Tķmarit.is   | Tķmarit.is |
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						

stille i gamle Ugeblade, som var

bløde og møre i Papiret af at

blive bladet, og ingen mærkede

noget, og Aftenen gik mod Senge-

tid.

Men Blæsten var øget. Den hav-

de faaet Magt, var ikke længer

en Landstryger, men en Hærfø-

rer, som rejste med stort Følge.

Der var store, brusende Minut-

ter, naar et flyvende Hærtog pas-

serede, og Halerne paa Snefogets

Heste piskede Ruderne, og under-

lige døde Øjeblikke, da der var

stille om Huset, og man hørte

Blæsten ride gennem Kirkegaar-

dens store Træer.

I saadan et tyst Øjeblik hørte

de et dumpt Slag paa Yderdøren.

Mellem Stue og Yderdør laa der

baade Køkken og Gang. Men de

hørte det. Det ene Slag.

De saa paa Moderen, og hun

saa paa dem. Hendes øjne var

store, og det blev deres ogsaa,

mørke, fulde af Frygt. Og de

vendte alle, Mor og Børn, deres

Stirren mod Faderen. Han saa

stadig i Avisen, men hans Blik

flyttede sig ikke, han læste ikke.

Han vendte sig ikke imod dem,

og de vidste ikke, hvad der var

i hans Tanker. Han var en Mand,

anderledes i Sindet end de, og i

Frygtens Øjeblik vidste de intet

om ham, naar han ikke vendte

sig og saa paa dem. Men Mor

og Børn var forenet. Naar noget

ukendt nærmede sig, da var der

Frygt i dem. De huskede for me-

get. Det var en Nat, de laa og

sov. Da bankede det. En Mand

stod uden for Vinduet. Du skal

af Sted i Nat, du er indkaldt.

Der var Krig endnu.

Faderen løftede Hovedet og saa

op paa Uret, som hang der paa

Væggen og sagde: Bi og ti, bi og

ti.

Der var et mærkeligt Skær i

hans Blik, maaske det lønlige

Svar fra Mandssindet, nar det

vilde og ukendte kalder. Ja, jeg

kommer.

—   Hvad var det? lød Mode-

rens Hvisken.

Han vendte sig og mødte de

mange Øjne, og der kom Styrke

i hans.

Mens hans Skridt fjernede sig

ud gennem Køkken og Gang, sad

de lyttende, saa stille og urørlige,

som havde han taget deres Livs-

aande med sig.

De hørte ham aabne den frost-

bundne Dør. Blæsten for i. Da

det atter tystnede, hørte de ham

spørge: — Er her nogen?

De syntes, det varede længe.

Men skønt de havde hørt hvert

af hans Skridt, kom de til at

ryste, da han stod i Døren, al-

vorlig, undrende. Han bar noget

i Hænderne. En af Smaapigerne

skreg lidt ved Synet af det, og

det isnede dem ned ad Ryggen,

saa hæsligt og forfærdeligt syntes

de, det var.

—  Hvad er det dog? hviskede

Moderen.

—   Det er en Agerhøne, sva-

rede Faderen.

Da skete der noget i deres Øjne.

Da saa de, det var en lille Ager-

høne.

Faderen holdt en lille, buttet

Fugl i Hænderne, og dens Ho-

ved hvilede stille mod hans ene

Tommelfinger.

—   Den laa paa Trappestenen,

sagde han.

—   Jamen, hvem..., begyndte

Moderen.

—  Der var ingen Spor i Sneen,

svarede Faderen, den er fløjet

imod.

Moderen tog Fuglen, hun kys-

sede den paa Vingen.

—  Den er helt varm, kom og

mærk! sagde hun. Og Børnene

kom derhen og følte paa Fug-

len. Jo, den var varm under Fje-

rene. Det var ikke til at forstaa,

at en død Fugl kunde være saa

brændende varm under sine slap-

pe Vinger.

—   Underligt..., sagde Fade-

ren nærmest for sig selv, den er

nok blevet blindet af Sneen. Men

at den lige skulle ramme Døren,

saa man hørte det...

—  Jeg tror godt, man kan for-

klare det, sagde Moderen, og

mens Smaapigerne nænsomt rørte

ved Agerhønen, listede Broderen

sig tøvende hen til Vinduet. Han

pressede Ansigtet mod den sorte,

kolde Rude og saa ud. Han vid-

ste, hvad han vilde faa at se.

Saa blev alt tydeligere, og han

saa en mørk Skikkelse, større end

Mænd, gaa bort mellem Træerne.

Agerhønen var jo faldet i

Sneen, og herinde i Varmen blev

de stjernede Snefnug til lysende

Draaber paa de krumme Fjer.

Nogle siger, at Agerhønen er tar-

velig klædt, og den er da hel-

ler ingen Plakat. Men den bærer

fornemt sin Almuedragt, som den

har faaet Farver til fra det bru-

ne Løv, den modne Hvede, en

Knivspids fra Valmuen, et Par

Draaber fra Nattens Mørke. Den

er Markens Hemmelighed, og

hvem der kender den, maa give

den et Navn til, men det maa

holdes hemmeligt.

Smukke, smaa Fødder havde

den, fine og haarde. Alt paa Fug-

len var blødt rundet, Hovedet

med halvlukkede Øjne, Næbbet,

hvorfra der kom lidt rødt.

Faderen satte sig igen med Avi-

sen, men straks efter kom han

alligevel ud i Køkkenet til de an-

dre. Næsten hele Familien fælde-

de Taarer over det, men død var

Agerhønen jo, og plukkes skul-

de den, det var jo Meningen med

den. Den var ingenting at se til,

da Fjerene kom af, sørgelig lille.

Smaa krøllede Tarme, Lever,

Kraas, et ufatteligt lille, fast

Hjerte kom frem og det var i sit

Indre, Fuglen havde de lysende

Farver.

Faderen gik ud i Vejret, han

kom hvid og tilsneet ind igen med

en Haandfuld frisk Persille. Fedt

kom paa Panden, det sidste maa-

ske, men nu tog Moderen resolut

til de yderste Reserver, Kartof-

lerne kom i en Kasserolle og paa

Ilden, og Bunden blev ikke skra-

bet i Selvopgivelse, for hun be-

redte et Haabets Festmåltid. Og

skønt det var langt over Senge-

tid, blev der bredt Dug paa Bor-

det, hvid og skøn, selv i Karbid-

lygtens Lys. Men saa blev Lygten

baaret udenfor, hvor den kunde

hvæse af, og et dyrt Tællelys

blev tændt paa Bordet.

Ude i Mørket bruste Blæsten.

De vaskede sig, redte Haaret,

pyntede sig. Saa satte de sig ved

Højtidsbordet. Agerhønen blev

delt, og der blev kun lidt til hver,

men det er Sandhed, at den lille

Fugl mættede dem alle.

jutdlisiorneK puigunaitsoK

„Påvia makiniarit! nalunaerKutap

akunere mardluk Kångiugpata

autdlåsautit, umiarssuaK takåna

Kangale tikerérpoK."

„Kavsingorpa?" Påvia uernar-

paseKalune aperivoK.

„arfiningulerpoK," Påviap åkå-

va akivoK, „umiarssuaroK arfineK

pingasunut avangnamukardlune

autdlåsaoK. Kå makiniarit."

Påvia 14-inik ukioKartoK åkå-

kumine najugaKarpoK. — tåssa-

me iliniartugame — uingiarssua-

tåjutigalune atissalersorpoK. a-

ngajorKåminume jutdlisioriartor-

dlune uvdlumikut autdlåsagame.

anånap, atåtap Katångutitdlo ta-

kunigssait Kilanårenai, sujornali-

me takugamigit aitsåt takonusa-

gamigit.

umiarssuaK uvdlOK atauseK i-

ngerdlagame apiipoK. talikamik

Påvia ilisarissagssarsiordlune Ki-

nilerpoK. ilaKUtaminik takussaKå-

ngilertordlune årime Katångutine

takulerpai. kisiåne angune arni-

lunit takungilai. niugame inger-

dlåinardlune Katångutine ornig-

pai. „pisåtåka tigulåriardlugit ku-

mukåsaugut," Påvia taima OKar-

dlunilo tunungmut sågpoK pisåta-

nilo tiguvdlugit.

Kiimut ingerdlatitdlutik Påvia

encarsauteKaKaoK. „soK-una atåta

anånalunit niuvfiungitsut?" tai-

ma erKarsarpoK, kisiåne Katångu-

tine aperingilai.

igdlumingnut apukamik Påvia

agsut ajuatdlagpoK. uvdlut sisa-

mat Kångiugpata jutdlisaoK. ig-

dluat tujorminangårame Kianar-

dlunilo najugagssåungingajagpoK.

åmame Katångutai asingaKaut

kågpaseKalutigdlo, ilame suna ta-

marme   sordlo   avdlatut   ilisima-

SSOK.

isersimatsialersutdlo årime ma-

to silardleK magperpatdlagpoK. a-

ngutå iserpOK — ama nuånangi-

paseKalune. „Påvia, pivfigssaerut-

dlunga niuvfiiinginavkit utorKat-

serpunga." pilerpoK nangigdluni-

lo: „aitsåt nåparsimavingmit ate-

rama. ajuatdlatdlariaunak! anå-

nat ivsaK nåparsimavingmut u-

nigkame. ivsaK sulititdlune iluait-

dlersimagame, suna ajoKutigigå

nakorsap naluvå. kisiåne isuma-

KarpoK niarKumigut ånersima-

ssok. jutdlimut angerdlarnigsså

ilimagingilå — tåssame peruloKi-

game. aKago imaKa pulaorumår-

pat. månåkut nakorsap pulaorto-

KarKunginamiuk, kisiåne ajiingi-

nerarpå." angutå taima OKardlu-

nilo anivoK suliartordlune.

Påvia angume OKalungnerane

lusarnårdluarsimaKissoK sinigtar-

fingmut iserpoK. sinigfingmut nåt-

X

SYANKIE BAR

Toms Yankie Bar

giver energi og godt humør

nakussagsaut  ximagsautdlo

dlugdlune manigtulerpoK. erKar-

sautine ingerdlaorteKai. „sok atå-

tap Kangale nalunaerfigingilånga

anåna nåparsimavingmut unig-

tOK? anåna ilaginago måne jutdle

nuånipatdlåsaKaoK. kiname jut-

dlimut kågiliiisava? kiap igdlup

ilua assåsavå? jutdlip nuånersu-

nigsså kiap isumagisavå?" encar-

sautit tamåko Karasarmiorititdlu-

git Påvia sinilersimavoK.

Påviap arne pulaoramiuk ag-

sut avdlagå. arnå asingarsimavoK

sanigorsimavdlunilo agsutdlo tåu-

tulugdlune. arnå OKalulerpoK:

„uvdlåK nakorsap misigssorami-

nga ajunginerarpånga, kisiåne

jutdlimut angerdlarnigssara ilima-

gingilå. taimåitumik ivdlit jutdli-

mut pisiagssat isumagilårniarigit.

ajornaKacrme, Katångutinguatit

jutdlisungnitsunguamik naissaKa-

lårniåsåput. åma atissagssångue

igdluvnut imissutigilåsavatit."

„kisiånime ivdlit jutdlimut ila-

gisångikuvtigit susa ukioK måna

jutdlisiungikaluaruvta åssiginar-

på." Påvia ajussårpaseKalune o-

KarpoK.

„Påvia, Katångutinguatit er-

Karsautigilårniåkit! use åma na-

korsaK OKarpoK jutdle aKagug-

pat KanoK inersunga takoriardlu-

go imaKa uvdlune mardlugsung-

nilunit angerdlarsimalårsinåusau-

nga." arnå tugpatdlersainiardlu-

nilusoK CKarpoK.

jutdle aKagutoK uvdlåkut a-

ngutåt iserpoK. „ivkorsé, anånap

atissagssainik nåparsimavingmut

åtsigatdlaritse." nuånårpaseKalu-

ne suaorpoK. kinauna kingugdliu-

niåsava? Påvia Kangale makerér-

poK, anånavdlo atissai tigoriardlu-

git nåparsimavingmut arpåinaK.

Påviap pisiagssat isumageréra-

migit arne igdlup iluane ikiorpå.

Katångutai ikiusinaussut tamar-

mik ikiuput, suna tamåt jutdli-

siornigssamingnut isumangnae-

rérniaramiko.

linukut Påviap orpik pisatser-

sorpå. Katångutai aKagugssamut

Kilanårnermit Kangale inarérsi-

måput. anånap kågiliainik orpiuv-

dlo tipånik Kangame igdlup ilua

najoruminånguarsse! igdlup ilua

pisatsersordlugo jutdlerpalårtu-

ngorteréramiuk Påvia encigsivig-

dlune inarpOK.

aKaguane Katångutiminit iterti-

neKarpoK. „tunissutisiagssatit pu-

iarniåkit!" Katångutåta OKarfigå.

Påvia makeriardlune tunissutisi-

agssaminik puiailerpoK. isumaKar-

simagaluarpoK tunissutigssanik

pisissoKarsimångitsoK, sunauvfa

angutåta tamåko isumagerérsi-

magai.

Påviap jutdle KångiutilersoK

encarsautigå. tikencårame isuma-

KarsimagaluarpoK ukioK måna

angerdlarsimavfingmingne jutdli-

mik takungitsusavdlune. kisiåne

anåname neriumik tuningmane

jutdlisiorpoK KaKugumut puigu-

gagssaringikatdlagkaminik.

Andreas Olsen,

„Nørregård" 6851 Janderup.

Urre paration er

Urreparationer godt og hur-

tigt, alt returneres pr. luft-

post.

URMAGER   SVEND   BILLE

Købmagergade 23 . København K.

Postnr.   1150   .   Telefon   (01) 11 45 53

NerissagssiordluarneK

Otto Mønstedip makarinånik

autdlarKauteKartarpoK

Otto Mønstedip måkarinå mamåssutsip,

tipigissutsip sujatsissausinauneruvdlo

tungaisigut angumassagssåungilaK.

atortugssat pineKarsinaussut pitsaunerpåt

atortoralugit sanåjuvoK - taimåitumik

angussaK pitsaunerussarportaoK - tamatigut.

Sikker madlavning

begynder med

Otto Mønsted margarine

Otto Mønsted margarine står i særklasse

hvad angår smag, aroma og stegeegenskaber.

Den bliver kærnet af de bedste råvarer,

der findes - derfor bliver resultatet også

bedre - hver gang.

Mmmmønsted

15

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36