Tķmarit.is   | Tķmarit.is |
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						julesymboler

fra nær og fjern før og nu

Folketroen og de officielle religioner har sam-

men med lokale forhold i og omkring familien

gennem årenes løb givet hvert enkelt menneske

en bestemt opfattelse af julens traditioner —

og ændret den.

Juletræet, engle, nisser, lys og

mad er vist vore mest alminde-

lige julesymboler. For mange er

tillige juleevangeliet og festen i

kirken det årligt tilbagevendende

tegn på glædens fest.

om den begyndte med Jesu fød-

sel.

Fra tilfældige notater, artikler

og bøger af mange slags er de

følgende oplysninger hentet. De er

måske ikke alle videnskabeligt

korrekte, men de er i hvert fald

ikke kedelige.

Synes De, at juleudsmykningen

og reklamevinduerne er værre i

år end tidligere, bør De vide, at

de første forsøg på at gøre julen

til en religiøs fest måske alle-

rede blev gjort i det 2. århundre-

de — og i hvert fald i det 4.

Paven advarede da stærkt mod

at blande det himmelske og det

jordiske. Hermed ville han for-

byde en slags  karnevalsudklæd-

Her vil vi underforstå, at de

mest almindeligt kendte ting om

julen og dens oprindelse står no-

genlunde klart for læseren. Altså

vil vi ikke vurdere, om julens

oprindelse er hedensk, om den be-

gyndte, da de tre konger fra

Østen drog mod Bethlehem, eller

ning under festerne til Jesu ære.

Og ved forskellige lejligheder har

århundrederne hørt den tale i

forskellige udformninger.

Den danske folkemindesamler

H. F. Feiberg anser julen for op-

rindelig at have været en sjæle-

nes fest, altså en fest for de af-

døde, og han giver mange eks-

empler fra litteraturen på, at

mennesker har truffet deres nær-

meste afdøde på julenatten.

Hans svenske kollega Hilding

Celander sammenligner julen med

faraonernes skatkammer, hvad de

kulturhistoriske skatte angår. Han

udelukker ikke, at alle de for-

søg, der i tidens løb er gjort på

at fortolke oprindelsen af ordet

„jul", kan være delvis korrekte.

Endnu har ingen i hvert fald kun-

net fastslå, hvorfra ordet kom-

mer, eller hvad det betyder.

I år 492 indførtes i kirken en

lysmesse som det faste tidspunkt

for velsignelse af lysene. Samtidig

kunne messen minde om Jesus

som verdens lys. Det blev igen i

middelalderen til et kæmpelys, et

stort julelys, som kunne brænde

i tolv dage.

I Norden havde vi et stort lys,

som frem for de andre lys i stuen

regnedes for julelyset. Det kunne

være over en halv meter højt og

skulle brænde hele julenatten. I

Sverige havde man ofte særlige

julelys for alle familiemedlem-

mer og tjenestefolk. Disse lys to-

ges der varsler af. Som det af og

til ses endnu, støbtes der også

grenede lys, en „arm" for hvert

medlem af familien. „Sorte lys"

tændtes enkelte steder for de af-

døde, men skulle slukkes kort ef-

ter igen.

Reformatoren Martin Duther

får ofte æren af at have fundet

på at sætte lys på et fyrretræ og

pynte det, men ideens oprindelse

er nok meget ældre. Både ægyp-

/	tzzd IZZD DANSKE BOGSAMLERES KLUB ØNSKER SINE MEDLEMMER 1  GRØNLAND GLÆDELIG JUL OG GODT NYTÅR	\

\		/

terne, de gamle romere og drui-

derne i England fejrede guderne

ved at tage palmer eller andre

træer ind og behænge grenene

med frugter og legetøj.

Hvor vi nu bruger juleduge i

farver og med dekorationer, brug-

tes det i gammel tid at lægge dug

på bordet til hovedmåltidet. De

fattige nøjedes måske med et la-

gen, mens det andre steder skulle

være en dug med frynser, hvorpå

der blev lagt en glat dug.

Måltidet var altid overdådigt i

sammenligning med husets øvrige

måltider, og bordet var pyntet

med skueretter, som det store kol-

de bord stadig er mange steder

året rundt.

Den store forhøjning, som af og

til ses  på  opdækningen  — midt

på bordet under dugen — har sin

oprindelse i, at der tidligere først

blev lagt korn fra sidste høst og

to store brød på bordet. Derefter

kom dugen på. Svenskerne har

stadig denne „julehøj", og den

findes vel også en del steder i

Norge. Vigtigt er det, at den skal

blive på bordet under hele julen.

Nogle   steder   brugtes   det   af

hygiejniske grunde  at dække  al

maden med en dug, som fjernedes,

når der kom besøg. Ingen må jo

bære julen ud, og den ankom-

mende må huske at ønske jule-

fred i stuen, inden han når frem

til den første bjælke under loftet.

Skikken med at bære et stort,

dampende fad julegrød ind, alt

imens der blev fyret geværskud

af, er vel svær at genoplive. Ikke

mange har et gevær nu til dags!

I   forbindelse   med   „skudgrø-

-L_l

*f *f

den" kunne der være tale om

„grødrim", og den skik kan De jo

derimod godt prøve ved julefro-

kosten. Dengang måtte man ikke

få den første skefuld grød, før

der var præsteret et rim om jule-

grød og julemad. Ideen er mulig-

vis skånsk, men kunne kombine-

res med en anden idé, som også

var kendt i Danmark, når der

spistes grisetæer. Da fik man en

snaps for hver kvarte tå, man

spiste. Altså i moderne udgave:

Et rim før snapsen — og ikke

flere, før et nyt rim er digtet!

Nogle   af   de  julelegender,   der

har gjort mest indtryk i årenes

løb. er romantiske og yndige, men

i barnesindet velkomne.

Da hyrderne ved Bethlehem

havde hørt om jesusbarnets fød-

sel, begav de sig straks af sted

til hans krybbe med gaver. Bagest

gik en lille hyrdepige, som græd

af sorg over, at hun ingen gave

havde. Men en engel forvandlede

straks tårerne til smukke, hvide

roser, og den lille pige skyndte

sig at samle dem op og bringe

dem til krybben.

Det er knap så mange år siden,

18

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36