Gripla

						SIGURD HJORT OG HANS TO B0RN I ISLANDSKE KILDER        295

Snorris andet Norgesophold, da hans aktuelle situation kunne minde

om forfædrenes fjendskab over for de norske konger.60 Jeg er dog til-

b0jelig til at indsnævre det tidsrum, da Snorri var i syv sind om den

norske kongemagt, til det sidste ár af hans liv. Efter at Skule lader sig

hylde som konge pá Eyrarting f0rst i November 1239 og indtil hans

fald sidst i maj 1240 er Snorri knyttet tættere end nogensinde til den

norske konge, nu som kong Skules jarl.61 Det som primært kunne have

givet Snorri anledning til en kongefjendskhed som i Egils saga, var

kongemagtens indehaver - her Hákons - potentielle fjendskab mod

Snorri selv.62 Og et helt ár til at skrive et værk om sin moders og sin

hustrus fjerne forfædre ville sikkert have været tilstrækkelig tid for en

rutineret historiker og forfatter som Snorri. I denne sammenhæng b0r

ogsá inddrages Halvdan Kohts betragtninger om, at Egils saga af-

spejler et dárligere kendskab til norsk geografi end hvad Snorri ud-

viser i Heimskringla, hvilket ikke harmonerer med at Snorri skulle

have skrevet Egils saga efter ialt næsten fire árs ophold i Norge, men

snarere peger imod tiden forinden.63

Hvor interessant det end ville være at kunne fastslá, at Egils saga og

Heimskringla skyldes en og samme forfatter, synes det mig, at disse to

værkers ophavssituation i den grad er den samme, at det fra et kilde-

vurderingssynspunkt næppe kan blive vigtigt at tage entydigt stilling til

hvem der f0rte Egils saga i pennen. Tilsvarende er det knap sá af-

g0rende, hvorvidt Borgarslægtens overlevering - med sin rige skat af

oplysninger af rigshistorisk art - har fundet sin f0rste delvise ned-

tegnelse i Heimskringla i 1230rne eller i Egils saga i 1220rne eller má-

ske i 1240-41. De omkring ti ár mellem de to værkers tilblivelse kan

ikke tillægges synderlig vægt m.h.t. kildeværdi, nár det drejer sig om

tildragelser som var indtruffet næsten fire hundrede ár forinden, sále-

des som tilfældet er vedr0rende hertug Guttorm af Viken.

Pá grund af den konkretisme, som kendetegner den rádende forsk-

ningsretning inden for nordiske middelalderstudier, vil jeg betegne

den som faktuel kildekritik. Et grundlæggende princip for denne er

Jónas Kristjánsson, 'Egilssaga og Konungasögur', Sjötíu ritgerðir helgaðar Jakobi

Benediktssyni, 1977, s. 449-472. Se ogsá af samme forf. 'Bókmenntasaga' i Saga íslands

II, 1975.

61  Hákon Hðkonssons saga i Anne Holtsmarks oversættelse, 1964, s. 167-220.

62  Sturlunga saga I, udg. v. Jón Jóhannesson, 1946, s. 447-454.

63  Halvdan Koht, Norsk Biografisk Leksikon XIV, 1962, s. 111-114.