Tķmarit.is   | Tķmarit.is |
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						Den første barneforelskelse og halvtreds øre var lige ved at

gøre verdens største hemmelighed til en  uigennemførlig

drøm. Men til sidst lykkedes det, og det blev Maries bedste

juleaften.

En sød og menneskelig novelle om børn og forældre af

Georgjedde.

En lille skolepige med tynde

skanker i lange, grønne strøm-

per. Et lysfyldt grin hvor der al-

tid manglede et par tænder; for

hun var i den alder, da man kom-

mer styrtende hjem uden at luk-

ke entrédøren og giver mor eller

far en tand, den skal de gemme;

og den tand er altså én af dem,

der mangler i grinet.

Hun var desuden i rød frakke,

der aldrig blev knappet, den flak-

sede som glade vinger.

Hver gang hun havde en fem-

øre, købte hun sparemærker i

første dansktime hos frøken Ol-

sen, der snakkede mere med bør-

nene, end hun var lærerinde. Den

klasse var der ikke rigtig nogen

orden på, men aldrig havde en

af de små klasser fortalt deres

lærerinde så mange interessante

ting om livet.

Marie havde sat tre bøger fulde

af sparemærker i sparekassen.

Hun havde nemlig en stor hem-

melighed.

Den var så stor, at hun ikke

havde   røbet  den   til   en   eneste.

Det var den største hemmelighed

i  verden.

Hun skulle spare atten kroner

sammen.

Det var kommet til hende en

eftermiddag kort efter sommer-

ferien. Hun sad hjemme på sit

værelse og regnede i sit gule hef-

te. Klokken fire stak Kuk hovedet

ud ad sin dør og kukkede tre.

Kuk havde altid været en time

bagud, men når man vidste det,

gjorde det jo ikke noget. Hun

havde fået Kuk til sin fødselsdag

af sin far og mor.

Da Kuk den dag kukkede tre,

og klokken altså var fire, var det,

det kom til Marie.

En stor idé. Noget hun ville

gøre.

Ikke engang Kuk fik det at

vide.

Mærkeligt, men når man har

en stor hemmelighed og skal bru-

ge atten kroner til jul, sikke man-

ge femører man så pludselig red-

der sig på den ene eller anden

måde.

Så gik hun til bageren for mor

— Hvad i alverden er De utilfreds med, mand?

De er den eneste her i firmaet, der har 11 måneders ferie!

— sunauna nåmagigtaitdliutigaiuk? ivdlime sulivfingme må-

ne kiserdluinarpit Kåumatit arKanigdlit feriartarputit!

og fik ti øre. Så spurgte hun far

henne ved hans stol, mens hun

stod med den ene fod oven på

den anden og havde armen om

halsen på far, om hun ikke nok

gerne måtte få en femogtyveøre

til noget, og han læste videre og

stak hånden i lommen, og hun

fik, hvad der var af småpenge,

det blev endda otteogtyve øre, og

han læste hele tiden videre, og

hun futtede ind og lagde pengene

i penalhuset. Så var der hendes

lørdagskrone. Så kom onkel Niels

på besøg, han var god for halv-

treds øre.

Det gik hurtigt og støt med spa-

remærkerne, hun købte ikke slik

mere. Hver øre gik i pennalhuset,

og en dag fandt hun en tiøre på

vejen hjem, det var en lykkedag.

Kuk fik tiøren forevist, da han

kom ud, og hun var lige ved at

sige det til ham, men hun gjorde

det ikke, for så var det hele jo

bare ødelagt.

Da hun havde en bog fyldt og

tre rækker og ét mærke på fjerde

i bog nummer to, havde en krise

nær væltet det hele.

Henne på skrammellegepladsen

traf hun en, der hed Kræssjan

Studenter, og ham elskede hun,

da der var gået en halv time,

hvor hun havde fået lov til at

skubbe ham af sted i hans sæbe-

kassevogn. Det fik hun lov til

hele eftermiddagen, så hun kom

for sent hjem og havde tabt bæl-

tet til den røde frakke, men mor

sagde ikke så meget. Mor klap-

pede hende på kinden, da der

var gået lidt, for hun havde røde

kinder og spiste fire hakkebøffer,

så far og mor lo, for det var dog

kolossalt, sagde de.

Fordi hun elskede Kræssjan

Studenter og skubbede ham hver

dag, gav hun ham næsten alle

femørerne, og nogen gange delte

han et af studenterbrødene med

hende, hun fik en bid, ind til hans

tommelfingernegl. Det var, når

han først selv havde ædt to brød.

Så delte han det tredie, ind til

neglen.

Dette kunne endda gå an, for

når bare femører gives ud, så

man er glad ved at give dem ud,

er de da godt givet ud, og hun

elskede Kræssjan og kom beskidt

hjem og åd kolossalt og blev af

med sin snue.

Men der var det med Kuk. Hver

gang han kukkede, kom hemme-

ligheden frem, og den ville altså

ikke gå i vasken. Hun holdt op

med at læse lektier på sit værelse,

hun tog skolesagerne med ud i

køkkenet på spisebordet.

Det er ikke godt at vide, hvad

enden var blevet. Den var jo nok

blevet Kræssjan, for ham kunne

man nu alligevel røre ved, og han

kunne se på hende og sige: „Så

kører   vi,   Marie!"

Men en dag var Kræssjan der

ikke mere. Han kom aldrig igen.

Hun ventede og ventede og ven-

tede. Til slut traskede hun hjem

i mørkningen, lille og stille i ga-

derne, næsten usynlig.

Nu var det godt, at Kuk var der,

og hemmeligheden. De gav hur-

tigt Marie noget andet at tænke

på. Hun fik travlt med at ind-

hente sin kærligheds bortgivne

femører, og de var mange. En

dag var der sat frie fulde bøger

i sparekassen, og hun sagde til

manden, at hun gerne ville hæve

atten kroner.

Manden sagde, at så skulle hen-

des mor eller far skrive under,

for hun var ikke gammel nok til

at hæve selv.

Det havde hun slet ikke tænkt

på.

Om aftenen gik hun til sin far.

„Far, jeg kan ikke sige det",

sagde hun. „Det er en hemmelig-

hed. En stor en. Det er verdens

største hemmelighed, far, og så-

4*%+:

dan en må man ikke fortælle, vel

far?"

Hun stak fingrene i munden og

så op på ham.

Han hævede brynene, som når

han skulle være morsom. „En ju-

lehemmelighed?" sagde han og

var rar.

Hun nikkede energisk uden at

tage fingrene ud,

Næste dag hævede hun de atten

kroner og gik hen til forretnin-

gen.

„Den dér!" pegede hun.

Den dér blev taget ned og pak-

ket ind. Hun havde været henne

at se på den næsten hver dag.

Hun lagde de atten kroner på

disken.

„Lille ven, den koster atten en

halv," sagde damen.

Marie havde ikke lagt mærke

til, at der stod 18,50 på prisskiltet,

de halvtreds stod med småt.

Hun   rødmede.

„Gør den det?"

„Jah — det gø den jo. Du kan

se, det står her. Du har måske

ikke halvtreds øre til?"

„Næh." Den lille pige var lige

ved  at græde.

„Det var dog en skam. Hvad

gør vi nu  ved det?"

Marie var så flov og ulykkelig,

at hun pludselig drejede omkring

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36