Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.06.1910, Blaðsíða 2

Guds Hjærte. I deres Hjærter, og tit og-
saa"1 i deres Religioner, lever der en util-
fredsstillet I.ængsel efter den levende Gud,
og derfor er det ogsaa, at vi saa mange
Gange hører om, hvorledes de med Glæde
griber Budskabet om ham, naar det brin-
ges til dem af hans Udsendinge.
En af de største Religioner derovre i
Asien er Buddhismen, som blev stiftet om-
trent Aar 600 f. Kr. af en indisk Konge-
søn. Og imellem denne Religion og Kri-
stendommen bliver det sikkert, at Kampen
om Verdensherređømmet en Gang kommer
til at staa, en Kamp, som vi jo efter Her-
rens Ord ved, hvordan Udfalđet bliver paa.
Men selv i denne Religion, der jo tilmed
er forholdsvis ny, finder vi Spor af den
samme Hjemlængsel, og det endda hos
Stifteren selv. Buddha har nemlig en Gang
sagt: 600 Aar efter mig skal en fødes imod
Vesten (og Jøđeland ligger jo vest for In-
dien), som skal være Maytreya (og đet be-
tyder Barmhjærtighed), og han skal være
større end jeg. Vi ser altsaa, at Buddha
her underordner sig unđer Kristus og der-
ved egenlig ogsaa opfordrer sine Tilhæn-
gere til at fø'.ge ham. Og tillige ser vi,
at han har følt, at han og alle andre.Hed-
ninger, de manglede een Ting, netop den
Ting, som Kristendommen skulde give Vis-
heden om, at Gud er god og kæriig og
naadig, barmhjærtig og fuld af Miskundhed.
Og den Gang, da for en Snes Aar
siden Udsendinge fra Alverdens Religioner
samledes i Chicago, og der skulde vælges
en Bøn at begynde Møderne med, hvilken
Bøn valgte de da? Fadervor, Kristi Me-
nigheds Bøn, som den har lært af Mesteren
selv! Og nu kan man jo mene, hvad man
vil, om det rigtige eller urigtige i, at en
Hedning staar frem og beder Fadervor —
jeg selv finder ikke, at det er rigtigt;
Fađervor er en Bøn for dem, der af Jesu
Kristi Naade er genfødt i Daaben og først
dór liar faaet Lov til at kalde Gud vor
F'ader. Men alligevel, kunde Hedninge-
religionerne paa en tydeligere Maade sige,
at det, der lever dybest og inđerligst som
I.ængsel og Suk og Trang í dem, det har
de faaet uđløst, det har de fundet baade
Ord for og Svaret paa i Jesu Kristi simple,
livsalige Ord: Vor Fader, du, som er i
Himlene!
Ja, et Suk igennem Verden gaar, et
Suk, en Længsel efter den levende Gud,
efter Faderen i Himlene. Men Gud ske
I.ov! det er ikke blot et Suk og en I.æng-
sel. For Gud selv har hørt Sukket og vil
tilfredsstille I.ængselen, Ja, førend der
kaldtes paa harri, saa svarede han, og han
viste sig, førend man søgte ham. Og han
sendte sin Søn, den eenbaarne, for at stille
Længselen, og Sønnen udsenđer nu sine
Sendebuđ for at bringe det glade Buđskab
ud over Verden til alle Jorđens utalte
F'olkeslag. Han udsender sine Herolder
for at kalde alle F'olkene til ham, for at
vække Hjemveen og drage alle Børnene
hjem til den bedste Fađers Hus.
Og vi, som nu bor hjemme i Faderens
Hus, i Kristi Menighed, lad os da ogsaa
stræbe at leve som rette og sande og gode
Børn af vor himmelske Fader, og lad os
sta'dig bede ham om hans Hjælp dertil.
Lad os leve efter hans Vilje, i hans Kær-
lighed. Ja, lad hans Kærlighed vise sig
virksom ogsaa i vore Hjærter og bære
F'rugt der, saa at det kan ske, saaledes
som der staar i Skriften, at vi elsker, forđi
han elskeđe os først. F'or naar det sker,
saa bliver vor Kærlighed ogsaa af den
rette Slags, saa bliver det ikke en Kær-
ligheđ med Ord og med Tunge, men i
Gærning og Sandhed. Saa bliver det en
virksom Kærliglied, der med Guds Bistand
gør alt, hvad der staar i dens Magt, for
Brødrene og Søstrene. Og Kærligheden
vider sig ud, den strækker sig ogsaa til
Brødrene og Søstrene i det fjærne, i Ud-
lændigheđen, og beder til Gud, at ligesom
han i sit F'aderhjærte ogsaa omfatter dem
med Kærlighed, at han saaledes ogsaa vil
drage dem, saa de kommer og gaar med
ind i F'aderhjemmet med de mange Boliger.
Knud. L. Melbye,
Sognepræst for Raabjerg.
Roden til alt ondt.
Ved C. F.
Et gammelt Ord siger, at »Lediggang
er en Rod til alt ondt*, og Apostelen
Paulus siger, at »Pengegerrighed er en
Rod til alt ondt* (1. Tim. 6, 10). Hvem
har nu Ret af disse to? Man skulde sy-
nes, at kun en af dem kan have Ret, og
at det đa maa være Paulus, siden hans
Visdom maa staa langt over Ordsprogenes.
I Virkeligheden har de vistnok begge Ret.
»Alt ondt* maa nemlig nærmest betragtes
som et stærkt Udtryk for meget ondt;
thi det kan jo ikke nægtes, at den, der
ikke er pengegerrig, ogsaa vil kunne falde
hen til mange Slags ondt, som altsaa ikke
kan have sin Rod i Pengegerrighed. Den
driftige og flittige har jo ogsaa sine F'ald-
gruber, som det altsaa ikke er lædiggang,
der har styrtet hatri i. Men sikkert er
det, at saavel Lediggang som Pengeger-
righed er Kilder til meget ondt, er Rød-
der, hvorpaa der vokser mange vilde og
onde Skud.
»Naar Børn er stille, gøre de ondt*,