Grønlandsposten - 01.05.1942, Blaðsíða 2

38
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
mod det rigtige, og det kan dette lille blad blive
— skulde helst allerede være det.
Det er blevet sagt baade i nord og syd, at
man ikke havde interesse i et blad, der stod
under censur. »Grønlandsposten« er ikke un-
derkastet nogen form for censur udover den,
som enhver ansvarlig redaktør maa udøve for
at holde et blad indenfor de rammer, dets for-
maal kræver, og som gør det juridisk uangribe-
ligt. Men da redaktøren rent erfaringsmæssigt
paa ingen maade kan være i stand til at bedøm-
me alle de emner, der maatte fremkomme, tur-
de det vel anses for rimeligt, at man raadførte
sig med de paagældende autoriteter, før emner,
der maatte rumme tvivlsspørgsmaal, kommer
frem i bladet.
Det er tidligere i bladet blevet sagt, at
»Grønlandsposten« gerne skulde skabe lidt mere
kontakt mellem de danske og være et samlings-
organ for udveksling af meninger og tanker.
Men lad det betones straks, at bladet er og skal
være upolitisk. Med hensyn til den omkring os
rasende verdenskrig kan vi, hvis den vil blive be-
rørt i bladet, kun holde os refererende; thi en-
hver diskussion herom vil lettere bidrage til
splittelse end samling, og vort lille samfund har
ikke raad til splittelse, især da vi alligevel aldrig
kan være andet end inaktive i det store opgør,
der foregaar omkring os, selv om vort eget land
saa skæbnesvangert er draget ind deri. Grøn-
land har engang valgt sin kurs, maaske mere
eller mindre frivilligt, men som loyale borgere
er det for os en selvfølge, at vi indordner os
derunder i tillid til vore ledere — vi vil staa
stærkere derved, baade udadtil og indadtil — og
især efter krigen, ligegyldigt hvordan den maat-
te ende.
Men der er andre vigtige ting, som det kun
vil gavne at tage op til overvejelse og drøftelse,
og i et saa snævert samfund som vort, kan det
med rette siges, at vi simpelthen bar pligt til at
lade erfaringer, viden og indtryk gaa videre til
vore medmennesker, og det vil kun gavne en
sag, om ogsaa andres meninger derom fik lej-
lighed til at komme til orde. »Grønlandsposten«
giver alle denne lejlighed. Bladet vil derigen-
nem ogsaa tjene et større formaal: vi vil faa
lejlighed til at prøve paa at sætte os ind i hin-
andens meninger og tankegang og derved ogsaa
komme til at forstaa hinanden bedre i nord og
syd og øst: det har tit været sparsomt med den-
ne forstaaelse i Grønland.
Paa mine rejser sidste sommer, hvor jeg fik
lejlighed til at besøge det meste af Grønland fra
Thule til Julianehaab, blev der overalt vist mig
en enestaaende gæstfrihed langs hele kysten,
selv hvor huset i forvejen var fuldt optaget af
tilrejsende. Grønland er velkendt for denne
gæstfrihed — mange tager den imidlertid for en
selvfølgelighed, og ikke alle tænker paa, hvad
det i virkeligheden koster husmoderen af tid,
ulejlighed og paa mange andre maader at yde
den. Men den, der efter en lang rejse paa slæ-
de, i motorbaad eller paa skonnert kommer til
koloni eller udsted og forfrossen og sulten
længe iforvejen glæder sig til husly og varme i
gode menneskers selskab, han vil ogsaa forstaa
at værdsætte den gæstfrihed, der modtages, og
som man altid ved findes, hvor man kommer
hen — selv om det ofte er svært at give det ret-
te udtryk derfor.
For en enestaaende og smuk modtagelse i
alle hjem i Grønland, hvor jeg har været gæst
baade under denne og tidligere rejser, vil jeg
gerne her bringe mine værter den hjerteligste
tak. Og som nærværende blads redaktør, vil
jeg gerne takke alle for den interesse, hvormed
man har imødeset bladets tilblivelse, og for den
velvilje, man allerede paa forhaand har vist det
og forhaabenlligt ogsaa vil vise det i fremtiden.
Jeg tror, vi er enige i liaabet om, at det maa
blive til gavn og glæde for os alle i Grønland.
I to aar har forbindelsen med Danmark været
afbrudt, om ikke helt, saa dog saa meget, at vi
i al den tid har maattet være passive tilskuere
til hele udviklingen og til alt, hvad der maatte
ramme vore kære og vore interesser derhjemme
— oftest ikke engang tilskuere. Vi ved, det er
en haard tid for vort land og vort folk, og at
gammelt forsvinder, og nyt bliver til derhjemme,
men netop dette er det, der gør vor lod saa
tung, at vi saa ganske er udenfor skæbnefælles-
skabet med dem, der staar os nærmest: paa al-
le andre omraader har vi det saa godt som no-
gensinde.
Men hvad der end er sket eller endnu vil
ske derhjemme af ondt eller godt, intet vil dog
faa os til at tabe troen paa det danske folk, el-