Dúgvan - 01.01.1921, Blaðsíða 1
i
Nr. I. JANUAR 1921. 28.Aargang.
Ædruelighedsloven
--o-
Der er nu gaaet mere end 12
Aar, siden vi her paa Færøerne
fik vor Ædruelighedslov. Lige-
som enhver ny Lov, har denne
Lov sine store Mangler, der des-
værre bliver mere og mere frem-
trædende. Ædruelighedsloven
har i det store og hele været til
overordentlig stor Gavn for vore
Øer, men Spørgsmaalet er, om
Tiden nu ikke er inde til at tage
Skridtet fuldtud og gaa over til
en Forbudslovgivning,
saaledes at det forbydes at
indføre berusende Drikke.
At en saadan Lovgivning vil
møde Modstand, maa man paa
Forhaand være klar over, men
der er utvivlsomt for Tiden me-
get stærk Stemning for en For-
budslovgivning herhjemme. Men
kan en Forbudslov gennemføres
i Praksis, og vil ikke Overtræ-
delserne blive meget hyppige,
saaledes at Loven kun har Be-
tydning paa Papiret? Som Svar
herpaa kan anføres at det er
utvivlsomt, at en Forbudslov vil
blive overtraadt ganske som en-
hver anden Lov. Lige saa længe
som der har eksisteret organise-
rede Samfund har det f. Eks.
været forbudt at stjæle; men til
Trods herfor har dog nogle pro
mille af Befolkningen overtraadt
denne Lovregel og bliver ved
dermed. Det har vist sig, at en
Forbudslov overtrædes, men det
har ogsaa vist sig, at den ikke
overtrædes oftere, men snarere
sjældnere end andre Love, og det
til Trods for, at Forbudstanken
er ny, medens Forbud mod f. Eks.,
at stjæle gennem Aartusender er
banket ind i Folkets Bevidsthed.
Naar vore Fiskere kommer
hjem fra Island, kan man af og
til høre haarrejsende Historier
om, hvor hyppigt Islænderne
overtræder deres Forbudslov.
Imidlertid maa man være varsom
med at tro altfor blindt paa slige
Beretninger. En Islænder, der
ikke er organiseret Afholdsmand,
udtaler i en Artikel andetsteds i
Bladet, at Forbudsloven maa si-
siges at have svaret til sin Hen-
sigt, og at den islandske Befolk-
nings store Flertal er særdeles
godt tilfreds med den. — Man
hører ofte fremført Udtalelser om,
at »Forbud forbyder ikke«; det
er ganske sandt, lige saa sandt
som at en Kanon ikke gaar af
af sig selv. For at faa Kanonen
til at gaa af, maa der være en
eller flere Mænd bagved den.
For at haandhæve en Forbuds-
lov, maa der bag den være en
energisk og interesseret Myndig-
hed, der kommer over alle dem,
som begaar Overtrædelser; ellers
vil Loven snart kun være en stø-
vet Bog, og intet andet.
Kaster man et kort Tilbage-
blik over Af holdsbevægelsen her
paa Færøerne, saa er det tydeligt,
at denne Sag stadig har været
baaret frem og holdt oppe af
Folkets brede Lag. Endnu
den Dag i Dag staar det
store Flertal af de Mennesker,
der har haft Lejlighed til at tilegne
sig højere Oplysning, uforstaaende
eller endog afvisende overfor Af-
holdsbevægelsen. — Det første
Forsøg paa at stifte en Afholds-
forening herhjemme blev gjort i
Aaret 1840, da en fremragende
og afholdt thorshavnsk Borger,
Lærer Lutzen, stillede sig i Spid-
sen for et saadant Arbejde. For-
eningen blev stiftet, men dens
Levetid var kun kort. I 1874
stiftedes atter en Afholdsfor-
ening; denne gik imidlertid kort
efter over til at blive en Maade-
holdsforening, og som man kunde
vente, døde den snart efter af
»Maadeholdstæring«. 20. Oktober
1878 stiftedes saa Thorshavns
Totalafholdsforening; det Grund-
lag, hvorpaa denne Forening
byggedes, viste sig at være saa
godt, og de Mænd, som i de
første og vanskeligste Aar stod
som dens Ledere, var saa duelige
og udholdende, at Afholdsfor-
eningen — den første i Konge-
riget Danmark — endnu den
Dag udfolder sin Virksomhed
med et Medlemsantal af c. 200.
Senere har tillige N. I. O. G. T.
og »Det blaa Kors« udført et
stort Afholdsarbejde. — Det vi-
ste sig imidlertid snart, at Af-
holdsarbejdet ad Frivillighedens
Vej alene udrettede for lidt;
derfor begyndte Af holdsfolket
allerede i 90erne til Lagtinget at
indsende Andragender om en
Ædruelighedslov. Og da saa Fær-
øernes Lagting vedtog en Ædru-
elighedslov, som alle færøske
Mænd og Kvinder over 25 Aar
fik Ret til at stemme om, viste
det sig, at kun 130 stemte imod,
medens 3458, eller 29/30 af samt
lige Vælgere stemte for Loven,
der saaledes maatte siges at
være et fuldgyldigt Udtryk for
det færøske Folks Vilje.
Af holdsfolkenes store Maal
har selvfølgelig altid været det,
at faa de berusende Drikke fjer-
net fra vort Samfund. Det
ideelle vilde naturligvis være, om
dette kunde naas ad Frivillighe-
dens Vej, pg det Arbejde, Af-
holdsforeningerne nu i over en
Menneskealder har udført, peger
i den Retning. Som foran om-
talt har det imidlertid vist
sig nødvendigt for Af holdsfolket
at søge at faa Indflydelse paa
Lovgivningsmagten i ædruelig-
hedsvenlig Retning. Ædruelig-
hedsloven var det første positive
Resultat heraf; den havde Til-
slutning ikke alene fra Afholds-
folk, men fra saa at sige hele
den færøske Befolkning. Til Re-
visionen i 1912 indsendte Af-
holdsforeningerne Forslag til for-
skellige Ændringer, men I.agtin-
get gik kun ind paa enkelte af
disse I 1916 var der atter ind-
sendt Forslag, og disse var for
saa vidt mere vidtgaaende end i
1912. Der foresloges denne Gang
principielt:
Naar der fra 500 stemmeberet-
tigede fremsættes Forslag om al-
mindelig Afstemning angaaende Ind-
førselsforbud, skal en saadan Afstem-
ning iværksættes inden et nærmere be-
stemt Tidsrum.
Berettiget til at deltage i Af-
stemningen er enhver Kvinde og
Mand, som har fyldt 25. Aar.
Er */s af samtlige afgivne Stem-
mer for Forbud, træder dette i
Kraft fra næstfølgende I. Januar.
Lagtinget vil i den kommen
de ordinære Tingsamling i Som-
mer atter faa Ædruelighedsloven
til Behandling, og der vil fra de
herværende Afholdsorganisatio-
ner atter blive indsendt Forslag.
Hvad disse kommer til at gaa
ud paa, vil man i den nærmeste
Fremtid faa Oplysning om.
Dr. polit.
Matti Helenius Seppalå.
—o—
Det var et smærteligt Budskab
for Nordens Afholdsfolk, at den
kendte finske Afholdsforkæmper
Matti Helenius Seppdld var af-
gaaet ved Døden ombord paa
»Frederik VIII« paa Hjemrejsen
fra Amerika, hvor han havde
deltaget i den internationale Anti-
Alkoholkongres i Washington.
Ingen Afholdsmand var vel
videre og bedre kendt i de nor-
diske Lande, ja Verden over,
end Matti Helenius Seppiila, hvis
vægtige Skrifter er trykt paa
mange Sprog, og som har holdt
et Utal af Foredrag ved Møder
og Kongresser, ikke mindst
i Danmark, der næsten var hans
andet Fædreland, og ved hvis
Universitet han i sin Tid tog
Doktorgraden paa en Afhand-
ling om Alkohoispørgsmaalet.
Denne Afhandling vakte stor
Opsigt og fik megen Betydning
for Afholdsarbejdets Fremgang
i Danmark, hvor man i høj Grad
benyttede de udmærkede Vaaben,
som denne Bog var ladet saa
rigeligt med. En Del af Af-
handlingen blev i sin Tid aftrykt
i »Dugvan«.
Dr. Helenius Seppalå var den
selvskrevne Leder af den finske
Afholdsbevægelse, og for denne
er hans Bortgang et smærteligt
Tab. Ved sin Kundskabsfylde
og ved sin sociale Position (han
var Departementchef i Ministeriet)
var han Bevægelsen til uvurdelig
Nytte, og det var ogsaa ham,
der fik gennemført den finske
Forbudslov, som han tit og ofte
maatte rykke i Marken for,
hver Gang Modstanderne kom
frem med en af deres Løgne-
historier. Han var ogsaa Finlands
Repræsentant ved de nordiske
Afholdskongresser, og for den
sidste af disse, som fandt Sted i
Helsingfors, var han Kongressens
Præsident og tog sig som saa-
dan bl. a. meget af de danske
Deltagere. Ogsaa den kommende
nordiske Kongres i København
til næste Sommer var han med
at forberede, og der maa nu en
anden træde i hans Sted.
Helenius blev kun 50 Aar,
men han kunde vel have levet