Dúgvan - 01.01.1924, Blaðsíða 1

Nr. I.
Januar 1924.
31. Aargang.
r
1A

Hvornaar Alholdsbevægelsen
er opstaaet?
—o—
Hvorledes Afholdsprincippet al-
lerede praktiseredes i Oldtiden.
—o —
Det er en Kendsgerning, at
der i Oldtiden hos de Folkeslag,
hvoraf de forskellige Religioner,
Jødedom og Kristendom, har
deres Oprindelse, nemlig Asyrer-
ne og Babyionerne, fandtes Afhold
praktiseret fra Vin og stærke
Drikke. Den kendte Fortælling
om Kong Cyrus Fader er et
Eksempel herpaa.
Hos Jødefolket var Af holds-
tanken almindelig udbredt. Yp-
perstepræsterne skulde afholde
sig fra Vin, naar de gjorde Tje-
neste i det Allerhelligste. Man-
ge af Israels Profeter nævnes i
det gamle Testamente udtrykke-
lig som afholdne fra stærke
Drikke. Almindeligt var det til
daglig Brug, at Druesaften blev
drukket i frisk, ugæret Tilstand,
eller at man indkogte Druesaf-
ten til en Slags alkoholfri Sirup,
som blandedes med Vand.
I Overensstemmelse med Mo-
selovens Aand finder man, at
hele Slægter afholdt sig fra be-
rusende Drikke. Vi kender Paa-
budet til Aron og hans Sønner
om, at de under Dødsstraf, hvis
de overtraadte Paabudet, skulde
afholde sig fra Vin og stærke
Drikke, naar de gik ind i For-
samlingens Paulun, og dette
Paabud skulde være en evig
Skik hos deres Efterkommere.
Som Eksempel paa frivillig
Afhold kan nævnes Nasiræerne,
som aflagde et højtideligt Af-
holdsløfte om for saa eller saa
lang Tid, eller for hele Livet, at
afholde sig fra stærke Drikke.
Profeterne Samson, Samuel og
Johannes den Døber vare saa-
danne Nasiræere. Men Loven
bød, at de, som havde paataget
sig et saadant Totalafholdsløfte,
skulde holde det, og Loven bød
Vedkommende vel betænke sig,
inden han paatog sig Løftet:
»Det er bedre, at du intet lover,
end at du lover og ikke betaler.«
(Præd. 5, 4.).
Vi har endvidere Rekabitterne,
en Nomadeslægt, som havde ned-
arvet Afholdsprincippet fra deres
Stamfader Jonadab, og som nøje
overholdt deres Stamfaders For-
skrifter, og vi har Essæerne, et
Slags Munkesamfund, som afholdt
sig fra Nydelsen af Vin.
Gaar vi over til den s. k.
klassiske Oldtidsperiode i Græken-
land og Rom, ser vi, hvorledes
Kvinderne ifølge gamle Love og
Sædvaner var afholdne, ifølge
Paabud, som maatte overholdes.
I Sparta, Grækenland, udfol-
dedes en stærk Agitation for at
give Ungdommen Afsky for
Drikkeriet. Man brugte den no-
get mindre tiltalende Maade at
lade Slaverne beruse sig, for at
Synet af disses elendige Tilstand
skulde indjage den spartanske
Ungdom Skræk for Vinen.
Tidens Stormænd anbefalede
Afhold fra Vinnydelsen, som var
en Svøbe baade for Romerne og
Grækerne. Hipokrates, Lægekun-
stens Fader, Platon, den store
Filosof, Pindar, den græske Ly-
riker, hævder og tilraader Af-
holdsprincippet.
Demostenes, Oldtidens største
Taler, var den mest kendte Af-
holdsmand. Historien nævner
Navne paa Mængder af kendte
Grækere og Romere, som sky-
ede Vin og stærke Drikke og
som optraadte mod Drikkeriet.
Et ejendommeligt Broderskab
som bærer tydelige Spor af Af-
hold, var det af den græske Fi-
losof Pythagoras stiftede Ordens-
selskab, der i meget minder om
Middelalderens Ridderordener og
de senere forskellige Frimurer-
ordener.
Det fremgaar heraf klart, at
det at være afholden ikke var
saa aldeles ualmindelig i den
klassiske Oldtid, foruden at der
ved Siden af i den tidligste Tid
herskede et stærkt udpræget
Maadehold i Drik.
Da Romerriget stod for Fald,
optraadte mange af Republik-
kens Mænd mod Sædernes For-
fald og manede til Afhold. Cis-
cero, den store Statsmand, Cæsar,
den berømte Feltherre, Seneca,
Datidens navnkundige Digter og
Filosof, Digterne: Lvcanus og
Phnius den Ældre samt ikke at
glemme Romernes sidste Kejser,
den ædle Marcus Aurelius, hvis
Formaninger dog ikke kunde
afværge Rigets Fald.
De forskellige Religioner som Af-
holdsprincippets Stadfæstere og
Banebrydere.
Allerede i Ægypten, Fara-
oernes gamle Land, var det de
religiøse Forskrifter, der spillede
Hovedrollen i Agitationen mod
Nydelsen af Vin og 01, hvilken
sidste Drik var stærkt i Brug
hos Ægypterne. Den persiske
Religion var gunstig stemt over-
for Afhold fra al Vinnydelse, og
Persernes Bibel forbød alt Drik-
keri ved de religiøse Fester.
De to Religioner, som dog
fik størst Indflydelse paa Af-
holdsprincippets Stadfæstelse og
Udbredelse, særlig i de asiatiske
Lande, var Budhismen og Mu-
hamedismen, hvis Stiftere Budha
og Muhamed derfor benævntes
Verdens største Af holdsheroer,
idet Afholdsprincippets Indfø-
relse i de fra dem inspirerede Re-
ligioner, hidførte de F'akta, at
Millioner af Mennesker, som i
Indien, Kma, Japan, Arabien,
Persien etc., enten bekender sig
til Budhismen eller Muhamed-
ismen ifølge Vedaens eller Ko-
ranens Forskrifter ere totalaf-
holdne fra stærke Drikke.
Man kan med Rette sige, at
Asiens Befolkning endnu i vore
Dage i sit Afhold fra berusende
Drikke staar som et kulturhi-
storisk Forbillede over for hele
den moderne s. k. civiliserede
Verdens flammende Begær efter
Alkohol, Nutidens demoraliseren-
de og dræbende Giftdrik.
Vender vi os til Kristendom-
men, da indeholder denne Re-
ligion fra først af intet Paabud
om Afhold, eller Anbefaling til
Praktisering af samme, Apostelen
Paulus er den, som i et af sine
Breve til Menigheden anbefaler
det som godt ikke at drikke Vin
etc. En hel Række Sekter, som
Montamster og Gnostikere og
Manikæerne, der var paavirket af
Johannes den Døber, hyldede
Afholdsteorien.
I de tidligste kristne Menig-
heder blev det at være af-
holden anset for at være hæder-
værdigt; men efterhaanden som
Drikkeriet ogsaa fik Udbredelse
indenfor Kristendommen, maatte
Patriarkerne og Kirkefædrene
træde op, og i fyndige Advarsler og
Paabud tale Præster og Menig-
heder til Rette. Johannes Cry-
sostomus, Amarosius, Hieronymus,
Augustinus, Pasilius den store, og
særlig den sidste, taler et af-
holdsagitatorisk Sprog, som pas-
sende kunde fremdrages noget
mere i vore Dage, og sikkert i
sin Tid har virket revsende,
og hæmmet Drukkenskabens
Fremgang indenfor Menighe-
derne.
Som Kristendommens For-
kynder til de nordiske Lande
nævnes Ansgar som et Eksempel
paa Munkedyd. Hans Drik var
kun Vand.
Reformationen som den første
Spire til den moderne Mfholds-
bevægelse.
Vi maa nu tage et stor
Spring frem i Tiden. Middelal-
derens Krige, Korstog og For-
faldsperioden indenfor den ro-
mersk-katolske Kirke havde haft
skæbnesvangre Indflydelser i de
forskellige Lande. Brændevinens
Opfindelse, ølbrygningens græn-
seløse Udbredelse, Vinavlens
enorme Omfang, havde frembragt
et Drikkeuvæsen af saa kolos-
sale Dimensioner, at f. Eks. den
langt fra afholdne Martin Luther
troede, at Verden skulde gaa
under.
Ved Reformationen blev Ka-
tolicismens religiøse og politiske
Magt for en lang Tid direkte
brudt, men foruden Luther og
Melanchlon var det i Schweiiz
særlig de »reformerte« Forkæm-
pere: Calvin Zwingli, som fik en
umaadelig religiøs og politisk
Indflydelse, hvilken i stort Om-
fang ogsau strakte sig til Frank-
rig. De Reformerte gik frem
med streng Kontrol over Bor-
gernes Livsførelse. Calvin dik-
terede streng Opsigt med hver
enkelts I.iv. Drukkenskab blev
forbudt under strenge Straffe.
Hvorvidt Calvin eller Zwingli
personlig har været Afholds-
mænd, er ukendt; men ud fra
dem prægedes de Religionssam-
fund, der opstod ved deres
Lære af en mere puritansk-
arketisk Aand end Lutherdom-
men.
Over Frankrig bredte den
reformerte Presbyterianisme sig
til de angelsaksiske Lande.
I Englands Historie finder vi
Lord-Protektoren, Puritaneren
Oliver Cromvell, som en Druk-
kenskabens Hader, der, ad Lov-
givningens Vej søgte at lægge
de størst mulige Hindringer i
Vejen for Drikkeondets Ud-
bredelse. I 2 Aar maatte der
ikke i hele England udstedes en
enste Bevilling paa Udskænk-
ning.
At Afholdsprincippet allerede
paa hans Tid praktiseredes i Eng-
land, fremgaar bl. a. af et Af-
holdsløfte, som man har fundet
opskrevet i en gammel Bibel,
der havde gaaet i Arv fra Fader
til Søn i over 200 Aar. Under-
skriveren var Robert Bolton.
Nu begynder Videnskaben og-
saa at lade sin advarende Røst
lyde mod de stærke Drikkes
skadelige Indflydelse. Englands
berømte Filosof John Locke ud-
giver et Sundhedsskrift, hvori
han drager stærkt til Felts mod
Vin etc. Dette var i Slutningen
af det syttende Aarhundrede.
Men nu opstaar John Wesley,
Metodismens Grundlægger, Al-
koholens mest svorne Fjende.
Denne mærkelige Mand, med
sit stærke puritanske Personlig-
heds Præg, forkynder for første
Gang i Europa en ren Af holds-
lære, en Fordring til de Præster,
der stod i Metodismens Tjeneste,
at være Afholdsmænd, og en
Maning til Menighedsmedlem-
merne om at være totalaf holdne,
hvilket han betragtede som den
sikre Grund for personlig Ædru-
elighed.
Wesley tør vel nok betegnes
som den tredie Afholdshero i
Afholdsbevægelsens Historie.
Gennem det af ham stiftede me-
todistiske Religionssamfund, der i
vore Dage særlig spiller en saa
stor Rolle i Amerika, er den
moderne Afholdsbevægelse saa
at sige bleven knæsat.