Kristeligt Ungdomsblad for Færøerne - 01.10.1913, Blaðsíða 3

saa at der kan blive en god Ende paa
vor Sag.
Vor Skaber tænkte paa os, da han
gav os Jesus til vor Frelser, og han har
stadigt siden tænkt paa os, han tænker
ogsaa paa at krone baade dig og mig
med evig Herligheđ og Ære. Lad os
derfor ogsaa' altid tænke paa ham og i
Jesu Navn søge at leve som rette
Himmelborgere.
Sálmarnir
úr
Gamla Testamenti.
(Týddir av J. Dahl.)
• (Uppafturtikið.)
23di sálmur.
1) Ein sálmur av Dávid.
Harrin er hirðir mín,
ongan sakn eg kenni.
2) Á grasgóðum flotum hann letur meg
Hggja.
til hvíldaráir hann leiðir meg.
3) Hann sál mína lívgar,
fyri navn sítt meg beinar á rætta leið.
4) Gangi eg í dimmum dólum,
einki ilt eg óttist.
Tí tú ert við mær,
tín stavur og tin keppur, teir ugga meg.
5) Mær borð tú reiðir
fyri eygunum á fíggindum minum.
Við smyrsli tú salvar mítt hóvur,
bikar mitt yvir flýtur.
ó) Einans góðska og náði mær fylgja
allar mínar lívsins dagar.
í Harrans húsi eg dvólist
í endaleysar tíðir.
24di sálmur.
1) Av Dávid; ein sálmur.
Folđin er Harrans og fylli hennar,
heimurin og tey, ið heimin byggja.
2) Tí hann hevir lagt hennar grundvóll í
havi,
yvir streymum hann hevir hana fest.
3) Hvór torir ganga niðan á fjall Harrans,
hvór torir standa á hans heiliga staði?
4) 8á, ið sakleysar hevir hendur og hjarta
reint,
ikki hevir vent sín huga at lygnum
og ikki svór svikara eið.
5) Hann skal av Harranum fáa signing
og rættlæti frá sínum frelsunnar Guði.
6) Slík er tann ætt, ið leitar til Harrans
og søkir ásjón Jákups Guðs. Sela.
7) Hevjið tykkara hðvur, borglið!
Reisist tit avgomlu portur,
at dýrdarinnar kongur kann koma!
8) Hvór er hesin dýrdar kongur?
Harrin, veldigur og sterkur,
Harrin sterkur í stríðum.
q) Hevjið tykkara hóvur, borglið!
Reisist tit avgomlu portur,
at dýrdarinnar kongur kann koma!
10) Hvðr er hann, hesin dýrdar kongur?
Harrin herskaranna.
Hann er tað, ið er dýrdar kongur. Sela.
Taknemlighed.
»Aa, blot der vilde komme en I.ys-
straale fra Himlen, saa jeg kunde se, hvor
vi er!« sukkede Kaptajnen paa et Skib,
der i en bælgmørk Nat var lige i Nærhe-
đen af nogle farlige Klipperev. Den sam-
vittighedsfulde Kaptajn følte sit Ansvar
og turde ikke vige fra Kommandobroen.
Pludselig brød Maanen frem og kastede
sit Lys over en Række takkede Klipper
lige foran Skibet. Det lykkedes iige at
faa Fartøjet vendt og hindre Forliset.
Føreren blev saa taknemlig over sin
Redning paa dette farlige Sted, at han
lod opføre et Fyrtaarn paa disse Klipper,
og mangt et Skib blev derved reddet fra
Ødelæggelse.
Ijerrens Veje.
(Fortsat.)
Vejret var blevet lidt roligere, og
vStormen rasede ikke nær saa slemt, som
den foregaaende Dag. Da fattede Ellen
den Beslutning at vove sig ene ud paa
det brusende Vesterhav, for om muligt at
redde et Menneskeliv.
Hun havde ofte før været paa Søen
med sin Fader for at hjælpe ham at sætte
Bundgarn; nu var hun rigtignok alene,
men den almægtige Gud var med hende;
han vilđe ikke forlade hende, det vidste
hun jo, og dermed løsnede hun sin Faders