274 GRIPLA - et ritual som ogsá guden Njord f0lger ved sin d0d.71 begge tilfælde volder spydet ikke d0den. Det samme kan siges at gælde om de men- nesker, som ofredes til Odin, typisk ved hængning; de blev kun mær- ket med spydspidsen. I disse tilfælde, hvor der ikke er tale om selvfor- voldt d0d, indgár spydspidsen rent symbolsk i d0dsprocessen for at op- fylde kravet om, at kun mænd bidt af váben fár adgang til Valhal. En lignende situation m0der vi, nár oldinge som Harald hildetand og Star- kad den gamle lader sig ombringe i kamp. Men formálet er i alle de nævnte tilfælde det samme som hos Haki. Det heroiske hos Hadernes bersærk er imidlertid, at han frivilligt skænker sit liv til guden. Med sin ærefulde d0d har Haki levet op til, hvad der s0mmer sig for bersærker. Disse udgjorde if0lge de tidligste kilder et krigerkontingent hos Odin- dyrkende fyrster; men de var ogsá en korporativ gruppe omkring en fælles Odinkult - den Odin som de kunne takke for, at de i kamp fik overmenneskelige kræfter og blev usárlige over for fjendens váben. Krigsguden Odin besad raseriets gave, som han ogsá skænkede ber- særkerne. I hverdagen gjorde de ikke brug heraf; men nár det gjaldt, gik de den sákaldte bersærkergang.8 Islændingene har bevaret viden om den tid i Norden, som omkring udvandringen til Island allerede var fortid. I den litterære overlevering omtales beretninger fra folkevandringstid og tidlig vikingetid i forn- aldarsagaerne. Disse er gennemgáende blevet nedtegnet sent - f0rst efter at kristendommen rigtig havde vundet indpas i sindene. Bersær- kerne h0rte netop til fornaldarsagaperioden. Trods kristendommens afstandtagen fra bersærkerne - ikke mindst deres lejlighedsvise ráhed - ses det af de tidlige kilder sásom skjaldedigte, Skjoldungesaga o.s.v., at bersærkerne havde en legitim social position, ikke mindst i kraft af tilknytning til samfundets top.91 Island savnedes i det politiske og so- ciale liv enhver legitimering af en sádan korporation af personer med Se Heimskringla I, a. udg., s. 22 f. - Sværdet var et fornemmere váben end spydet, og nár fyrster (eksempelvis i Grímnismál og Sigurdrífumál) finder d0den ved et Odins- ritual, er det fortrinsvis ved hjælp af sværdet. Se Heimskringla I, a. udg., s. 17. - I den ældre Edda omtales bersærker næsten ikke; de synes kildemæssigt især at h0re den tidlige vikingetid til. Inden for forskningen synes interessen i forbindelse med bersærkerne som fæno- men navnlig at gælde ársagen til deres raseri. Jan de Vries har imidlertid koncentreret sin unders0gelse om deres samfundsmæssige funktion. Hans opfattelse af bersærkerne som religi0st betonede krigergrupper og som medlemmer af et kultisk fællesskab er