Grønlandsposten - 01.04.1942, Blaðsíða 2

14
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2
lig levende og naturligt sammenhængende bille-
de. A propos billeder. Det er typisk for, hvor-
dan, vi selv som voksne, i aarevis kan blive ind-
stillet paa at leve af billeder heroppe i stedet for
af selvsyn, naar afdøde inspektør Harries pleje-
de at fortælle om sin umaadelige forbavselse, da
han ved sin ankomst fra mange aars ophold i
Grønland stod paa skibet og studerede en hest,
der stod køreklar inde paa kajen i Trangraven.
Det var ganske i sin orden, for saadan skulde
en hest jo se ud — indtil han tik et choc der-
ved, at hesten satte sig i bevægelse. Billedet fik
liv, for det var til afveksling omsider — en rig-
tig hest. —
Selv om danske hørn heroppefra i det hele
er som børn er tiest, kan man gennem en læn-
gere rajkke iagttagelser godt udskille et par
forskellige typer, mellem hvilke der fremkom-
mer alle forskellige overgange. Nogle staar i
fare for at blive »slugt af landet«. Der er dan-
ske børn, der slutter sig særlig stærkt til deres
indfødte legekammerater, taler det grønlandske
sprog med forkærlighed og lethed, (saa forældre-
ne ogsaa af sproglige grunde maa holde igen for
at værne det danske), kaster sig over skiløb,
slædekørsel, roture, og hvad livet ellers byder
paa i Grønland. Det vil dog tit være overdre-
vent at tale om »slugt af landet«, fordi et barn
heroppe er optaget af alt dette. Det har hyppigt
gode grønlandske legekammerater. (Paa et tid-
ligere stadium udgør de grønlandske barnepiger
et interessant kapitel, som der ikke er tid at
komme ind paa). Det hører med til en sund
barnctilværelse at tumle sig udendørs. Det be-
tyder samtidig meget for børnenes helbred og
skulde let kunne forenes med fuldkommen nor-
mal aandelig udvikling og udmærkede skole-
kundskaber. Ikke desto mindre har mangfoldi-
ge danske forældre paa dette omraade maattet
være stærkt paa deres post, fordi de med rette
indser, at overgangen kan være ganske umær-
kelig mellem barnets voksende optagethed af li-
vet heroppe og det punkt, hvor man maa sige,
at hvis barnet ikke skal gro fast og mærkes for
sin levetid i ensidig grad af den snævrere hori-
sont i Grønland, saa maa det i tide overflyttes
til det milieu, hvor dets fremtid ligger, og som
det derfor skal kende noget til fra barndommen.
Omvendt kan forholdene medføre, at et
dansk barn, hvis læseinteresse i skolen er vakt,
bogstavelig talt forsluger sig paa morskabslæs-
ning i et omfang som forældrene ikke altid er
paa vagt overfor heroppe. Betydningen heraf
bliver tit undervurderet. Man glemmer let, at
faren for ufordøjet læsning ogsaa i selve skolen
er langt større her end hjemme, idet det læ-
sende barn i Danmark har langt mere af det
læste for øje i form af realiteter og selvsyn end
det danske barn i Grønland. Her fører læsnin-
gen under afsondrede forhold let ind i en fanta-
siverden, som kan gøre barnet forskruet, hvis
ikke der gribes ind i tide. Ellers giver det bag-
slag baade i og udenfor skolen. En hovedopga-
ve ved dansk børneopdragelse i Grønland maa
derfor blive, at saavel forældie som privatlærer-
inderne for de danske børn følger med i og vej-
leder til sund læsning ogsaa udenfor skolen. I de
senere aar har børnebøgerne paa seminariets bib-
liolhek været en hjælp, som desværre ikke kend-
tes heroppe i min barndom, og som forældre
ogsaa udenfor Godthaab sikkert burde benytte
sig af i langt større omfang, ligesom gensidigt
laan af gode børnebøger i vore dage langt lette-
re end tidligere maatte kunne ordnes mellem for-
ældrene langs kysten.
Selvfølgelig er det danske skolebarns fritids-
læsning i vel afpasset form en fortrinlig mod-
vægt mod at blive ensidig slugt af tilværelsen i
Grønland. Det stærkt læsende barn er dermed
blevet lukket ind i en verden, som desværre
det grønlandske og kun grønlandsklæsende barn
vil føle sig mere og mere udenfor i forholdet
til sine danske legekammerater. At den rigtige
fritidslæsning kan stive skolegangen af, ved en-
hver lærer. Reversen af medaillen er oplagt.
Det danske barn, der lukker sig for meget inde
med sine bøger heroppe, bliver let en usund
indesidder og kan gaa glip af mange fremra-
gende chancer for friluftsliv, som det aldrig faar
igen, og som dets senere skolekammerater i
Danmark slet ikke vil forstaa, det ikke i rige-
ligt maal har dyrket heroppe. (»Hvad har du
da været i Grønland for!«)
Ved omplantningen i Danmark til skolegang
under større forhold møder der barnet en ræk-
ke forandringer, som det mere eller mindre maa
sunde sig paa, før det falder til. En tid er det
interessant, man er fra Grønland; men den nys-