Atuagagdliutit - 09.08.1956, Blaðsíða 9

En hård tørn
AF LEIF UJARAK VAAG
Tungt går havet. Den kolde nord-
havsblæst flår skummet af rullende
bølgers savtakkede rygge. Syngende
suser den lien over Skaggabankens
sorte vandflade og jager himlens
lavthængende, regngrå skymasser
bort mod sydøst ind over Nord-
islands stejle bjerge, der sneglitrende
står som en smal, hvidgrå bræmme i
horisonten langt i syd. Luften er
klam af væde.
„Skarvan" af Trangisvåg ruller
hårdt i søen. Med sine kun 32 brutto-
registertons er den en lille båd, der
ikke — trods drivsejl — formår at
ligge blot nogenlunde støt på åbent
hav i kuling af nordvest. Tid efter
anden står en silkeglat sø ind over
skudens ræling og knuses til skum
uiod de fedtede dæksplanker; hårdt
slår fråden mod de åbne, råt sam-
mentømrede midtskibs indelukker,
hvori hundreder af døde torsk som
L“n slimet, syg, geléagtig masse skvul-
per slubrende frem og tilbage i takt
med fartøjets rullen og slingren.
Motorens astmatiske tomgangsbak-
ken, vindens enstonige hvislen, ha-
vets brusen og nu og da et fjernt
skarpt mågeskrig er den eneste lyd at
børe, for „Skarvans“ besætning selv
er ganske tavs; ikke eet ord undslip-
per de 7 ihærdigt arbejdende, oil-
skindssorte inænd, der langs den
styrbord ræling står som suget fast til
het blod- og sliinsmattede, gyngende
dæk.
Midt i denne dystre række af fiske-
re står Olaf. Bare 16 år er han —
yngstemand ombord — og dette er
hans første møde med livet, som det
leves en hård fangstdag over den
lunefulde Nordatlants vældige fiske-
banker. Hans ryg er krum af udmat-
telse; hans magre, kantede drenge-
ansigt er tomt og udtryktløst, hans
°jne er stift stirrende og glansløse af
træthed, munden står halvt åben og
hans åndedræt er hivende hårdt og
hæst.
Bag himlens tætLe skydække har
midnatssolen fuldendt sin bane hori-
sonten rundt, nu ligger den skjult i
sin skyseng lavt over havet ude i
Uord, og det er sen aften. I al denne
[id har han og hans kammerater stået
bojet over deres snører; time efter
time i ubrudt slid har de halet torsk
jod over lønningen. I morges lo de
ludbyrdes over det gode fiske, de en-
delig havde fået; ved middagstid var
de blevet fåmælte og nu, nu er de
kanske stumme, arbejder som robot’-
Cl’> tanketomme, sløvede, uden glæde
°Ver den ubrudte strøm af havets le-
'ende sølv, der vælter ind over dæk-
ket og forlængst har fyldt de midt-
ribs indelukker, så nye har måttet
tømres op på må og få, hvor dækket
levnede plads dertil.
Olafs arme går som plejlstænger,
'Uens det værker i hver og en af lians
Udpinte muskler. „Ha-le, ha-le“ —
Uvisker det i ham — „ha-le, lia-le“.
jr en stive snøre hober sig op i ringe
°i'an hans fødder, der smerter som
o'jeder han på åbne sår. „Åh Gud i
uiunmerige, hvor længe skal dette
j'og vare ved? Åh Gud, lad mig holde
Ud, lad mig være stærk som de andre,
j\t de ikke skal håne mig, sige, al jeg
‘<ke duer til at fiske. Åh Gud. Ha-le,
ha-le“.
o ®n,sv*r sø.brager ind over dækket
f.g slår benene bort under ham. Han
alder tungt uden at slippe sit kramp-
jkhge tag i den tunge snøre, ser i
det kammeraterne rave rundt for
ist i dc balancen og føler en slimet,
sigt ^ i°rsh glide bort under -sit an-
h'/r !'°r ganske anderledes nådeløs
såli lar. 'kke dagen i dag været i
^‘^."Ueuligning med de øvrige døgn,
ns irvan“ i denne omgang har ligget
1 ^avet nordenfor Island. Olaf smi-
a|.| Ujltert frem for sig, idet han atter
gc eJder sig op i stående stilling og
optager sit arbejde ved snøren.
Kun 8 dage er forløbet, siden de for
første gang lod snørerne gå i bund
under Langanes’ pansrede stennæve.
8 dage — ham forekommer det at
være lige så mange måneder. Fangst
fik de ikke dengang; fisk af betyd-
ning har de ikke fået før nu i dag.
Døgn efter døgn havde de ledt siden
hin første dag under Laganes — hav-
de standset motoren og hevet snører-
ne ud, pilket en time, måske to, så
atter trukket redskaberne ind, startet
motoren påny og søgt nye fangst-
pladser 20 måske kun 5 sømil længe-
re borte; og sådan var det blevet ved
dag og nat, alt mens „Skarvan“ løb
Slettan forbi, krydsede Hunafloas
brede Gab (det var brandstorm den
nat, den gjorde det) og var stået
Kapgrunden ud kun for atter et døgn
senere at forlade denne og standse
op på Skaggabanken, hvor heldet en-
delig havde tilsmilet dem.
Trælse, enerverende døgn havde
det været. Olaf havde lært sig —
ganske som de andre — at hale snø-
ren hurtigt ind og kvejle den op i
samme nu, skipperen gav ordre til at
starte motoren og flytte båden en
kende længere mod øst eller vest, syd
eller nord; havde lært sig til fulde
den kunst at søge køjen og omgående
falde i søvn, endnu før han havde
fået lagt sig helt ned uden at tage
sit silde- og torskestinkende olietøj
af end ikke støvlerne —- sove et
kvarters tid eller så til motorens slå-
en over i tomgang brat vækkede ham
til nye forsøg ved snoren. Han havde
troet, at sådan ville det blive ved: en
torsk her, en torsk der — i løbet af
en måned eller to havde de vel fået
lasten fuld — og havde han kun haft
et halvhånligt smil tilovers fra kam-
meraternes advarende ord om, at
endnu havde han ikke prøvet at fi-
ske, endnu havde han ikke vist, om
han duede her ude på havet.
2 blanke buge kredser hvidt i
vandskorpen. Olaf haler snørens tun-
ge blylod indenbords, læner sig ml
over rælingen, borer armene albue-
dybt i det iskolde hav og samler
tværbøjlens meterlange nylonfang i
begge hænder. Så stemmer lian knæ-
erne fast mod lønningen, retter sin
smertende ryg i et kast og slynger sin
fangst ind på dækket.
Hvor længe har han nu været på
dækket uden mad, uden hvile; 10 ti-
mer? 12 timer? Han aner det ikke,
tiden eksisterer ikke mere; lian har
kvalme af udmattelse, formår ikke
rigtig at samle tankerne mere, ved
blot, at han skal arbejde, arbejde, så-
længe der er fisk dernede i dybet,
eller til dækket ikke kan rumme me-
re. Og bort over havbunden dybt un-
der fartøjets køl, driver i dette nu en
hær af fisk — titusinder, hundredtu-
sinder af torsk, der gydende går side
om side så tæt, at det enkelte individ
næppe har plads til at røre gællerne.
Hele den lange dag har „Skarvan"
ligget gyngende over dybets ælte af
levende, hvidt kød, og endnu har
stimen ingen ende, stadig er der fisk
at hente op — bid at få — straks
snøren går i bund. Det er stortorsk,
der går dernede, arrede kæmper på
20—30 pund, svære at hale ind, for
vejen fra hund til overflade er lang
— hver mand har mere end halv-
fjerdsindstyve favne snøre ude — og
det holder hårdt at stå fast på det
ideligt rullende, slimglatte dæk.
Olaf får atter hugt med sin kvalme:
„Ikke gå i slå“ —- mumler han —
„ikke gå i stå, så stivner dine musk-
ler“. Hvide ildgnister danser ham for
øjnene, idet han bøjer sig over sit
bytte og vrider de svære kroge ud af
torskenes sitrende hagekød. Han har
blodsmag i munden. Åh — hvem der
turde gå under dæk og sove en drøm-
meløs søvn i køjens fløjlsbløde mør-
ke — sove — ‘sove. Men nej ■— han
ved, at sålænge der er fisk at få, skal
der arbejdes. Det gælder føden for
dem derhjemme; siden faderen sid-
ste vinter blev skyllet overbord fra
et kutterdæk af en brådsø oppe un-
der Grønland og druknede, har han
— Olaf — måttet sørge for at skaffe
mad og klæder til sin mor og lille-
søster. „Mor“ — hvisker lian — „lille
Edith" — nu leger søster lians med
lammene hjemme på den grønne Bø,
nu hinder hun smilende kranse af
grøfternes solgyldne soljer. En for-
ræderisk tåre glider ham ned over
den ene kind. Nej — han vil ikke
give op, må ikke, kan ikke.
Og han griber det lunge blylod,
bøjer ryggen tilbage og slynger det
af al kraft ud over havet. Et kort nu
følger han dets flugt for at sikre sig,
at de meterlange forfang, der står
som tynde streger, i luften, ikke kom-
mer i ulave inden vanden lukker sig
om dem. Så griber han den nærmest
liggende, nyligt fangede torsk på
dækket, borer sin ene hånds tommel-
og pegefinger ind i dens øjne, vender
den, så dens bug står stramt og
spændt, og jager med sin anden hånd
en dolk ind mellem dens gæller, skæ-
rer dens pulsåre over — blokker den
og slynger den over i det nærme-
ste indelukke. Sekunder senere føl-
ger den anden torsk efter — hurtigt
må det gå, for snoren skal standses
i samme nu, loddet går i bund, al
ikke krogene skal bide sig fast i tang
eller sten og gå tabt.
Et næppe mærkbart dunk — lod-
det er allerede nede. Hurtigt haler
han et par favne ind, gør nogle pil-
kende bevægelser og føler et svagt
ryk i snøren — og et til — der er
bid. Omgående gør han front mod
lønningen, bøjer ryggen, trækker ho-
vedet helt ned mellem skuldrene og
haler ind med lange, sejge tag. Byt-
tet dernede gør voldsom modstand,
Olaf må lægge alle kræfter i. Det er
ikke torsk, lian har på krogene den-
ne gang, han ved det, rykkene i dy-
bet' er langt voldsommere end de
plejer at være. Der er kun 20 favne
igen; da springer sved ham pludselig
ud af alle porer, og en dyb mathed
næsten lammer ham; anstrengelsen
har været for svær, han magter ikke
at hale mere ind.
„Skarvan" tager en svær overha-
Dng, lægger sig tungt over på siden,
så vandet fosser ind gennem spygat-
terne i lårtykke stråler. Olaf går halvt
i knæ under fartøjets krængning,
hænger som klinet op ad vantet ha-
dende sig fast i snøren med kramag-
tigt knyttede hænder. Gispende vin-
der han atter fodfæste, stønnede
spænder han påny sine muskler til
det yderste og langsomt — ulideligt
langsomt — anvendende hele sit
spinkle legemes tyngde mod modstan-
den i havet får lian tomme for tomme
halet snøren indenhord. 10 favne
endnu — da pisker to svære haler
vandet derude til skum, en åleslankt,
gulbrun krop skyder som et projektil
op over vandskorpen — og nok en.
Havet koger og syder, hvor de store
fiskekroppe gang på gang kaster sig
lodret op i fri luft og atter med smeld
og skumsprøjt synker tilbage i deres
våde element.
Olaf gisper det frem: „Langer, lan-
ger", han har ikke flere kræfter, men
som gennem en tåge ser han side-
manden skyndsomt surre sin snøre:
„Eskild — Eskild — hjælp mig!" En
barket jernhård næve slår klo i hans
snøre og haler til. Olaf hikker af op-
hidselse, glemt er trætheden, borte
er mismodet. „Slip snøren" — brøler
Eskild ham ind i øret — „slip for
satan. Loddet er inde nu, få fat i Tey-
marnar Bjarne — stå ikke der og glo,
tag krogen og nap den store djævel
der. Nej — ikke den, dit kvaj, den
sidder godt nok, den anden hal til,
hal siger jeg". Så er det forbi, og de
næsten 2 meter lange, åleglatte langer
vrider sig på dækket med blodskud-
te, hadefuldt stirrende øjne og gaben-
de kæfte, hvis kæber er tæt besat med
sylespidse tænder.
Der falder atter ro over skuden,
BRYGGERIET STJERNEN
pilsnere eksporlilut mamdssusilik
i
H. Guttermann & Søn
Østergade 12 København K.
Guld-, Sølv- og Bijouterivarer en gros
kultimit, sølvimit erdlingnartunitdlo sanåt
amerdlasorssuåkutåt
C O N T A X
+ ★ *
forener ali.e fotografiens
muligheder i eet kamera i
fra sportsoptagelser med
1/2500 SEK —
FARVEBILLEDER — NÆROPTA-
GELSER TELE- OG VIDVINKEL-
billeder
STEREO
til VIDENSKABELIG M1KRO-
FOTOGRAFERING SAMT
REPRODUKTION
* * *
udskiftelig optik
KOBLET målesøger
T'ILMTRANSPORT koblet
med lukkeroptræk
model ih a med indbygget
BELYSNINGSMÅLER
righoldigt tilbehør
fuldsynkroniseret
9