Tķmarit.is   | Tķmarit.is |
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						

Nordishavets

Malta

Overskriften hentyder til øen Jan

Mayen, som de fleste kender fra

radioens vejrudsigter; imidlertid

er det kun dens udsatte beliggen-

hed under sidste verdenskrig, der

har givet anledning til mindel-

ser om den solbeskinnede mid-

delhavsø Malta, for Jan Mayen

er en lille forblæst og tåget is-

havsø øst for Grønland og nord-

øst for Island. Dens geografiske

position er 71° nord og 8°30' vest

med rundt regnet 500 km til Sco-

resbysund og omtrent samme af-

stand til nærmeste punkt på Is-

land. Geologisk er øen nok mest

i slægt med Island, idet den lige-

som sagaøen er af vulkansk op-

rindelse og stadig har en urolig

undergrund, der undertiden giver

jordskælv og små vulkanudbrud.

Den dominerende top, Beeren-

berg på 2277 m, er en gammel

vulkan, hvis isfyldte krater måler

næsten to kilometer i diameter.

Den er næsten altid indhyllet i

skyer eller tågebanker. Historisk

skylder øen gamle hollandske is-

havsfarere og hvalfangere meget

— bl. a. sit navn; og der kan fin-

des spor af gammel fangstaktivi-

tet, men lavamasserne og den

vulkanske aske i forening med

den sparsomme vegetation gør, at

man har sammenlignet det hele

med et månelandskab, og som så-

dant har det ikke meget at byde

som basis for et rigtdyreliv; der

er lidt fuglevildt om sommeren,

men polarræve og en tilfældig

sjælden isbjørn er de eneste land-

pattedyr.

Arealet er 383 km2; på den lan-

ge led er den ca. 55 km lang, på

det smalleste sted kun nogle få

km bred.

Øens væsentlige nutidige be-

tydning er den meteorologiske,

hvad der også har været kerne-

punktet, når interesserne har kol-

lideret omkring øen i det sidste

halvt hundrede år. Det begyndte

småt: en norsk geolog ved navn

Jacobsen var efter 1. verdenskrig

blevet direktør for et mineselskab

med interesser på Svalbard; be-

gyndelsen af tyverne var en øko-

nomisk opgangstid, hvor såvel

realistiske som mere tvivlsomme

projekter fik en chance. Samme

Jacobsen var i besiddelse af en

Af

distriktstandlæge

AKSEL ROM

medrivende fantasi og blev af sel-

skabet sendt til England for at

tegne aktier. Men altimens Jacob-

sen sad i London og fortalte „bjør-

nehistorie" blev han som direk-

tør afløst af en mere seriøs norsk

ingeniør. Siden var det ikke akku-

rat venskab, der prægede forhol-

det mellem de to, og da det ryg-

tedes i Norge, at ingeniøren i 1921

— samme år som Folkeforbundet,

Mellemkrigstidens parallel til FN,

godkendte Norges ret til Jan

Mayen — udrustede en ekspedi-

tion til øen for at oprette en fast

meteorologisk station, arrangere-

de Jacobsen en konkurrerende

ekspedition og gik så vidt som

til at annektere dele af øen; ved

en senere proces tilkendte Nor-

ges højesteret ham faktisk suve-

ræniteten over det smalle midter-

parti! Dog tabte han en efter-

følgende erstatningssag mod den

norske stat, som efter hans død

af købte arvingerne de jacobsen-

ske besiddelser. Jan Mayen var

herefterdags en integreret del af

det norske kongerige, og blev som

sådan styret af den mere kendte

regent Håkon VII.

Sommeren 1944 suppleredes

vejrstationen fra 1921 med radio-

sondeudstyr, hvilket betød en klar

forøgelse af de meteorologiske

meldingers basisværdi, fordi vej-

ret på Jan Mayen er meget lo-

kalt og derfor påvirker observa-

tionerne ved jordoverfladen; ved

også at opsende radiosonder (bal-

loner med termometer, barome-

ter og fugtighedsmåler, altsam-

men tilkoblet en lille radiosen-

der) får man et mere fyldigt

grundlag for vejrforudsigelserne.

Foruden den moderne meteoro-

logiske station, der også vareta-

ger kystradiotjenesten og har en

besætning på 10 mand, findes der

idag et par km derfra en loran-

station, som drives af det norske

forsvarsministerium. Der er fæl-

les fasiliteter for mandskabet på

de to stationer.

Atlanterhavet og Nordishavet

med området mellem Grønland,

Island og Jan Mayen er vigtigt i

HOLLY

BAR

Alle holder af Holly Bar

den er med hele hasselnødder

Holly Bar tamanit kajungerine-

K art ok

ilivitsunik   KåKortarialik

vejrudsigterne, fordi det som me-

teorologerne her kalder polarfron-

ten i stor udstrækning er af-

gørende for hvordan vejret bliver

i Nord- og Vesteuropa langt ned

i det tempererede bælte. Under

2. verdenskrig blev forhåndskend-

skab til vejret af åbenbar og un-

dertiden afgørende betydning for

luft- og søkrigsførelsen, men også

ved de landmilitære operationer

indgik vejrprognoserne i de tak-

tiske overvejelser. I november

1939 var således to tyske slag-

krydsere trods engelsk flådeblo-

kade brudt ud i Atlanterhavet på

jagt efter allierede konvojer. De

to krigsskibe havde dog ingen

større succes med dette togt, hvor

det kun lykkedes dem at sænke

en langt underlegen modstander,

en armeret britisk hjælpekrydser.

Enheder af „Home Fleet", den en-

gelske hjemmeflåde, jagede ener-

gisk de tyske slagkrydsere, men

disse slap ubemærket hjem til

Tyskland langs den norske vest-

kyst, takket være perioder med

dårligt vejr og den kommanderen-

de tyske admirals dygtige udnyt-

telse af sin viden herom. I decem-

ber 1944, da de tyske hære ellers

var på retræte på alle fronter,

indledte de pludselig et modan-

greb, den såkaldte Ardennerof-

fensiv, som i begyndelsen havde

overraskende fremgang, bl. a. for-

di vejret var på tyskernes side:

den allierede flyoverlegenhed

kunne ikke udnyttes effektivt

mod de tyske panserkolonner på

grund af vedvarende dårligt fly-

vevejr (tåge). Tyskerne havde

en halv snes dage tidligere sendt

vejrmeldende u-både til positio-

ner i Atlanten.

Ved krigsudbruddet 1. septem-

ber 1939 havde Norge i hvert fald

fem meteorologiske stationer i re-

gelmæssig drift i og omkring Is-

havet, nemlig Isfjord Radio på

Svalbard, stationen på Jan Mayen,

en på Bjørnøya samt to på Øst-

grønland (Myggebukta ved Mac-

kenzie Bay, ca. 72° 30' nord, og

Torgilsbu ved Lindenows Fjord,

ca. 60°30, nord), men først efter

den tyske besættelse af Danmark

og Norge i 1940 blev spørgsmålet

om fortsættelsen af vejrtjenesten

i Arktis taget op til forhandling

mellem den norske eksilregering i

London og britiske myndigheder.

Indtil da havde stationerne nem-

lig sendt vejremeldingerne i klart

sprog, således at de kunne ud-

nyttes af både tysk og allieret

krigsmagt. Sommeren 1940 beslut-

tedes det at forsyne de to øst-

grønlandske stationer med koder,

mens stationen på Jan Mayen

skulle evakueres og demonteres;

skønt vejrrapporterne herfra reg-

nedes for særligt værdifulde,

mente man alligevel, at øen lå

for udsat for tyske angreb, til at

det var forsvarligt at opretholde

den.

Disse planer iværksattes i løbet

af sommeren og. efteråret 1940,

hvorved der straks opstod en føle-

lig lakune i tyskernes vejrobser-

vationsnet. Krigen igennem var

den tyske krigsmarine og det ty-

ske luftvåben derfor stærkt op-

taget af at udbygge og oprethol-

de arktisk vejrvarslingstjeneste,

hvad der bl. a. var årsag til de

berømte   sammenstød   med   den

Til højre på billedet står en ung dansk hovmester, Egon Lauesen, som arbej-

dede på Jan Mayen for nogle år siden. Under en af sine traveture på øen op-

dagede han pludselig dette tyske flyvrag. En undersøgelse viste, at flyet ikke

var skudt ned, tværtimod var det bemærkelsesværdigt uskadt, bortset fra at

halen var brækket af. Inde i vraget lå de hvide skeletter af besætningen, hvil-

ket viste, at fundet, aldrig før var registreret. En efterforskning i tyske krigs-

tidsarkiver fastslog, at det sandsynligvis drejede sig om et Ju 88, som i maj

1942 var gået op fra Nordnorge, men aldrig returnerede. Om årsagen til styrtet

kan man kun gætte. Den kan være fejlnavigering eller pi'oten kan have for-

søgt nødlanding noget som Jan Mayen Ikke egner sig til. (Egon Lauesen. Foto).

talerpiatungånipoK dansken inusugtOK hovmestere, Egon Lauesen, ukiorpåluit

matuma sujornagut Jan Mayen-ime sulisimassoK. Kexertame angalarujårnerme

Håne tyskit tingmissartukuat navssårisimavå. misigssuinerit pdsinarsisimaudt

tingmissartoK autd^ainenarsimångitsoK, akerdlianigdle aserornikisimaKalune,

taimågdlåt pamiusså napisimavdlune. tingmissartukup iluaniput inuisa sauni-

kue Karsornerit, tamånalo takutitsissuuoK sujornagut nanineKarsimdngisdina-

raluaK. tyskit sorssungnerup nalåne agd'agtugait misigssornexarmata pdsine-

KarpoK, tdssaugunartoK Ju 88, majime 1942 Norgep avangnånit tingisimassoK,

uterKlngisåinarsimavdlunile. nåkarneranut pissutaussoK encoridinarnejcarsinau-

vok. tåmarsimasinauvoK kukulugtornikut imalunit ajutulerdlune miniaraluar-

simasinauvoK,  Jan Mayen-ilo  mivfigssåungilaK.  (Egon Lauesenip  dssilisså).

danske slædepatrulje i Nordøst-

grønland.

Oprindelig havde Nazityskland

haft planer om en meteorologisk

landstation i Scoresbysundområ-

det, men da USA, der i 1940 end-

nu ikke var krigsførende, kraftigt

markerede, at Grønland var ame-

rikansk interessesfære (efter be-

sættelsen af Danmark var der

kommet både amerikansk og ca-

nadisk konsul i Godthåb), blev

denne plan opgivet, idet Hitler

i begyndelsen af krigen var me-

get bange for at provokere USA.

Man klarede sig derfor foreløbig

på andre måder.

En tysk sælfangstskude „Sach-

sen", der var kendt med disse

farvande fra tiden før krigsud-

bruddet, blev efter mindre æn-

dringer omregistreret til krigsfar-

tøjet WBS 1 (Wetterbeobach-

tungsschiff = vejrobservations-

skib) og i september 1940 med et

hold meteorologer sendt til den

sydlige del af Danmarksstrædet

mellem Grønland og Island; her-

fra sendte skibet regelmæssige

meldinger til Trondheim i Norge

og returnerede hertil i foråret

1941, da man følte, at det var

usundt at blive i området læn-

gere, fordi de allierede efterhån-

den havde pejlet sig ind på ski-

bet. Som allerede antydet inten-

siverede den tyske vejrtjeneste

sin aktivitet, når en eller anden

større operation forestod. Slagski-

bet „Bismarck"s berømte eneste

krigstogt, der fandt sted i maj

1941, blev således i forvejen for-

beredt af „Sachsen" ved en is-

og minerekognosceringstur til

Danmarksstrædet. Derefter gjor-

de „Sachsen" igen vejrtjeneste,

denne gang i området mellem

Grønland og Jan Mayen, hvor det

havde held til at holde sig skjult

for fjendtlig indpejling i måneds-

vis. I 1944/45 forsøgte man sig

igen med vejrskibe, denne gang

nærmere området mellem Grøn-

land og Vestspitsbergen.

Desuden satte man, som regel

fra u-både, ubemandede automa-

tiske vejrmeldingsstationer i drift

på øde steder, nogle så langt borte

som på Labradorkysten af Canada

og på den sovjetiske ø Nova ja

Zemlja. I marts 1945 blev en så-

dan station fundet på nordspidsen

af Jan Mayen, særdeles godt

camoufleret.

Endelig forsøgte en tysk trawler

midt i november 1940 at nærme

sig Jan Mayen for at oprette en

meteorologisk station, men blev

afsløret af en engelsk krydser

inden det lykkedes den at lande;

den tyske kaptajn satte derfor

trawleren på grund og lod be-

sætningen redde sig i land, hvor

den straks blev taget til fange af

forfølgerne.

Men den mest kontinuerlige og

beundringsværdige indsats blev

nok øvet af vejrobservationsfly

fra „Luftwaffe" (det tyske luft-

våben), som i løbet af de mere

end fem år denne tjeneste fandt

sted i gennemsnit udførte to flyv-

ninger pr. døgn, ofte under vejr-

forhold, der holdt alle andre fly


30

					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36