Dúgvan - 01.12.1922, Blaðsíða 1

Nr. 12.
December 1922.
29. Åargang.
Vor JJarniloms og
vor Ungdoms jul.
—o—
Vor Barndoms Jul!
Alle vi, som har haft den
Lykke at eje et Hjem, har ogsaa
et Billede af Barndommens Jul
staaende i vor Erindring. Fint
og fagert tegner det sig, straa-
lende som en Stjerne, tindrende
som Sne i Maaneglans. Og hver
Gang vi tru holder Jul, drømmer
vi om dette Billede, lever om igen
den Virkelighed det har rummet,
og maaler vor Jul med Barnets
Jul. Det falder saa helt af sig
selv, Aar efter Aar, vi synes, at
hvis vor Jul har haft det samme
hvide Skær over sig, som den-
gang vi var Børn, saa har vi haft
en rigtig Jul og en god Jul.
Og dette hvide Skær, det er
Forventningens Glæde. Den, der
strimer sig som en Solstribe gen-
nem de mørkeste Vinterdage, vort
nordlige Klima ejer. Den, der
lægger sin varmende Stemning
over Dagene ind under Jul. Vi
har som voksne saa let ved at
lade denne Forventningens Glæde
drukne i det, vi kalder Juletravl-
heden. Men faar vi tilovers fra
denne summende Juletravlhed bare
en Stund, hvori vi kan lade vort
Blik glide tilbage til Barnedagene
(det kan nu ogsaa komme som et
Glimt igennem selve Travlheden),
saa er Forventningen der, ta’r os
med sin milde Magt og hvisker
til os:
Glade, lyse, lykkelige Dage,
da Decemberlyset randt i vage,
dunkle Strimer bledt i Stuens Fang,
da vi gik i Spænding om derhjemme.
Mens i Kvælden Kirkeklokkens Stemme
bruste med en underdejlig Klang.
Sneen glitrer lind og hvid i I.uften,
ind i Stuen vælder Køkkenduften,
Lyset svinder som i Skumring hen,
Dagen hælder, Juleklokken kimer —
glade, lyse, lykkelige Timer,
aa, jeg lever jer jo om igen!
For de fleste af os er vor Barn-
doms Jul ogsaa knyttet til Jule-
træet i Hjemmet. Jeg vilde ønske,
jeg kunde have sagt: for os alle.
Thi Juletræet er Hjemmets Træ,
som Julen er Hjemmets Fest —
i var vi blot naaet saa vidt, at alle
Mennesker havde det, de kunde
kalde deres Hjem! Julelysene
hører med til vor Barndoms Jul,
og endnu skinner de for alle Øjne,
Betlahems barnid.
H
Jolaklokkan aftur ringir,
kaliar øl I li I kirkju brått;
lat nu alt, sum hjartad tyngir,
hvørva burt sum myrku nått.
Hoyr hin væna einglasongin
I joda i hvørt klokkuslag,
tå skal vonin lætta ve i ngin
rætt sum fyrsta jo ladag.
Verden, naar vi som unge Men-
nesker fløj hjemad til Juleaften!
Hvor var Rejsen og alle dens
Oplevelser en Fest: Jernbaneturen,
Færgefarten, Menneskemylderet
— det vinterlige Landskab hvad
enten det, efter Ønske, skinnede
af Sne, eller det laa der i Regn
og Taage. Glade, feststemte var
vi. Foran os laa vinkende Sam-
været med de voksne Brødre og
Søstre, det unge Selskab, Leg og
Lystighed, Sang og Klang. Og
gennem Sindet bruste en Sang i
Takt med Maskinens Stempelslag:
Til Jul, til Jul!
Til Jul, til Jul naar vi skal ses
derhjemme allesammen,
naar der skal synges, danses, les
i Hjemmets lille lune Kreds
i Munterhed og Gammen,
naar der skal slaa mod Stuens Væg
et Brus af Melodier
og Vrøvl og Snak og Prat og Præk
og kaade Drillerier.
Til Jul, til Jul! er det Signal,
der klinger allevegne.
Vi ruller langs ad Eng og Dal
og gennem Skovens Sølvportal
mod Hjemmets milde Egne.
Vi kigger ud og raaber højt
fra unge, varme Hjerter
omkap med Togets glade Fløjt
et jublende: Vi er der!
Men ogsaa denne Ungdoms-Jul,
mere higende og brusende, min-
dre frydefyldt end Barndommens,
blev først en rigtig Jul naar vi,
uden at vi vidste af det, følte os
som Børn paany.
Og endelig — har vi naaet
Manddomsalderen, og kommer
der en Juleaften, da Lysenes Tin-
dren spejler sig i vort Barns Øjne,
i et Par undrende Øjne, der ler
mod Lyset og Tonerne og nu for
første Gang holder Jul med Far
og Mor i det grønne, — da føler
vi i ny og dybere Betydning, at
Julen er Hjemmets Fest. Læng-
slen efter vor Barndoms Jul, den
jublende Higen, der var over
Ungdoms-Julen, altsammen indop-
tages og forklares det i disse Øjne
og deres uendelige Fryd. Sam-
men med vore Børn, i Glæden
over deres Glæde, oplever vi
Julen dobbelt varmende og rig.
Og det at give sig hen i denne
rene, altforglemmende Glæde —
det er at holde Jul.
Olaf Andersen.
der ikke har mistet Evnen til at
glæde sig paa barnlig Vis.
Og sammen med Lyset hører
Tonerne.
Det er de gamle Julesalmer, vi
mindes og synger om og om igen.
De har en Klang som ingen andre,
dem elsker vi højest, dem synger
vi helst. Og hver Gang, vi syn-
ger dem, faar de samme
Stemning over sig, som dengang
vi var Børn. Umærkeligt, lydløst
kommer den glidende og ta’r os
fangen — vi er borte — hjemme
— midt i Juleforventningen eller
i selve Juleaften. Træet staar der
og skinner, vi har Far og Mor
ved Haanden og Søster og Bror
og Juleglæden i vore Hjerter, den,
der kommer til os som et Vidun-
der, en Gave, den største og her-
ligste af alle. I ethvert Hjem,
hvor det kristne Livssyn er Un-
dergrunden — selv om man ikke
til daglig gaar og taler derom —
strømmer det frem som en Livs-
magt, stærkt og bærende og var-
mende, mens Julelysene brænder
og Salmesangen klinger.
Men det hænder ogsaa i Da-
gene ind under Jul, at et andet
Billede træder os i Møde, mun-
tert, mangefarvet og skiftende.
Det er Billedet af vor Ungdoms
Jul, Hjemlængslens Jul. Hvilken
Glans var der ikke over alt i