem i de
kendte gamle Vendinger, har
hele Tiden været den at paa-
virke Folket for at faa et Althings-
flertal, som vilde gaa med til at
revidere og eventuelt afskaffe
Forbudsloven og erstatte den
med et Statsmonopolsystem eller
lignende.
Forbudsmodstanderne forsøgte
allerede i 1911 at opstillesærlige
Kandidater ved Althingsvalgene
i Reykjavik. Men skønt det var
kendte, meget habile Mænd, fik
de dog et meget lille Stemmetal.
Paa Althinget 1911 blev forkastet
et Lovforslag om Udsættelse af
Forbudslov* ns Ikrafttræden i tre
Aar. Samme Skæbne fik lidt
senere et Forslag til Althings-
beslutnirg om ny Folkeafstem-
ning. Endvidere blev der i 1917
forkastet et Forslag til Forbuds-
lov, hvor man slog ind paa en
I Middelvej. Og i 1919 forkaste-
des der endnu et Forslag om ny
Folkeafstemning, som blev for-
fægtet bl. a. af Pastor Sig. Ste-
fånsson. Ved denne Lejlighed
blev der udtalt af en Forbuds-
modstander, at han nu vilde
vente til 1922 med at foretage
sig noget og se, hvad Nabosta-
terne gjorde ved Sag- n, desuden
vilde man jo først efter 10 Aar
kunne danne sig en grundet Me-
ning om, hvorvidt Loven var fal-
det til Gavn eller ej.
Alligevel gik Loven ikke
uforandret gennem Althingets
Skærsild i disse Aar. Paa væ-
sentlige Punkter blev der gjort
Indrømmelser, der efter Forbuds-
mændenes Mening har svækket
Loven og skadet dens Anseelse.
Der blev for det første paa
Althinget 1913 indføjet en Be-
stemmelse om, at udsendte Kon-
suler for fremmede Magter skulde
have Tilladelse til »en Gang om
Aaret at indføre passende Forsy-
ning for et Aar ad Gangen af
spirituøse Drikke til Forbrug i
Hjemmet«. Flertallet gik med til
at vise denne »høflige Imødekom-
menhed«, for ikke at komme i
Konflikt med international Lov
og Skik, medens det fra anden
Side hævdedes, at Konsuler »maa
rette sig efter det Lands Love,
i hvilket de opholder sig*
Betydelig vigtigere var den
Ændring, som blev vedtaget 1915.
I Forbudslovens § 2 fandtes den
Bestemmelse, at Apotekere og
Læger skulde være beføjede til
at indføre det Spirituosa, som de
behøvede ifølge den almindelige
Farmakopé. Men 1915 blev der
tilføjet denne Bestemmelse:
»Samtidig med denne Lovs
Ikrafttræden skal Ministeriet i
en Tilføjelse til Landets Farma-
kopé*) autorisere som Lægemid-
ler følgende Spirituosa: Rødvin,
Malaga, Sherry, Portvin og Cog-
nac«.
Denne Bestemmelse blev ved-
taget efter betydelige Menings-
udvekslinger i Althinget. Som
Indlæg blev der fremlagt en Er-
klæring fra mange af de mest
betydelige Læger i Landet om
Nødvendigheden af denne Lov-
ændring. Landsfysikus delte
rigtignok ikke disse Lægers
Mening. Men det var da ogsaa
vitterligt, at de førstnævnte var
Forbudsmodstandere, mens Lands-
fysikus har været Forbudslovens
mest begejstrede og energiske
Forkæmper. Dette er maaske
det mest ejendommelige Fæno-
men i Forbudslovens Historie. I
selve Spiritusforbudets Land bli-
ver den almindelige Farmakopé
udvidet med fem Arter spirituøse
Drikke. Og det efter mange
Lægers Tilskyndelse. Det er,
som om man først nu havde op-
daget Alkoholens medicinske
Vidunderkraft. De vaskeægte
Forbudsmænd var ganske natur-
ligt ikke særligt begejstrede for
denne nye Opdagelse, og har
bestandig med Skepsis set paa
f. Eks. Cognacens Lægekraft.
Denne Vidundermedicins Virk-
ninger siden 1915 har heller ikke
virket til at forsone dem med
»Lægebrændevinen«. De mener
stadigvæk, at denne Indrømmelse
er den mest skæbnesvangre for
Forbudsloven, der nogensinde er
blevet gjort. Og den har da og-
saa stillet mange Læger i pin-
lige Situationer. En samvittig-
hedsfuld Læge finder det mange
Gange vanskeligt at nægte Folk
den »autoriserede Medicin«. Des-
uden er her Penge at tjene. En
kendt Læge har da ogsaa udtalt
offentlig, at han inkasserede
nok til en Udenlandsrejse, blot
ved at sælge Recepter til norske
•) Udh. af A. S.
Skippere, der vilde have en Re-
cept for enhver Pris. Denne Be-
stemmelse i Forbudsloven har ud-
sat de islandske Læger for en
stor Fristelse. Og mange er buk-
ket under for den. Derved er
hele den udmærkede islandske
Lægestand stillet i et uheldigt
Lys med Hensyn til Forbuds-
loven. Den overordentlige tilta-
gende »lovlige« Indførsel af
Spirituosa, som de sidste Aars
statistiske Ogør viser, er den syn-
lige Frugt af denne Lovbestem-
melse. Nu til Foraaret gav
nævnte Statistik Anledning til
en energisk Bladdebat, og lidt
efter offentliggjordes Landsfysikus
nye Bestemmelser om betydelig
skærpet Kontrol med, at spiri-
tuøse Medicinalvarer ikke anven-
des til Nydelse. Disse Bestem-
melser paalagde Apotekerne og
Lægestanden meget forøget Bry-
deri og forskellige Ubehagelig-
heder. Men de har øvet betyde-
lige, heldige Virkninger paa
Ædrueligheden i Landet. Og
det er at vente, at de næste sta-
titiske Beretninger vil vise en
tilsvarende Nedgang i Spirituosa-
importen.
Althinget 1915 vedtog end-
videre, at den islandske Minister
skulde kunne give Passagerskibe,
som tager 25 Passagerer eller flere,
og som sejler til Udlandet, Dispen-
sation fra den Bestemmelse i
Forbudsloven, at »intet islandsk
Skib maa medføre nogen som
helst Spirituosa til Landet« Denne
Dispensation har »Eimskipafjélag
Islands« (det isl. Dampskibssel-
skab) benyttet sig af, for ikke at
blive slaaet ud i Konkurrencen
for den Sags Skyld. Denne Ind-
rømmelse er den rene Unaturlig-
hed i et Land som er gaaet ind
paa Forbud. Den er et udpræ-
get Principbrud. Og den har
sat sine Frugter. Det er en
kendt Sag, at en ikke ringe Del af
de kendte Smugleaffærer er
knyttet til Mandskabet paa de
islandske Skibe.
Det eneste, der blev gjort
til Forbndslovens bedste i
disse Aar blev gjort i 1917,
da der blev foretaget nogle
mindre Ændringer, hovedsagelig
i Retning af strengere Straffe
for Overtrædelser, særlig hvor
vedkommendes Hensigt er at
drive Salg eller Udskænkning af
Spirituosa som Næringsvej. Og
det kneb endda med at faa disse
Smaaændringer sat igennem. Al-
thinget viser sig i stigende Grad
uvilligt til at foretage sig noget
af Betydning i Forbudssagen.
Denne Uvillighed fik et klart
Udtryk paa Althinget 1919, da
nogle Forbudsmænds Forslag
om betydelige Ændringer af Lo-
ven blev »begravet« i et Udvalg.
Alt tyder paa, at Politikerne nu
vil se Tiden an, og se hvordan det
gaar nu, da Skibsfarten kommet
ind i normale Forhold efter Kri-