Tķmarit.is
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrį inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoša ķ nżjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ašlaga hęš


Vafrinn žinn styšur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til aš skoša blašsķšuna sem JPG
Atuagagdliutit

						
Nordishavets
Malta
Overskriften hentyder til øen Jan
Mayen, som de fleste kender fra
radioens vejrudsigter; imidlertid
er det kun dens udsatte beliggen-
hed under sidste verdenskrig, der
har givet anledning til mindel-
ser om den solbeskinnede mid-
delhavsø Malta, for Jan Mayen
er en lille forblæst og tåget is-
havsø øst for Grønland og nord-
øst for Island. Dens geografiske
position er 71° nord og 8°30' vest
med rundt regnet 500 km til Sco-
resbysund og omtrent samme af-
stand til nærmeste punkt på Is-
land. Geologisk er øen nok mest
i slægt med Island, idet den lige-
som sagaøen er af vulkansk op-
rindelse og stadig har en urolig
undergrund, der undertiden giver
jordskælv og små vulkanudbrud.
Den dominerende top, Beeren-
berg på 2277 m, er en gammel
vulkan, hvis isfyldte krater måler
næsten to kilometer i diameter.
Den er næsten altid indhyllet i
skyer eller tågebanker. Historisk
skylder øen gamle hollandske is-
havsfarere og hvalfangere meget
— bl. a. sit navn; og der kan fin-
des spor af gammel fangstaktivi-
tet, men lavamasserne og den
vulkanske aske i forening med
den sparsomme vegetation gør, at
man har sammenlignet det hele
med et månelandskab, og som så-
dant har det ikke meget at byde
som basis for et rigtdyreliv; der
er lidt fuglevildt om sommeren,
men polarræve og en tilfældig
sjælden isbjørn er de eneste land-
pattedyr.
Arealet er 383 km2; på den lan-
ge led er den ca. 55 km lang, på
det smalleste sted kun nogle få
km bred.
Øens væsentlige nutidige be-
tydning er den meteorologiske,
hvad der også har været kerne-
punktet, når interesserne har kol-
lideret omkring øen i det sidste
halvt hundrede år. Det begyndte
småt: en norsk geolog ved navn
Jacobsen var efter 1. verdenskrig
blevet direktør for et mineselskab
med interesser på Svalbard; be-
gyndelsen af tyverne var en øko-
nomisk opgangstid, hvor såvel
realistiske som mere tvivlsomme
projekter fik en chance. Samme
Jacobsen var i besiddelse af en
Af
distriktstandlæge
AKSEL ROM
medrivende fantasi og blev af sel-
skabet sendt til England for at
tegne aktier. Men altimens Jacob-
sen sad i London og fortalte „bjør-
nehistorie" blev han som direk-
tør afløst af en mere seriøs norsk
ingeniør. Siden var det ikke akku-
rat venskab, der prægede forhol-
det mellem de to, og da det ryg-
tedes i Norge, at ingeniøren i 1921
— samme år som Folkeforbundet,
Mellemkrigstidens parallel til FN,
godkendte Norges ret til Jan
Mayen — udrustede en ekspedi-
tion til øen for at oprette en fast
meteorologisk station, arrangere-
de Jacobsen en konkurrerende
ekspedition og gik så vidt som
til at annektere dele af øen; ved
en senere proces tilkendte Nor-
ges højesteret ham faktisk suve-
ræniteten over det smalle midter-
parti! Dog tabte han en efter-
følgende erstatningssag mod den
norske stat, som efter hans død
af købte arvingerne de jacobsen-
ske besiddelser. Jan Mayen var
herefterdags en integreret del af
det norske kongerige, og blev som
sådan styret af den mere kendte
regent Håkon VII.
Sommeren 1944 suppleredes
vejrstationen fra 1921 med radio-
sondeudstyr, hvilket betød en klar
forøgelse af de meteorologiske
meldingers basisværdi, fordi vej-
ret på Jan Mayen er meget lo-
kalt og derfor påvirker observa-
tionerne ved jordoverfladen; ved
også at opsende radiosonder (bal-
loner med termometer, barome-
ter og fugtighedsmåler, altsam-
men tilkoblet en lille radiosen-
der) får man et mere fyldigt
grundlag for vejrforudsigelserne.
Foruden den moderne meteoro-
logiske station, der også vareta-
ger kystradiotjenesten og har en
besætning på 10 mand, findes der
idag et par km derfra en loran-
station, som drives af det norske
forsvarsministerium. Der er fæl-
les fasiliteter for mandskabet på
de to stationer.
Atlanterhavet og Nordishavet
med området mellem Grønland,
Island og Jan Mayen er vigtigt i
HOLLY
BAR
Alle holder af Holly Bar
den er med hele hasselnødder
Holly Bar tamanit kajungerine-
K art ok
ilivitsunik   KåKortarialik
vejrudsigterne, fordi det som me-
teorologerne her kalder polarfron-
ten i stor udstrækning er af-
gørende for hvordan vejret bliver
i Nord- og Vesteuropa langt ned
i det tempererede bælte. Under
2. verdenskrig blev forhåndskend-
skab til vejret af åbenbar og un-
dertiden afgørende betydning for
luft- og søkrigsførelsen, men også
ved de landmilitære operationer
indgik vejrprognoserne i de tak-
tiske overvejelser. I november
1939 var således to tyske slag-
krydsere trods engelsk flådeblo-
kade brudt ud i Atlanterhavet på
jagt efter allierede konvojer. De
to krigsskibe havde dog ingen
større succes med dette togt, hvor
det kun lykkedes dem at sænke
en langt underlegen modstander,
en armeret britisk hjælpekrydser.
Enheder af „Home Fleet", den en-
gelske hjemmeflåde, jagede ener-
gisk de tyske slagkrydsere, men
disse slap ubemærket hjem til
Tyskland langs den norske vest-
kyst, takket være perioder med
dårligt vejr og den kommanderen-
de tyske admirals dygtige udnyt-
telse af sin viden herom. I decem-
ber 1944, da de tyske hære ellers
var på retræte på alle fronter,
indledte de pludselig et modan-
greb, den såkaldte Ardennerof-
fensiv, som i begyndelsen havde
overraskende fremgang, bl. a. for-
di vejret var på tyskernes side:
den allierede flyoverlegenhed
kunne ikke udnyttes effektivt
mod de tyske panserkolonner på
grund af vedvarende dårligt fly-
vevejr (tåge). Tyskerne havde
en halv snes dage tidligere sendt
vejrmeldende u-både til positio-
ner i Atlanten.
Ved krigsudbruddet 1. septem-
ber 1939 havde Norge i hvert fald
fem meteorologiske stationer i re-
gelmæssig drift i og omkring Is-
havet, nemlig Isfjord Radio på
Svalbard, stationen på Jan Mayen,
en på Bjørnøya samt to på Øst-
grønland (Myggebukta ved Mac-
kenzie Bay, ca. 72° 30' nord, og
Torgilsbu ved Lindenows Fjord,
ca. 60°30, nord), men først efter
den tyske besættelse af Danmark
og Norge i 1940 blev spørgsmålet
om fortsættelsen af vejrtjenesten
i Arktis taget op til forhandling
mellem den norske eksilregering i
London og britiske myndigheder.
Indtil da havde stationerne nem-
lig sendt vejremeldingerne i klart
sprog, således at de kunne ud-
nyttes af både tysk og allieret
krigsmagt. Sommeren 1940 beslut-
tedes det at forsyne de to øst-
grønlandske stationer med koder,
mens stationen på Jan Mayen
skulle evakueres og demonteres;
skønt vejrrapporterne herfra reg-
nedes for særligt værdifulde,
mente man alligevel, at øen lå
for udsat for tyske angreb, til at
det var forsvarligt at opretholde
den.
Disse planer iværksattes i løbet
af sommeren og. efteråret 1940,
hvorved der straks opstod en føle-
lig lakune i tyskernes vejrobser-
vationsnet. Krigen igennem var
den tyske krigsmarine og det ty-
ske luftvåben derfor stærkt op-
taget af at udbygge og oprethol-
de arktisk vejrvarslingstjeneste,
hvad der bl. a. var årsag til de
berømte   sammenstød   med   den
Til højre på billedet står en ung dansk hovmester, Egon Lauesen, som arbej-
dede på Jan Mayen for nogle år siden. Under en af sine traveture på øen op-
dagede han pludselig dette tyske flyvrag. En undersøgelse viste, at flyet ikke
var skudt ned, tværtimod var det bemærkelsesværdigt uskadt, bortset fra at
halen var brækket af. Inde i vraget lå de hvide skeletter af besætningen, hvil-
ket viste, at fundet, aldrig før var registreret. En efterforskning i tyske krigs-
tidsarkiver fastslog, at det sandsynligvis drejede sig om et Ju 88, som i maj
1942 var gået op fra Nordnorge, men aldrig returnerede. Om årsagen til styrtet
kan man kun gætte. Den kan være fejlnavigering eller pi'oten kan have for-
søgt nødlanding noget som Jan Mayen Ikke egner sig til. (Egon Lauesen. Foto).
talerpiatungånipoK dansken inusugtOK hovmestere, Egon Lauesen, ukiorpåluit
matuma sujornagut Jan Mayen-ime sulisimassoK. Kexertame angalarujårnerme
Håne tyskit tingmissartukuat navssårisimavå. misigssuinerit pdsinarsisimaudt
tingmissartoK autd^ainenarsimångitsoK, akerdlianigdle aserornikisimaKalune,
taimågdlåt pamiusså napisimavdlune. tingmissartukup iluaniput inuisa sauni-
kue Karsornerit, tamånalo takutitsissuuoK sujornagut nanineKarsimdngisdina-
raluaK. tyskit sorssungnerup nalåne agd'agtugait misigssornexarmata pdsine-
KarpoK, tdssaugunartoK Ju 88, majime 1942 Norgep avangnånit tingisimassoK,
uterKlngisåinarsimavdlunile. nåkarneranut pissutaussoK encoridinarnejcarsinau-
vok. tåmarsimasinauvoK kukulugtornikut imalunit ajutulerdlune miniaraluar-
simasinauvoK,  Jan Mayen-ilo  mivfigssåungilaK.  (Egon Lauesenip  dssilisså).
danske slædepatrulje i Nordøst-
grønland.
Oprindelig havde Nazityskland
haft planer om en meteorologisk
landstation i Scoresbysundområ-
det, men da USA, der i 1940 end-
nu ikke var krigsførende, kraftigt
markerede, at Grønland var ame-
rikansk interessesfære (efter be-
sættelsen af Danmark var der
kommet både amerikansk og ca-
nadisk konsul i Godthåb), blev
denne plan opgivet, idet Hitler
i begyndelsen af krigen var me-
get bange for at provokere USA.
Man klarede sig derfor foreløbig
på andre måder.
En tysk sælfangstskude „Sach-
sen", der var kendt med disse
farvande fra tiden før krigsud-
bruddet, blev efter mindre æn-
dringer omregistreret til krigsfar-
tøjet WBS 1 (Wetterbeobach-
tungsschiff = vejrobservations-
skib) og i september 1940 med et
hold meteorologer sendt til den
sydlige del af Danmarksstrædet
mellem Grønland og Island; her-
fra sendte skibet regelmæssige
meldinger til Trondheim i Norge
og returnerede hertil i foråret
1941, da man følte, at det var
usundt at blive i området læn-
gere, fordi de allierede efterhån-
den havde pejlet sig ind på ski-
bet. Som allerede antydet inten-
siverede den tyske vejrtjeneste
sin aktivitet, når en eller anden
større operation forestod. Slagski-
bet „Bismarck"s berømte eneste
krigstogt, der fandt sted i maj
1941, blev således i forvejen for-
beredt af „Sachsen" ved en is-
og minerekognosceringstur til
Danmarksstrædet. Derefter gjor-
de „Sachsen" igen vejrtjeneste,
denne gang i området mellem
Grønland og Jan Mayen, hvor det
havde held til at holde sig skjult
for fjendtlig indpejling i måneds-
vis. I 1944/45 forsøgte man sig
igen med vejrskibe, denne gang
nærmere området mellem Grøn-
land og Vestspitsbergen.
Desuden satte man, som regel
fra u-både, ubemandede automa-
tiske vejrmeldingsstationer i drift
på øde steder, nogle så langt borte
som på Labradorkysten af Canada
og på den sovjetiske ø Nova ja
Zemlja. I marts 1945 blev en så-
dan station fundet på nordspidsen
af Jan Mayen, særdeles godt
camoufleret.
Endelig forsøgte en tysk trawler
midt i november 1940 at nærme
sig Jan Mayen for at oprette en
meteorologisk station, men blev
afsløret af en engelsk krydser
inden det lykkedes den at lande;
den tyske kaptajn satte derfor
trawleren på grund og lod be-
sætningen redde sig i land, hvor
den straks blev taget til fange af
forfølgerne.
Men den mest kontinuerlige og
beundringsværdige indsats blev
nok øvet af vejrobservationsfly
fra „Luftwaffe" (det tyske luft-
våben), som i løbet af de mere
end fem år denne tjeneste fandt
sted i gennemsnit udførte to flyv-
ninger pr. døgn, ofte under vejr-
forhold, der holdt alle andre fly

30
					
Fela smįmyndir
Blašsķša 1
Blašsķša 1
Blašsķša 2
Blašsķša 2
Blašsķša 3
Blašsķša 3
Blašsķša 4
Blašsķša 4
Blašsķša 5
Blašsķša 5
Blašsķša 6
Blašsķša 6
Blašsķša 7
Blašsķša 7
Blašsķša 8
Blašsķša 8
Blašsķša 9
Blašsķša 9
Blašsķša 10
Blašsķša 10
Blašsķša 11
Blašsķša 11
Blašsķša 12
Blašsķša 12
Blašsķša 13
Blašsķša 13
Blašsķša 14
Blašsķša 14
Blašsķša 15
Blašsķša 15
Blašsķša 16
Blašsķša 16
Blašsķša 17
Blašsķša 17
Blašsķša 18
Blašsķša 18
Blašsķša 19
Blašsķša 19
Blašsķša 20
Blašsķša 20
Blašsķša 21
Blašsķša 21
Blašsķša 22
Blašsķša 22
Blašsķša 23
Blašsķša 23
Blašsķša 24
Blašsķša 24
Blašsķša 25
Blašsķša 25
Blašsķša 26
Blašsķša 26
Blašsķša 27
Blašsķša 27
Blašsķša 28
Blašsķša 28
Blašsķša 29
Blašsķša 29
Blašsķša 30
Blašsķša 30
Blašsķša 31
Blašsķša 31
Blašsķša 32
Blašsķša 32
Blašsķša 33
Blašsķša 33
Blašsķša 34
Blašsķša 34
Blašsķša 35
Blašsķša 35
Blašsķša 36
Blašsķša 36