Grønlandsposten - 01.05.1942, Blaðsíða 3

Nr. 4
GRØNLANDSPOSTEN
ler troen paa den enkelte. Vi ved, de derhjem-
me kæmper en sejg kamp og vil holde hovedet
rejst gennem alt, hvad der maatte komme, og
selv om vi ikke kender forudsætningerne for og
ofte vanskeligt forstaar det, som sker derhjem-
me, saa har vi dog tillid til, at de skridt, der
tages af det danske folk og den enkelte, er de
eneste mulige og rigtige i hvert givet tilfælde.
Vi haaber, at de ogsaa har tillid til os, selv
om de maa følge vort arbejde og virke lige saa
39
passivt, som vi maa følge deres. Men naar vi
engang igen kan fortælle hinanden, hvad vi
hver især har udrettet, lad saa dette blad være
et vidnesbyrd for dem derhjemme om, at vort
liv og vore kræfter her i Grønland ikke har lig-
get stille, men at vi har staaet samlet om at fø-
re vor danske arv videre i en tid, hvor vi var
overladt os selv.
Christian Vibe.
Danmark-Sangen.
(»Politiken« 11. August 1940.)
JPvG har sortnende Hede og hvidnende Sande
i Vest og i Nord,
og mod Øst og mod Syd harjeggrønklædte Strande
om 0 og om Fjord.
I de vidtbredte Agre bag Skovenes Rande
staar Kornet og gror.
Jeg har nok til jer alle, i Marker og Vande,
min Rigdom er stor,
Det er Danmark, din Moder, der taler,
og lyt til mit Ord!
DU har Hjemret i Riget saa længe tilbage,
som Landet bestod.
Du fik Lov til at leve beskærmede Dage
i Tider af Illod,
og i Frihed, i Retfærd og Fred uden Mage
har Stammen sin Rod.
Men at værne din Arv og at dø uden Klage
du ogsaa forstod.
Det er Danmark, din Moder, der taler,
saa lyt ved min Fod!
ER nu alt blevet andet? Er Arven lagt øde
og Rigdommen endt?
I er nu kastet ud i et haardere Møde,
end før I har kendt.
Blev I slappe og sløve, er Mændene døde,
blev Sla'gten forvænt?
Skal for Kiv og Splidagtighed Slægten nu bøde,
har Bladet sig vendt?
Det er Danmark, din Moder, der taler,
har Ørdet dig brændt?
MEN jeg tror, at en stærkere Vilje vil stige
af Trængslernes Aar,
at jert Nag og jer smaalige Tvedragt skal vige
for ædlere Kaar.
I skal bygge et Værn i jert fædrene Rige,
saa Folket bestaar,
saa det kender sin Arv, og om nogen vil svige,
forkastet han staar.
Det er Danmark, din Moder, der taler,
saa værn om min Gaard!
F^OR I elsker min Skov, mine Agre de brede,
fra Nord og til Syd,
og I elsker min Strand og min mørkladne Hede,
og Vandenes Lyd.
Kun her har I hjemme, kan synge og bede
i Smerte og Fryd.
Dette ældgamle Land skal I styrke og frede,
blandt Lande en Pryd.
Det er Danmark, din Moder, der taler,
saa hør mig og lyd!
SØREN HALLAR.