Atuagagdliutit - 16.10.1997, Blaðsíða 16

16
Nr. 80 • 1997
Aqqaluk Lynge brød sig ikke om lugten af gødning og stald, men den danske lærer mente,
det var ligeså slemt i et grønlandsk hjem
Selvom det aldrig har været
meningen, at han skulle være
fanger, så er han nu fanger
alligevel. Og hvem er ikke det,
som er opvokset i Grønland
og kender til årstidernes fang-
ster og indsamlingen af vinter-
forråd til hunde og mennesker.
Men han er ikke gammel nok
til, at han som en selvfølge -
som ældste søn - blev fanger.
Tiderne havde allerede ændret
sig, da han for 50 års siden så
dagens lys i Aasiaat, og fiske-
riet - og lidt senere rejefiske-
riet - var det erhverv, man be-
gyndte at se op til. Men mens
han sidder og fortæller om
sine første minder, skinner det
alligevel igennem, at han som
eneste dreng »angutitatuaq«
havde en række pligter med
familiens fangst. - Det var en
del af opdragelsen, en del af
livet i barndomsårene, siger
han. Senere kom der flere
drenge til, og andre overtog en
del af arbejdet.
Men fanger er Aqqaluk
Lynge alligevel. På en rens-
dyrjagt i begyndelsen af
1980’eme - i øvrigt hans før-
ste - aftalte vi at skyde ét stort
dyr hver. Vi havde kun en
weekend, og der var langt at
slæbe kødet og lang vej hjem
med kutteren. Men han kunne
ikke dy sig - når nu de lige-
frem bad om det - og han ned-
lagde tre kæmper, der var ved
at plage livet af os, før vi var
nede med alle fem dyr. Aqqa-
luk var blevet rensdyrjæger,
og det havde han det godt
med.
Livet i naturen har altid
gjort ham glad, og stadig tager
familien hver sommer på
ammassat-fangst ved Aasiaat.
Det er et højdepunkt, han
nødig vil undvære, og han
mindes her hvert år ammassat-
fangsten, der i barndommen
også skulle dække en væsent-
lig del af hundefoderet næste
vinter.
Endelig en dreng
Aqqaluk Lynge er født 12.
oktober 1947 og havde altså
fødselsdag i søndags. Hans
forældre Benedikte og Hans
Lynge havde allerede fået tre
døtre, og faderen syntes, at det
var på tide at få en dreng. Det
lykkedes, og senere kom også
Ole og Johannes.
- Det var jo ikke så længe
efter krigen, og det var stadig
muligt at få varer fra USA, så
min far havde til begivenhe-
den bestilt en hel kasse æbler,
som mange i byen fik glæde
af, fortæller Aqqaluk. - Da jeg
på min fødselsdag forleden
talte med min søster, spurgte
jeg hende, hvad hun huskede
fra den dag, og hun svarede
prompte: - Æbler.
- Min far var radiotele-
grafist af den gamle skole og
desuden landsrådspolitiker.
Det havde han ikke fra frem-
mede, for min bedstefar, Fre-
derik Lynge, der oprindeligt
stammer fra Qoomoq i Nuup
Kangerlua, var folketings-
medlem.
- Det var under opholdet på
telegrafistskolen i Qeqertar-
suaq, at min far mødte min
mor. Af samme grund har vi
tilbragt mange ferier i Qeqer-
tarsuaq, og jeg er kommet til
at holde meget af den by.
- Enkelte af mine aner ræk-
ker helt tilbage til Danmark,
og i »gamle dage«, da vi star-
tede Inuit Ataqatigiit, og
debatten en gang imellem var
lidt primitiv, skældte mod-
standerne mig ud for, at jeg
ikke skulle råbe for højt, når'
jeg selv havde dansk blod i
årerne. Blodet kom fra Anthon
Mogensen (København 1910)
fra min mors slægt.
Mest fanger
- Min far var som nævnt tele-
grafist og landsrådspolitiker,
men jeg husker ham egentlig
mere som fanger. Sådan var
det ofte dengang. Nok passede
man sit arbejde ved siden af,
men fangstsæsoneme skulle
også passes. Når ternerne kom
i begyndelsen af juni stod den
på ægsamling, og ammassat-
ten gav os hænderne fulde fra
slutningen af juni til begyndel-
sen af juli. I slutningen af juli
og begyndelsen af august var
det ørredfangsten, der skulle
passes, og sådan gik det slag i
slag med de muligheder, som
naturen gav os.
- Vi havde en fordel frem for
så mange andre. Min far købte
en lille motorbåd, som bragte
os hvorhen, vi ville. Den blev
betalt med torsk, som der den-
gang var mange af.
- Selvom jeg i en del år var
den eneste dreng i famililen,
har jeg aldrig været »nukatsi-
taq« - en forkælet og forher-
liget eneste-søn. Jeg har haft
pligter og arbejdede hårdt med
alle disse gøremål, ikke bare
med sommerfangsten, men
også - når sneen faldt omkring
med fødselsdag - med hunde-
slædekørsel, fodring og idelig
afhentning af kul og vand.
På et tidspunkt blev det så
meget, at min gudmoder fra
Akunnaaq spurgte min far, om
det var rigtigt, at et barn skul-
le arbejde så meget. Men han
satte hende på plads og bad
hende om at lade være med at
blande sig. - Arbejde er ingen
skam, sagde han, og så tog vi
afsted med hundene for at røg-
te vintergam for sæl og fiske
efter uvaq til mennesker og
hunde.
Et led i opdragelsen
- Har det aldrig været på tale,
at du skulle være fanger?
- Nej, det har det ikke. Jeg
var vant til at se, at min far
nok var fanger, men passede
sit arbejde ved siden af. Og
samtidig var en ny tid be-
gyndt. En fætter skaffede sig
en rejekutter - »Aaveq« - og
Geisler-klanen var også kom-
met godt i gang med rejefiske-
riet. Det fik vor motorbåd til at
synes lille, og vi så op til den-
ne nye form for fangst. Des-
uden var mit fangerliv i barn-
dommen blot en del af opdra-
gelsen, noget man havde godt
af at lære.
- Hvad interesserede dig i
skolen ?
- Sløjd! Jeg elskede det fag.
Arbejdet med træ, og hånd-
værket. Jeg har stadig en stol
med flettet sæde, som jeg
lavede i syvende klasse. Det
var et dejligt fag, og jeg kan
godt længes efter det.
- Var du ligefrem interesse-
ret i en håndværksuddannelse?
- Nej, det er ikke sådan, det
skal forstås. Jeg var skam dyg-
tig nok og fik oven i købet to
flidspræmier. Mine forældre
lagde ikke rigtigt mærke til,
hvordan det gik mig i skolen,
og når jeg kom hjem med en
flidspræmie, blev de da glade
og spurgte: - Nå, klarer du dig
godt i skolen? Ja, det gjorde
jeg faktisk.
Kim Larsen-ip Aqqaluk tikeraaraa, tassanilu taallat katersuk- Kim Larsen på besøg hos Aqqaluk, hvor han får overrakt
kat siulliit tunniunneqarput. Taamani Kim »qaannamik dennes første digtsamling. Det var dengang, Kim vendte
kinngusaarpoq«. kajakken.
- Det var da også grunden
til, at jeg som 12-årig i syven-
de klasse - i sommeren 1961 -
sammen med nogle få kam-
merater blev plukket ud og
sendt til Danmark på et års
skoleophold. Vi tilhørte det
første forsøgshold, og succes-
sen med os førte til, at grøn-
landske skolebørn i stort tal
blev sendt til Danmark i et år.
Fra vores hold husker jeg Jens
Jørgen Hansen, der nu er
præst, Stine Siegstad, Ku-
nuunnguaq Fleischer, Kristian
Markussen og vores kommu-
naldirektør her fra byen Nauja
Petersen.
Stor omvæltning
- Det var en forfærdelig
omvæltning at komme til
Danmark. Ikke bare var det
helt utrolig formynderisk, og
det skal jeg komme ind på om
lidt, men man må kunne fore-
stille sig, hvilket kultursam-
menstød, det var, at rejse fra
sit grønlandske hjem for at bo
et år i et helt fremmed land
blandt mennesker med en kul-
tur, der var mere end frem-
medartet. Ingen motorbåd,
ingen vand at se, ingen slæde-
hunde, men noget med køer
og ildelugtende stalde.
- Først kom vi i en internat-
lejr, hvor vi fra Grønland skul-
le lære hinanden at kende. Det
var et kursuscenter, der sam-
tidig var landbrug, og vi syn-
tes, der stank noget så frygte-
ligt. Det var jo uvant for os,
men Thyge Nielsen, der stod
for projektet, skældte os ud og
sagde, at det da ikke lugtede
værre end hjemme hos os selv.
- Men det var en stor om-
væltning. Jeg græd hver dag i
en måned og fremkaldte en
del medlidenhed hos min ple-
jemor, der på lollandsk sagde,
at de ’ vå' søjn - det var synd!
- Det var det også, og så var
jeg endda heldigere end de
andre, for jeg havde netop det
år min bedstemor i Danmark,
og min faster boede der fast.
Dem havde jeg mulighed for
at se, selvom grønlandsmini-
steriet skulle give tilladelse til
det og kun nødtvungent gjorde
det. Da min far var nødt til at
tilbringe julen i Danmark, og
vi kunne være sammen alle-
sammen, skulle grønlandsmi-
nisteriet også give tilladelse.
Det virkede helt grotesk.
Nabo uden at vide det
- Og endnu mere grotesk var
det, at vi grønlandske elever
blev holdt ekstremt adskilt. I
april - otte måneder efter, at
jeg var kommet til Danmark -
mødte jeg tilfældet Jens Jør-
gen Hansen ved en fodbold-
turnering, og da viste det sig,
at han kun boede fire kilome-
ter fra mig. Vi optog naturlig-
vis kontakt med hinanden, og
det var ikke noget, der passede
grønlandsministeriet. Når vi
talte grønlandsk sammen, sag-
de min plejemor, at hun havde
fået instrukser fra ministeriet
om, at vi ikke måtte tale grøn-
landsk. Så vi tilbragte en del
tid uden døre.
- Hvad betyder det for 12-
13 års børn at blive trukket
bort fra de hjemlige omgivel-
ser til et fremmed land?
- Det er en forfærdelig ople-
velse, og nogle havde vanske-
ligt ved at klare det. En miste-
de simpelthen sit sprog og var
fremmed for Grønland, da hun
kom hjem.
- Vi oplevede vel alle endnu
et kulturchok, da vi kom hjem
igen. Her blev det i øvrigt kol-
legielivet i Nuuk, der afløste
landsmandslivet i Danmark.
Heldigvis kunne vi flytte ind i
et helt nyt kollegie, så vi slap
for de gamle sovesale til for-
del for komfortable fire-
mands stuer.
Ole Brandt
kæmpede bravt
- Realskolen blev en lærerig
tid med udvikling og hold-
ningsdannelser. Vi lærte, hvad
fællesskab og ansvar var. Men
samtidig var miljøet på real-
skolen meget konkurrencebe-
tonet. - Enhver er sin egen
lykkes smed, sagde rektor
Stærmose. Dengang dyrkede
man eliten, og der blev stillet
meget store krav til eleverne.
- Jeg kan huske, at jeg var
blandt de fem bedste på real-
skolen og var i øvrigt på det
første hold, der skulle gen-
nemføre den på tre år. Jeg
husker også, at Ole Brandt var
en fantastisk inspirerende
lærer. Hans grønlandskunder-
visning, som i øvrigt sluttede i
anden real, fordi alt derefter
skulle foregå på dansk, gjorde
mig til digter. Det var ham,
der fik os til at interessere os
for litteratur, og han satte os i
gang med at skrive digte.
- Ole Brandt udlovede en
præmie på fem kroner til den,
der kunne skrive det bedste
digt, og jeg tjente penge på
mit første. Det handlede om
Tittukasik, en lille hjertelig
mand, der havde sin gang på
kollegiet. Det var i 1964.
- Ole Brandt kæmpede en
brav kamp for det grønlandske
sprog i en tid, hvor man talte
om, at det var dansk, der ville
vinde slaget om Grønlands
førstesprog.
-1 kollegiesalen på realsko-
len hørte jeg det første politi-
ske foredrag. Det var Knud
Hertling, der allerede var på
banen dengang.