Tímarit.is
Leita | Titlar | Greinar | Um vefinn | Algengar spurningar |
skrá inn | Íslenska | Føroyskt | Kalaallisut | Dansk | English |

Atuagagdliutit

PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |
Skoğa í nıjum glugga:
PDF  | HQ_PDF  | JPG  | TXT  |


Ağlaga hæğ


Vafrinn şinn styğur ekki PDF skjöl
Smelltu hér til ağ skoğa blağsíğuna sem JPG
Atuagagdliutit

						10
rftaa&a&c/é/cL C/C
Nr. 66 • 1996
GRØNLANDSPOSTEN
Qajaq '96-ermiut naapitsigamik pingaartorsiornartumik tunitipput - tuttup quttoraa siataq.
Dette møde sluttede med at Qajaq '96 fik en vigtig gave - en stegt rensdyrkølle.
Velkommen til Sydgrønland:
Arsuk er porten til Sydgrønland
Tekst og billeder: journalist Lone Madsen
Længe har vi vidst, at det bar
sydpå. Helt konkret fordi vi
hele tiden har haft Grønland
på bagbord side, og kompaset
har været indstillet 180 gra-
der, men også fordi dagene er
blevet kortere, nætterne så
mørke, at det er blevet nød-
vendigt med stearinlys og
lommelygter, og i vores dag-
lige planlægning er vi be-
gyndt at tage højde for, at der
er en fire timers periode hver
nat, hvor vi ikke kan padle.
Det er for mørkt.
Men vi kommer for alvor
til Sydgrønland, da vi padler
ind til Arsuk i Paamiut kom-
mune, og der vandrer en hest
rundt og græsser mellem hus-
ene, og vi om morgenen bli-
ver vækket af hanegal.
Frodige Sydgrønland
Dette er det milde og frodige
Sydgrønland.
Udenfor Arsuk græsser få-
rene langs fjorden og blom-
ster og planter er nu synligt
større end tidligere.
Helt »galt« er det i Ivittuut,
den tidligere kryolit mineby.
Her er der anlagt en helt lille
skov, og vi ser op til tre meter
høje træer, stikkelsbærsbuske
og i øvrigt er hele den nedlag-
te mineby ved at gro til i 30-40
centimeter høje polarvalmuer.
Overalt kan vi plukke modne
blåbær og sortebær. Jo, dette
er en helt anden verden.
I Ivittuut bor vi i en helt
speciel bolig. Minebyens tid-
ligere tennisklubhus, der mest
har karakter af et lysthus.
Klubhuset har en særlig histo-
rie, for det var nemlig med på
verdensudstillingen i Paris
ved århundredeskiftet, hvor
det blev købt til Ivittuut ten-
nisklub, skilt ad i Paris og
samlet igen i Ivittuut.
Turister for en dag
I Ivittuut får vi også tid til at
lege turister. Både da Per og
Karen Hansen kører os rundt i
bil i den nedlagte mineby og
på flådestationen Grønnedal.
Men vi er faktisk en dag
foran planen, og den bruger vi
til at padle en tur ind i bunden
af Ikafjorden, hvor der dels er
gode chancer for at se mos-
kusokser, og dels findes der
her nogle specielle under-
søiske kalksøjler, som vi kan
se gennem vandet og akkurat
røre med pagajerne.
I en lille hytte, den tidligere
såkaldte sergenthytte fejrer vi
de første 1000 velgennemfør-
te kilometer på turen.
Rensdyrsafari
Vi har nu tre lange dage til
Qassimiut, bygd i Qaqortoq
Kommune.
Det er en indenskærs - sik-
ker - rute, som bliver en ren
rensdyrsafari. Vi er tæt på et
område, hvor der dyrkes tam-
rendrift, men nogle af dyrene
vandrer over fjordisen om
vinteren eller svømmer over
fjordene om sommeren for at
søge nye græsgange, så over-
alt ser vi rensdyr. De er store
og har nogle enorme gevirer.
Helle, holdets biolog, får
sin tålmodighed sat på prøve:
Helle! Hvorfor er rensdyre-
ne hvide?
Helle! Hvorfor er de nu
sorte?
Narsami, Inngip nunaani tikilluaqquneqarluarnitsinnit - uani arni assiliseqatigaa.
Ved den storstilede modtagelse i Narsaq, hvor Inngi er bysbarn - her sammen med sin mor.
Helle!
Helle!
Helle!
Rensdyrene får uvilkårligt
snakken til at handle om den
forestående rensdyrjagt i
Grønland. Det handler om at
vinde i lodtrækningen, og her
i juli nærmer den spændende
afgørelse sig: Kommer der
rensdyrkølle på julebordet
eller ej. - Hvad, vi ikke fore-
stiller os, er, at det kommer
der allerede samme aften.
Nok er det sjovt at snakke
om at skyde et af dem; men
det kunne vi nu alligevel ikke
finde på. Undervejs på ruten
møder vi en jolle med en
håndfuld fangere, som stop-
per op, sludrer et par minut-
ter, og da de drager afsted
igen, står vi tilbage med det
meste af en allerede stegt
rensdyrkølle. Sikken et fest-
måltid.
Mor venter
I silende regn når vi frem til
Qassimiut. Forinden har en
forbipasserende jolle fortalt
os, at de har ventet os i to
dage. Vi er forbavsede, for vi
er stadig en dag foran planen,
men da vi kommer frem, får
vi forklaringen. I to dage har
Inngis mor ringet fra Narsaq -
Inngis barndomsby - for at
høre om, vi er er kommet
frem. Og hele den dag vi til-
bringer i Qassimiut bliver
Inngi konstant kaldt til tele-
fonen, til venner og familier
fra Sydgrønland, der lige skal
hilse velkommen hjem.
Nok har vi en plan for vores
tur; men alligevel er det svært
at sige på dato og klokkeslet,
hvornår vi ankommer til hin
by; men i Narsaq vil de gerne
vide præcist, hvornår vi plan-
lægger at sejle ind i den gam-
le kolonihavn.
- Af hensyn til velkomstko-
miteen.
-   Velkomstkomiteen, vi
kigger på hinanden.
Lørdag klokken 14, så er vi
der, beslutter vi.
Inngi er hjemme nu, ingen
tvivl om det. Hver gang vi
møder en jolle, er der menne-
sker, hun kender.
Som de ældre fåreholdere,
som vi stødte på 40 kilometer
fra Narsaq:
-  Vi er på vej ud og fiske
ørred, men huset er åbent, og
i kælderen ligger en lamme-
kølle, som bare skal sættes i
ovnen. Brug huset, som I har
lyst.
Narsaq siger velkommen
Fredag eftermiddag kan vi
skimte etagehusene i Narsaq.
Men vi kan ikke padle dero-
ver. Først lørdag klokken 14.
Så fredag aften slår vi lejr
på en ø tre kilometer fra byen.
Vi kan se byens lys, og Inngi
sukker af længsel. Efter at
komme hjem til Narsaq, hilse
på sin mor og familie og gam-
le venner - og forbi om knap
12 timer vil helikopteren med
ægtemanden Claus lande. På
weekendtur fra Nuuk til Nar-
saq for at sige hej til konen.
Natten til lørdag klokken
14 oplever vi et regnvejr, som
vi ikke har set - hørt - mage til
på hele turen. Vi ligger trygt i
teltet, da det nærmest lægger
sig over os på grund af vin-
den, og vi kigger på hinanden.
Mon det kan holde vejret ude.
Kan ikke lade være at tænke
på, at vi nu sagtens kunne
have være sikkert i hus i Nar-
saq, hvis vi ikke havde været
nødt til at vente til lørdag
klokken 14.
Klokken 13.30 sætter vi os
i kajakkerne og padler mod
Narsaq. Efter fem minutter
stopper vi. Dette kommer
ikke til at tage en halv time, så
Helle og Inngi ryger hver en
cigaret, og så passer planen
lidt bedre.
Ude i fjorden møder vi
salut jollen, der med riffelen
får advaret hele.byen om, at
nu er vi altså på vej, og på vej
ind i havnen kan vi se menne-
sker overalt. Sang og heppe-
kor, fyrværkeri og så alle dem
fra 1958 (Inngis fødselsår).
Flagene er hejst, og i den
gamle kolonihavn er der tæt
af mennesker.
Vi bliver nærmest løftet op
på land, hvor vi bliver modta-
get af Inngis mor i national-
dragt, får overrakt blomster.
Borgmesteren holder tale,
byens to sangkor synger for
os, og vi giver hånd til snesvis
af mennesker, bliver stillet op
til fotografering. Vi skæver til
hinanden:
Nu har vi en fornemmelse
af, hvordan det er at være fod-
boldslandhold på rådhusplad-
sen i København.
Meeen. Der er en væsentlig
forskel. Vi har ikke vundet
endnu. Vi har stadig flere
hundrede kilometer til målet.
					
Fela smámyndir
Blağsíğa 1
Blağsíğa 1
Blağsíğa 2
Blağsíğa 2
Blağsíğa 3
Blağsíğa 3
Blağsíğa 4
Blağsíğa 4
Blağsíğa 5
Blağsíğa 5
Blağsíğa 6
Blağsíğa 6
Blağsíğa 7
Blağsíğa 7
Blağsíğa 8
Blağsíğa 8
Blağsíğa 9
Blağsíğa 9
Blağsíğa 10
Blağsíğa 10
Blağsíğa 11
Blağsíğa 11
Blağsíğa 12
Blağsíğa 12
Blağsíğa 13
Blağsíğa 13
Blağsíğa 14
Blağsíğa 14
Blağsíğa 15
Blağsíğa 15
Blağsíğa 16
Blağsíğa 16
Blağsíğa 17
Blağsíğa 17
Blağsíğa 18
Blağsíğa 18
Blağsíğa 19
Blağsíğa 19
Blağsíğa 20
Blağsíğa 20
Blağsíğa 21
Blağsíğa 21
Blağsíğa 22
Blağsíğa 22
Blağsíğa 23
Blağsíğa 23
Blağsíğa 24
Blağsíğa 24