Tķmarit.is   | Tķmarit.is |
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						i\

2er

~^å                       ^      ^W                                   ganske særlig

hønen

/ den slidende blæst hvirvlede sneen over det lille, besl

hus, hvor familien alt for længe var blevet hjemsøgt af mod-

gang og sygdom. Men en lille, tarvelig fugl i almuedragt gav

menneskene i huset livsmodet og modstandskraften tilbage.

For i sit indre havde fuglen håbets lysende farver.

I denne smukke novelle kommer Martin A. Hansens (1909-

55) helt specielle evner som historiefortæller og miljøbe skriv er

årligt til udtryk.

Af MARTIN A. HANSEN

111.: SVEN HAVSTEEN-MIKKELSEN

De hørte den hjemløse Landstry-

ger udenfor, Blæsten. Han var

træt, lod det til. Nu og da lagde

han sig ned paa Marken for at

hvile, men saa maatte han op

igen.

Og en Gang imellem rejste

Sneen sig op ved Vinduet, hvirv-

lede, polkerede og var borte igen.

Den kikker ind, tænkte de, den

morer sig over os, skønt her ikke

er noget at more sig over.

Det blæste, og Aftenen gik.

Blæsten tog nok til, men trægt.

Den slæbte sig gennem Havens

Træer. En slidende Vind. Den

mindede om en, som nøler med

at sige Sandheden, men skal sige

den. Det var nok, hvad de voksne

i Stuen hørte i den slidende

Blæst.

Aftenen gik, og der kom hele

Tiden Sne ned. Først var det,

store, brede Fnug, som fra Mør-

ket kom sejlende ind mod Ruden

og blev lysende, store Anemoner.

Siden blev Fnuggene mindre og

tættere, og længe, meget længe

kom de paa skraa. Lidt efter lidt

satte de Farten op og kom mere

paa langs, fygende. Naar da ikke

Sneen gjorde Holdt, vendte sig i

sin lange, hvide Kappe og kikke-

de ind.

— Se dog Sneen! sagde den

mindste Pige. Søsteren tyssede

paa hende. Børnene glædede sig

ellers over Snevejr, men det kun-

de de ikke nu, syntes de. Og

hele Aftenen blev der ikke sagt

stort andet end det, den lille

sagde om Sneen. Det var under

Krigen, den første store Krig,

paa et afsides Sted, i et beske-

dent Hus, hvor der var noget i

Vejen.

Faderen sad og læste Avis. Han

læste stadig paa det samme

Stykke. Han kom midt i det, saa

begyndte han forfra igen. Mode-

ren stoppede Strømper. Det gik

rask, Naalen ind, Naalen ud, ind

og ud, ind og ud, Traaden over,

næste Hul, alt for rask. Børnene

sad tæt sammen ved et Hjørne

af Bordet og saa i gamle Uge-

blade. De var meget stille og

enige.

I et skikkeligere Lys havde

Stuen set hyggelig ud, omhæget

og med pæne Smaating, Lyse-

duge, Billeder, Nips. Men ned fra

Loftet hang der en underlig, liv-

løs Tingest, som ogsaa gjorde de

andre Ting livløse. Det hjalp

ikke, Petroleumslampen var pud-

set og skinnede i Messingen. Den

var uden Olie. Den ikke bare

hang, den var hængt.

Lyset kom fra Karbidlygten

oppe paa Væggen. Faderen havde

prøvet at afskærme den, men

det var alligevel et raat Lys, den

gav. Den var skæv og blaa i sin

stikkende Flamme, og den hvæ-

ste, saa længe den havde Kræf-

ter nok. Saa begyndte den at blin-

ke og vippe med Flammen som

14

Skaden med sin Hale. Menneske-

lig blev den først, lige inden den

døde.

Lygten stod og pegede paa

Møblernes slidte Steder og Ta-

petets Pletter. Den viste alle Fejl

frem. Gjorde de smalle Ansig-

ters Skrift nem at læse. Det

haarde Lys gjorde alting ringe,

ogsaa Sjælene, som savnede Olie

til deres Lamper.

Det skete, at Landstrygeren

derude jog en lang Arm ned i

Skorstenen, saa Kakkelovnen lod

Røg gaa fra sig. Det stirrede Bør-

nene paa med aabne, slapt smi-

lende Munde, det var da endelig

noget interessant.

Men Gløder var der da i Ov-

nen, helt uden Varme var Stuen

ikke. Og var en fremmed kom-

met ind, havde han maaske ikke

lagt Mærke til noget. Saa vilde

Forældrene   gøre   deres   bedste.

Det var deres Stolthed at skjule

alt til det sidste.

Nu og da kom der jo bekendte

paa Besøg. De havde vel deres

Anelser, og nogle af dem havde

lige saa skarpt et Blik som Kar-

bidlygten. De saa i al Hemmelig-

hed Børnenes Øren efter. Jo,

Ørerne var rene, Tøjet bødet. De

kikkede i Smug under Familiens

Træsko. Jo, de var velholdte og

nyskoede. Det saa nok ikke aller-

værst ud for Familien. Det var

i hvert Fald en meget pæn Fat-

tigdom. Og det røber sig altid i

Slusk, naar man rigtig synker.

Først gik det helt godt for Fa-

milien. Men saa var Faderen

længe indkaldt som Soldat. Bag-

efter daarligt Arbejde, lav Dag-

løn, høje Priser, ned ad Bakke.

Saa kom der Sygdomme. Det ved

man præcist. Nu er det min Tur,

siger    Sygdommen    altid,    naar

Modgangen har brudt Hul. Og nu

stoppede Frost og Sne Faderens

Spade, som de levede ved. Det

kunde ikke skjules længer. Man

kan ikke blive ved at hænge i

een Finger. De havde skjult det

i Pænhed saa længe, at Musene

nu sagde op og ikke vilde kom-

me i det Spisekammer længer.

Faderen læste Avis, det samme

Stykke om og om igen. Mode-

rens Naal for saa rask, ud og

ind, ud og ind.

Næste Strømpe, Garn i Naalen,

ind og ud, ind og ud. Det gaar

ikke mer. Kun lidt Byggrød. Dag

efter Dag. Smaa Tallerkener,

mindre og mindre. Frost og Sne.

Ikke   skule  mer.

Hvad saa? Der mangler vel

ikke Udveje for den Familie. De

kan jo bede nogen om lidt Hjælp.

Paa Væggen hænger der Bille-

der af Mennesker, som ser flinke

ud. Kom dog endelig, siger Bil-

lederne. Og gør man nødig det,

saa kan man jo sælge Billederne,

de vil hygge paa enhver Væg,

saa de er meget værd. Og der er

Hængelampen, den er jo unyttig

og hænger bare og ser uhyggelig

ud. Men Moderen holder den saa

blank og skinnende, at den maa

være en Masse Penge værd for

den, som har Olie. Og der er den

gamle Konkylie paa Kommoden.

Den er kostbar, for den er mær-

kelig at høre i, og hver Gang

Fader tager den i sin Haand,

giver han sig ti lat fortælle, hvad

han har læst om fremmede Lan-

de, som kommer det lige ud af

Konkylien. Ja, Familien kan sag-

tens klare sig en Tid ved at sælge

af Tingene, for alle i Stuen ved,

at de Ting er meget værd.

Faderen   læste   Avis.   Moderen

stoppede Hoser, Børnene bladede

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36