Dúgvan - 01.01.1923, Blaðsíða 1

Nr. 1.
Januar 1923.
30. Åargang.
i
t
Samfundets Ret og
øen enkeltes Ret.
— O —
Foredrag holdt i Breum Af-
holdshjem den 29. November.
Det har været ret forskellige
Spørgsmaal, som til de forskel-
lige Tider har sat Sindene i Be-
vægelse og har givet Stof til
Samtaler Mand og Mand imellem,
undertiden ført til bevægede Op-
trin, og som har delt Menne-
skene i forskellige Partier, der
bekæmpede hinanden — med
Ordet, med Pennen eller med
Sværdet.
Vil man spørge, hvad der
er vor Tids Spørgsmaal, saa
vil Svarene sikkert blive for-
skellige i de forskellige Nati-
oner.
Hvilket er vort største
Spørgsmaal?
Svaret derpaa vil ikke blive
enstemmigt. Nogle vil maaske
holde paa, at Arbejderspørgs-
maalet staar over alle Spørgs-
maal.
Andre vil maaske holde paa
Skattespørgsmaalet som Tidens
vigtigste, at det gælder om at faa
Skatten lagt saaledes, at den i
første Række rammer Produk-
tionsmidlerne og ikke selve Ar-
bejdet. Og atter andre vil holde
for, at Tidens største Spørgsmaal
er dette at højne Folkemoralen,
hvad enten det nu skal ske gen-
nem en stærkere Hævdelse af
Kristendommens Moral, som den
særlig findes i Bjergprædikenen,
maaske ved en særlig Restmoral
eller en Forbindelse af begge
Dele.
Et Spørgsmaal, synes jeg, lig-
ger bag ved dem alle, ja, ligesom
optager alle de andre, helt eller
delvis i sig. Det er Spørgsmaa-
let om Samfundets Ret og den
enkeltes Ret. Det vil sige: Paa
hvilke Omraader under hvil-
ke Former og i hvor stor
Udstrækning har Samfundet Ret
til at herske over de enkelte
Mennesker? Og hvor og hvorle-
des har det enkelte Individ Ret
til at fordre Respekt for og
Hensyntagen til sin Individu-
alitet, sin Personlighed og sine
Interesser. At faa Linjerne truk-
ket op for dette vil sikkert bli-
ve en af Fremtidens store Op-
gaver.
Hvor er Grænsen mellem
Samfundets og den enkel-
tes Ret?
Spørger man i vore Dage de
Mennesker, som har tænkt over
Spørgsmaalet og har Betingel-
ser for at danne sig en Mening
derom, vil Svaret fra mange vel
blive dette: I alle aandelige
Spørgsmaal har den enkelte Lov
til eller bør have Lov til at leve
sit eget Liv, uafhængigt af Sam-
fundet, der skal være Tænke- og
Trosfrihed. Bliver der Spørgs-
maal om det økonomiske Liv, vil
Meningerne staa stærkt delte.
Nogle vil holde paa, at Staten
saa meget som muligt, andre, at
den saa lidt som muligt bør
blande sig deri. Disse sidste
hævder paa dette Omraade den
størst mulige Frihed for det en-
kelte Individ.
Skal vi først se lidt historisk
paa Sagen.
For 2—300 Aar siden var der
meget lidt Frihed paa det øko-
nomiske Omraade. Bønderne
drev deres Jord i Fællesskab,
Bysamfundet, udtrykt gennem
dets Love »Skraaerne«.
Saa kom fra England den øko-
nomiske Lære om Kræfternes
frie Spil. Læren om den frie
Konkurrence.
Der kom Opsving i mange
Ting, der kom Liv og Fart i
Udviklingen — men Skyggesiden
viste sig snart.
Samfundet maatte træde til
som Værn for de svage.
Det er jo forlængst fastslaaet,
at Samfundet har Ret overfor
den enkelte, naar denne myrder,
stjæler, begaar grove Falsknerier
osv. Det er saaledes forlængst
forbudt at øve Blodhævn, at dri-
ve Sørøveri, som man i gamle
Dage ansaa for andre uvedkom-
mende, men man er i vore Dage
gaaet langt videre. Paa aandelige
Omraader er man vel gaaet den
Vej at beklippe Samfundets Ret
til Indblanding. Man har faaet
indtil en vis Grad Talefrihed,
Skrivefrihed, Trosfrihed. Sam-
fundet maa ikke lægge Tvang
paa den enkeltes Tro.
Vi har forlængst vænnet os
til, at Samfundet paalægger os
økonomiske Byrder for at anven-
de Pengene til det fælles Bedste.
Den Sætning er slaaet fast
som Rettesnor: Hvor Almen-
vellet kræver det, maa den
enkeltes personlige Interesser
vige.
Samfundets Ret med Hen-
syn til Spiritus.
Jeg taler jo her efter Opfor-
dring fra en Afholdsforening.
Afholdsforeningerne har jo i
de senere Aar hævdet dette, at
Samfundet gennem et Flertal af
dets valgte Repræsentanter eller
ved et Flertal, fremkommen ved
en Folkeafstemning om Spørgs-
maalet, har Ret til at tvinge et
Spiritusforbud igennem, og vi
ved, det fra mange er hævdet, at
dette er et Myndighedsmis-
brug af den værste Art, et fryg-
teligt Indgreb i den personlige
Frihed.
Jeg forstaar ikke den Tale.
Jeg har i det foregaaende paa-
peget, at Samfundet for længst
har følt det som en Pligt at
hjælpe de svage blandt sine Med-
lemmer. Den, som endnu gør
det gamle Ord til sit: Skal jeg
være min Broders Vogter! han
er ikke Borger i Landet, han
kan ikke forlange Samfundets
Støtte — og hvor langt mon han
dog egentlig vil komme uden
den!
Men der er intet, der som
Spiritus kan volde de smaa og
svage Fortræd i Form af arvelig
Skade, legemlig Vold og Sult.
Skulde Samfundet saa ikke have
Lov til at gribe radikalt ind der,
rykke Ondet op med Rode.
Det er desuden kun et lille
Indgreb i den personlige Frihed
mod, hvad vi har paa andre Om-
raader. Tænk paa, at man har
taget Børnene fra Forældrene
ved at tvinge dem i Skole, at
man tvinger de Unge til at træk-
ke i Uniformen og oplærer dem
til at slaa Folk ihjel, at man ta-
ger 20—30—40 pCt. af Folks Ind-
komst fra dem for muligt at an-
vende Pengene til Foretagender,
der er Skatteyderne saa inderligt
imod.
Ved Spiritusforbud vil der ikke
blive krævet Penge. Der vil bli-
ve store Lettelser. Thi hvilke
uhyre Summer koster ikke Rus-
drikkene os: til Fattigvæsen,
Sindssygehospitaler, Fængsler!
Den enkelte Frihedsværner kan
ikke sige: Det kommer ikke mig
ved. Jeg drikker ikke mer, end
jeg kan taale, og jeg skal nok
selv betale det, jeg drikker! Han
kan nu for det første ikke vide,
om han i Længden kan »staa
ved«, det han der siger. Og for
det andet kommer det ham i høj
Grad ved med Hensyn til hans
Pengepung. Den gaber ordentlig
hvert Aar, fordi andre drikker.
Bag Frihedsværnets Indven-
dinger staar vist især dette: »Jeg
vil ikke opgive Spiritus, fordi det
er mig en Nydelse«. Men er det
nu egentlig moralsk forsvarligt,
at man ikke kan ofre den Nyd-
else for det almene Bedste. Er
man saa en ret Samfundsborger?
Jeg mener Nej.
Den betydeligste Indvending,
den er man nødt til at tage op
til Overvejelse, er denne: »Mag-
ter Samfundet at faa Spiritus’en
bort?«
Et Samfund magter paa sli-
ge Omraader, hvad det for Alvor
vil! Det kan komme til Kamp,
svær Kamp, i et Slægtled eller
to — men omsider maa Lov-
bryderne bukke under.
Man erfarer dette Gang paa
Gang ved at studere Historiens
Blade. Lad mig tage et lille
Eksempel fra selve Spiritus’ens
Historie.
I 1840 engang kom der For-
bud mod Bøndernes Hjemmebræn-
ding af Brændevin. Der gik en
Forbitrelsens Bølge over Landet.
Man rasede, man protesterede,
man snød. Men i Løbet af en
halv Snes Aar havde Samfundet
sejret — til stor Gavn for dem,
der havde raset mod dette Ind-
greb i den personlige Frihed.
Kampen mod Smugleriet vil
vare længere. I det første Slægt-
led efter Forbudslovens Vedta-
gelse vil der staa Kamp mellem
Smuglere og Toldbetjente, og en
Del Mennesker vil tage Livet af
sig ved at drikke forskellige
uhyggelige Surrogater for Sprit-
ten. Men det næste Slægtled vil
ikke spørge stærkt efter Spiritus,
der bliver for lidt Fortjeneste
paa Lovovertrædelser i Forhold
til den Risiko, der løbes — og
saa er Sejren halvt vunden. Helt
bliver den sikkert vunden derved,
1 at Samfundets enkelte Medlem-
mer kommer til at se, hvilke vel-
signede Virkninger Spiritus’ens
Fjernelse har haft.
Krig eller Fred.
—o—
Hvad vil det nye Aar bringe?
Dette Spørgsmaal stiller mange
Mennesker sig i disse Dage, og
det er ikke saa underligt, at de
ængsteligt spejder ud i Fremti-
dens Mørke og spørger, hvad
der gemmes bag det store Tæp-
pe. Det Aar, der svandt, var
fuldt af truende Skyer og øko-
nomisk Tilbagegang. Hele Ver-
den er ved Verdenskrigen bragt
i Ulave, og det er meget svært
at faa den bragt i Lave igen,
Arbejdet herfor vil tage mange
Aar og være meget besværligt.
Af Navn er den store Ver-
j denskrig nu endt, men ogsaa kun
af Navn; i Virkeligheden bekri-
| ger Nationerne stadig hverandre.
! Det er vel ingen officiel Krig,
hvor Armeerne marcherer og
skyder med 42 Centimeters Ka-
noner og sender Skyer af giftig
! Gas over hinanden, men Krigen
i er der, den økonomiske og di-
! plomatiske Krig om Kullene,
| Jernet, K alien og Olien. De
| Magter, som har disse Rigdom-
! me, vil kunne beherske Verden
i og gaa frem i Magt og Indflyd-
i else.
Og herom spilles der af Stats-
mændene paa Verdens Skak-
I brædt. Alt andet, kulturelle
j Fremskridt, ideale Tanker og
humane Bestræbelser maa vige
og hvile, indtil denne langvarige
i Kamp er endt, — forsaavidt de