Læknablaðið - 01.12.1977, Blaðsíða 46

266
LÆKNABLAÐIÐ
Povl Riisi
SUNDHEDSSEKTORENS PERSONALE OG DEN DÖENDE
OG NÆRDÖENDE PATIENT
D0den er en hyppigt tilbagevendende be-
givenhed for alle, der arbejder i sundheds-
og socialvæsenets institutioner, og fortsat
ogsá noget relativt hyppigt for alle, der
arbejder i den sákaldte primære sundheds-
tjeneste, dvs. praktiserende læger, dis-
triktslæger og tilknyttet personale.
D0den er i dag flyttet fra hjemmet til
institutionerne. Dette fremgár af de danske
tal for 1975, hvor ca. 74% af alle d0dsfald
(37.400 af 50.600) indtraf pá hospitaler og
ple j einstitutioner.1
D0den som uafvendeligt punktum for et
menneskeliv kan beskrives med mange ud-
gangspunkter. For lægen og sundheds-
sektorens 0vrige personale opleves den nok
især som et biologisk fænomen, men under
omstændigheder hvor menneskelige, kui-
turelle, religi0se og andre forhold spiller
stærkt ind.
En omtale af d0den som den opleves i
sundhedssektoren b0r af ovennævnte
grunde derfor ikke primært tage udgangs-
punkt i biologiske forhold, men i mennes-
kelig'e relationer, dvs. tage sit udgangs-
punkt i fem grupper mennesker: patient-
erne, de párprende, medpatienterne, pleje-
personalet og lægerne.
I den f01gende omtale vil hovedvægten
blive lagt pá forholdene, sem de er i
Norden i dag. Pá en række omráder er
d0ende og nærd0ende patienters vilkár
ikke acceptable, og det er derfor naturligt
at fremstillingen nu og da medinddrager
en beskrivelse af, hvordan forholdene
burde være.
Den i det fplgende benyttede sprogbrug
b0r kort kommenteres. Med udtrykket
dpende menes en tilstand, hvor d0den kan
forventes at indtræde inden for timer til
i Medicinsk-gastroenterologisk afdeling C,
Herlev universitetshospital, DK-2730 Herlev,
Danmark.
fá d0gn. Med udtrykket nærdpende (hvil-
ket er en, sproglig nyskabelse, i analogi til
det engelske „near dying“) menes patien-
ter, hos hvem d0den med stor prognostisk
sikkerhed kan forventes at indtræde inden
for de næste en til to máneder.
PATIENTERNE OG D0DEN
Nordiske patienter er fra de relativt
tidlige barneár fuldt fortrolige med d0dens
uafvendelighed, selv om det formentlig
h0rer b0rne- og ungdomsárene til, at d0den
som realitet ikke indgái' i den daglige
bevidsthed. Pá dette punkt afviger nordiske
patienters viden næppe fra andre kulturelle
grupper ud over verdenen. I modsætning
hertil er der meget der tyder pá, at patien-
ternes viden om d0dens praktiske og sociale
omstændigheder er mindre udtalt i dag
end tidligere. Dette kan ikke alene til-
skrives en vis tilb0jelighed til eskapisme
i samtiden, men ogsá at d0den er institutio-
naliseret, sálendes ad d0den ikke indtræder
i familiens nærhed i de fleste tilfælde, men
i en mere eller mindre fjern institution.
Denne mindre, praktiske viden betyder
ikke, at fordommene om d0den er taget af
i samme takt. Tværtimod tyder en del pá,
at fordommene er forblevet og har udfyldt
det tomrum, sem manglende viden og per-
sonlige erfaringer fra familiesituationen
har efterladt. En situation, der jo ikke er
sædvanlig. Vi stár sáledes i en situation i
dag, at den professionelle viden om d0dens
biologiske fænomen er samlet i institutio-
ner, og dermed holdt borte fra befolk-
ningen, fordi pasningen af og omgangen
med d0ende og nærd0ende er blevet noget
professionelt og til dels specialiseret. Helt
frikende tiden for den ovennævnte eskap-
isme kan man dog ikke. For en del nutids-
mennesker er d0den ofte belagt med et
tabu, som yderligere blokerer for en per-