Tķmarit.is
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						i\
2er
~^å                       ^      ^W                                   ganske særlig
hønen
/ den slidende blæst hvirvlede sneen over det lille, besl
hus, hvor familien alt for længe var blevet hjemsøgt af mod-
gang og sygdom. Men en lille, tarvelig fugl i almuedragt gav
menneskene i huset livsmodet og modstandskraften tilbage.
For i sit indre havde fuglen håbets lysende farver.
I denne smukke novelle kommer Martin A. Hansens (1909-
55) helt specielle evner som historiefortæller og miljøbe skriv er
årligt til udtryk.
Af MARTIN A. HANSEN
111.: SVEN HAVSTEEN-MIKKELSEN
De hørte den hjemløse Landstry-
ger udenfor, Blæsten. Han var
træt, lod det til. Nu og da lagde
han sig ned paa Marken for at
hvile, men saa maatte han op
igen.
Og en Gang imellem rejste
Sneen sig op ved Vinduet, hvirv-
lede, polkerede og var borte igen.
Den kikker ind, tænkte de, den
morer sig over os, skønt her ikke
er noget at more sig over.
Det blæste, og Aftenen gik.
Blæsten tog nok til, men trægt.
Den slæbte sig gennem Havens
Træer. En slidende Vind. Den
mindede om en, som nøler med
at sige Sandheden, men skal sige
den. Det var nok, hvad de voksne
i Stuen hørte i den slidende
Blæst.
Aftenen gik, og der kom hele
Tiden Sne ned. Først var det,
store, brede Fnug, som fra Mør-
ket kom sejlende ind mod Ruden
og blev lysende, store Anemoner.
Siden blev Fnuggene mindre og
tættere, og længe, meget længe
kom de paa skraa. Lidt efter lidt
satte de Farten op og kom mere
paa langs, fygende. Naar da ikke
Sneen gjorde Holdt, vendte sig i
sin lange, hvide Kappe og kikke-
de ind.
— Se dog Sneen! sagde den
mindste Pige. Søsteren tyssede
paa hende. Børnene glædede sig
ellers over Snevejr, men det kun-
de de ikke nu, syntes de. Og
hele Aftenen blev der ikke sagt
stort andet end det, den lille
sagde om Sneen. Det var under
Krigen, den første store Krig,
paa et afsides Sted, i et beske-
dent Hus, hvor der var noget i
Vejen.
Faderen sad og læste Avis. Han
læste stadig paa det samme
Stykke. Han kom midt i det, saa
begyndte han forfra igen. Mode-
ren stoppede Strømper. Det gik
rask, Naalen ind, Naalen ud, ind
og ud, ind og ud, Traaden over,
næste Hul, alt for rask. Børnene
sad tæt sammen ved et Hjørne
af Bordet og saa i gamle Uge-
blade. De var meget stille og
enige.
I et skikkeligere Lys havde
Stuen set hyggelig ud, omhæget
og med pæne Smaating, Lyse-
duge, Billeder, Nips. Men ned fra
Loftet hang der en underlig, liv-
løs Tingest, som ogsaa gjorde de
andre Ting livløse. Det hjalp
ikke, Petroleumslampen var pud-
set og skinnede i Messingen. Den
var uden Olie. Den ikke bare
hang, den var hængt.
Lyset kom fra Karbidlygten
oppe paa Væggen. Faderen havde
prøvet at afskærme den, men
det var alligevel et raat Lys, den
gav. Den var skæv og blaa i sin
stikkende Flamme, og den hvæ-
ste, saa længe den havde Kræf-
ter nok. Saa begyndte den at blin-
ke og vippe med Flammen som
14
Skaden med sin Hale. Menneske-
lig blev den først, lige inden den
døde.
Lygten stod og pegede paa
Møblernes slidte Steder og Ta-
petets Pletter. Den viste alle Fejl
frem. Gjorde de smalle Ansig-
ters Skrift nem at læse. Det
haarde Lys gjorde alting ringe,
ogsaa Sjælene, som savnede Olie
til deres Lamper.
Det skete, at Landstrygeren
derude jog en lang Arm ned i
Skorstenen, saa Kakkelovnen lod
Røg gaa fra sig. Det stirrede Bør-
nene paa med aabne, slapt smi-
lende Munde, det var da endelig
noget interessant.
Men Gløder var der da i Ov-
nen, helt uden Varme var Stuen
ikke. Og var en fremmed kom-
met ind, havde han maaske ikke
lagt Mærke til noget. Saa vilde
Forældrene   gøre   deres   bedste.
Det var deres Stolthed at skjule
alt til det sidste.
Nu og da kom der jo bekendte
paa Besøg. De havde vel deres
Anelser, og nogle af dem havde
lige saa skarpt et Blik som Kar-
bidlygten. De saa i al Hemmelig-
hed Børnenes Øren efter. Jo,
Ørerne var rene, Tøjet bødet. De
kikkede i Smug under Familiens
Træsko. Jo, de var velholdte og
nyskoede. Det saa nok ikke aller-
værst ud for Familien. Det var
i hvert Fald en meget pæn Fat-
tigdom. Og det røber sig altid i
Slusk, naar man rigtig synker.
Først gik det helt godt for Fa-
milien. Men saa var Faderen
længe indkaldt som Soldat. Bag-
efter daarligt Arbejde, lav Dag-
løn, høje Priser, ned ad Bakke.
Saa kom der Sygdomme. Det ved
man præcist. Nu er det min Tur,
siger    Sygdommen    altid,    naar
Modgangen har brudt Hul. Og nu
stoppede Frost og Sne Faderens
Spade, som de levede ved. Det
kunde ikke skjules længer. Man
kan ikke blive ved at hænge i
een Finger. De havde skjult det
i Pænhed saa længe, at Musene
nu sagde op og ikke vilde kom-
me i det Spisekammer længer.
Faderen læste Avis, det samme
Stykke om og om igen. Mode-
rens Naal for saa rask, ud og
ind, ud og ind.
Næste Strømpe, Garn i Naalen,
ind og ud, ind og ud. Det gaar
ikke mer. Kun lidt Byggrød. Dag
efter Dag. Smaa Tallerkener,
mindre og mindre. Frost og Sne.
Ikke   skule  mer.
Hvad saa? Der mangler vel
ikke Udveje for den Familie. De
kan jo bede nogen om lidt Hjælp.
Paa Væggen hænger der Bille-
der af Mennesker, som ser flinke
ud. Kom dog endelig, siger Bil-
lederne. Og gør man nødig det,
saa kan man jo sælge Billederne,
de vil hygge paa enhver Væg,
saa de er meget værd. Og der er
Hængelampen, den er jo unyttig
og hænger bare og ser uhyggelig
ud. Men Moderen holder den saa
blank og skinnende, at den maa
være en Masse Penge værd for
den, som har Olie. Og der er den
gamle Konkylie paa Kommoden.
Den er kostbar, for den er mær-
kelig at høre i, og hver Gang
Fader tager den i sin Haand,
giver han sig ti lat fortælle, hvad
han har læst om fremmede Lan-
de, som kommer det lige ud af
Konkylien. Ja, Familien kan sag-
tens klare sig en Tid ved at sælge
af Tingene, for alle i Stuen ved,
at de Ting er meget værd.
Faderen   læste   Avis.   Moderen
stoppede Hoser, Børnene bladede

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36