Dúgvan - 01.10.1922, Blaðsíða 1

Nr. 10-11.
Oktober—November 1922.
29. Aargang.

Ædruelighedsloven.
I ? Af holdsdagbladet« for 21.
November skrives:
»I Rigsdagssamlingen 1921—22
blev der af Regeringen forelagt
Rigsdagen et Forslag til Lov for
Færøerne om Forbud mod at
drive Erhverv med berusende
Drikke.
Forslaget blev undergivet før-
ste Behandling i Landstinget,
hvorefter det blev henvist til et
Udvalg. Dette afgav en Beret-
ning, hvori der udtales, at Ud-
valget ansaa det for rigtigt, at
Sagen blev forelagt Lagtinget
paa ny til Overvejelse.
Efter at Lovforslaget derefter
har været forelagt Lagtinget i
Samlingen 1922, har Tinget fast-
holdt Ønsket om, at der til § 3,
3. Stykke i Forslaget tilføjes en
Bestemmelse om, at det er for-
budt at gøre Udleveringen af
indførte berusende Drikke af-
hængige af Tilstedeværelsen af
Konnossement eller af noget
andet Bevis end Legitimations-
bevis for Modtageren eller den-
nes F'uldmægtig samt eventuelt
Fuldmagt. løvrigt har Lagtinget
tiltraadt Ministeriets Forslag, idet
det navnlig har frafaldet sit tid-
ligere udtalte Ønske om, at det
forbydes at forskrive berusende
Drikke i Fællesskab.
Det nu foreliggende Lovfor-
slag er udarbejdet i Overensstem-
melse med Lagtingets Indstilling.
Landstinget sender paany Forslaget
i Udvalg.
I Landstingets Fredagsmøde
behandlede man Forslag til Lov
for Færøerne om Forbud mod
at drive Erhverv med berusende
Drikke m. m.
Dette gav Effersee Anledning
til at udtale:
Som ærede Medlemmer vil
mindes, behandledes der her i Tin-
get i sidste Rigsdagssamling et
Lovforslag med samme Titel som
det foreliggende. Forhandlingerne
førte til, at Lovforslaget blev til-
stillet Lagtinget til Overvejelse
paa Grund af, at der forelaa
Uoverensstemmelser mellem Tin-
get og Justitsministeren med
Hensyn til visse betydningsfulde
Punkter i Lovforslaget. Nu er
der imidlertid opnaaet Enighed,
idet begge Parter, det vil sige
Lagtinget og Justitsministeren,
har givet noget efter. Jeg er vel
ikke tilfreds hermed, idet jeg
ikke anser det for rigtigt, at
Lagtinget har frafaldet sit Krav
fra 1921 om, at det skal være
forbudt at indforskrive berusende
Drikke i Fællesskab og om, at
det ligeledes skal være forbudt
F'oreninger at indføre saadanne
Drikke til Fordeling blandt deres
Medlemmer, men jeg maa vel,
som Sagen nu foreligger, lade
mit Ønske om at faa Lagtingets
ældre Krav gennemført falde.
Hermed sluttede Forhandlin-
gen.
Lovforslagets Overgang til 2.
Behandling vedtoges uden Af-
stemning, og Forslaget henvistes
paa Forslag af Effersøe til et
Udvalg paa 15 Medlemmer.«
pastor Hicari om en
aktuel Sag.
— O —
Under Overskrilten Legemets Re-
ligion bringer »Dagens Nyheder« en
Prædiken af Pastor Olfert Ricard, af
hvilken vi gengiver følgende Brud-
stykke :
Hvad vilde Paulus tænke,
hvis han nu kunde færdes paa
Københavns Gader og se dens
Ungdom? Forfængelige unge
Kvinder, som klædte deres Le-
gemer i saa utækkelig og uford-
rende en Dragt, at de fristede de
unge Mænd til at tilsidesætte
deres naturlige Ridderlighed og
Blufærdighed; og forlystelsessyge
unge Mænd, som i Regelen blev
Forførere eller forførte, fordi
Bugen var blevet deres Gud,
som den samme Paulus engang
har sagt; Udskejelserne begyndte
med, at de vilde spise og drikke
godt i Venners Lag. Og at
spise for meget er allerede grimt,
men værre er det at drikke for
meget. Næsten al Elendighed er
begyndt med det. Er det dog
ikke mærkeligt: hvis du vil
spørge en Flok unge: hvad vil
du være? saa har du aldrig hørt
nogen svare: Aa, jeg har nær-
mest tænkt mig — Tugthuskan-
didat! Det siger ingen, nej, men
det mærkelige er, at de næsten
hvert Aar bygger vore F'ængsler
større, skønt ingen ønsker at
komme derind. Ja, hvordan gaar
det da til? Det er meget sim-
pelt: de havde, som det kaldes,
en glad Aften. Man fik Unger-
svenden til at drikke, han skulde
da vise, at han var et Mandfolk,
og saa gik det efter det japanske
Mundheld: Manden tog en Snaps,
Snapsen tog nok en Snaps, Snap-
sen tog Manden. Senere vidste
han ikke, hvad han gjorde, eller
hvor de trak ham hen. Hans be-
rusede Legeme beherskede ham
og tvang ham til at gøre det on-
de. Lad dem fortælle deres be-
skæmmende Historie, de unge
Soldater som ligger paa den
Stue paa Sygehuset, hvor man
ikke kan være bekendt at ligge,
og hvor Mor og Søster, endsige
Kærester, ikke maa vide, hvad
de fejler: men hvordan er I dog
kommet her? De ved det tit ik-
ke engang. De var ikke sig
selv mægtige, kender ikke en-
gang Navnet paa den Kvinde,
som lokkede dem, og som de
trak dybere ned i Skarnet. Aa,
Skam og Skændsel. At det
skulde ske for en pæn Karl, der
rejste fra sin Barndomsegn som
en ren Ungersvend! Siden kan
man høre disse Uslinge prale paa
Belægningsstuer af deres skidne
Bedrifter og plage deres ufor-
dærvede Sovekammeraters Øren
med deres raadne Snak og snav-
sede Historier og besmitte de-
res Fantasi.
Ingen har personlig F'rihed
over sit Legeme, siger Pastoren
et andetSted i sin Prædiken, thi:
Du skal engang gøre Regnskab
for Kristi Domstol for alt det,
som du har gjort ved dit 1 .egerne
— ogsaa det onde.
* *
$
Denne Tale burde slaas op
paa alle Mure, som man gør det
med Statsmandstaler i I-'rankrig.
Det har sin store Betydning, at
det netop er Ungdomsorganisa-
toren og Prædikanten, til hvem
alle lytter, der har sagt dette.
Pastor Ricard har tidligere
ikke været Forbudstilhænger.
Men alligevel! Afholdssagen har
en saa sejg Uovervindelighed, at
enhver, der først begynder at be-
skæftige sig med den, efterhaan-
den maa naa til det samme Punkt.
Det kan vare kort eller længe.
Men den logiske Slutning af Over-
vejelserne bliver altid: Rusdrik-
kene maa fjernes.
Vi haaber, at Pastor Ricard
ikke blot vil nøjes med at be-
skæftige sig med Alkoholismens
Aarsag og Virkninger, men at
vi maa glæde os til, at Pastoren
engang senere vil supplere sin
Prædiken i Garnisonskirke med
en anden stor Tale om Midler og
Veje til Løsning af Ædrueligheds-
spørgsmaalet.
Medicin mod Overanstrengelse.
Mange Mennesker søger Lin-
dring for Træthed og Udmattelse
i ophidsende Sager. Men de, som
gør dette, brænder simpelthen
Livets I.ys fra begge Ender.
Det bedste, man kan gøre, naar
man føler sig for træt til at kunne
gennemføre noget, er at gaa til
Sengs og sove, saa længe man
paa nogen Maade kan; dette er
den eneste virksomme Maade,
hvorpaa Hjernens Evner og Kræf-
ter kan genvindes, fordi Hjernen
under Søvnen er i en Tilstand
af Hvile, en Tilstand, hvor den
kan modtage Næringsemner fra
Blodet til Erstatning for det, som
er opbrugt under forudgaaet Ar-
bejde.
Den overanstrengte Mand eller
Kvinde, som ved Hjælp af op-
hidsende Midler jager Søvnen
bort, skiller sig ved den bedste
Ven, han ejer, og vil for sent
indse, at denne Ven ikke lader
sig kalde tilbage. Jo mere over-
anstrengt man er, og jo lang-
varigere Arbejde man har, jo
mere Søvn trænger man til. En
dyb, sund Søvn kan udrette næ-
sten utrolige Ting i Løbet af ,
ganske kort Tid, baade med
Hensyn til aandelig og legemlig
Træthed.
Man maa passe de rette Sove-
tider; hvis den aandelig overan-
strengte vedbliver med sit Tanke-
arbejde Nat efter Nat, vil han til
sidst komme til at lide haardt
derunder. Det bedste Kendetegn
paa aandelig Overanstrengelse er
det, at man ikke kan sove; er
dette Tilfældet, da gælder det
om at tage Reb i Sejlene og
lade Arbejdet ligge for en lille
Stund, at ikke Søvnløsheden skal
faa Magten og for bestandig
ødelægge den, der behandler sin
bedste Ven, Søvnen, ligegyldigt.
Anger.
Giv, gode Herre, kun en Skærv,
jeg drikker den ikke op;
at drikke har været mit Livs For-
dærv,
nu har jeg forlængst sagt stop!
Jeg været har saa flink en Gut,
en glad og munter Svend;
men er af Drikkelasten brudt,
og har ej langt igen.
Vær, gode Herre, ikke vred,
fordi jeg taler saa,
og gi’r Dem om mig selv Besked;
jeg vist Dem trætte maa.
Men se, der er i Deres Blik
et saadant Mildheds-Skær,
at til at taler. Mod jeg fik
— jeg plager ej enhver.
Og Deres »Blaabaand« gav mig
Mod,
jeg ved, De mig forstaar,
jeg ved, at De er mild og god,
og Deres Dom ej haard.