Grønlandsposten - 01.07.1942, Blaðsíða 10

94
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 8
Hvad vi ved fra Danmark.
Uddrag af ,,Danmarksposten“, oktober
mi.
Frivillig dansk arbejdstjeneste har i som-
mer haft 4 arbejdslejre i virksomhed, to for
mænd og to for kvinder. Alle lejre har arbej-
det med udmærkede resultater, og en af Jette
Bang optaget film fra livet i lejrene demonstre-
rer dette paa overbevisende maade. Arbejdet er
med stor dygtighed planlagt af højskolefor-
stander Robert Stæremose, Støvring.
I tidskriftet »Frivagten« for august 1941,
finder vi følgende:
Vi hører med mellemrum, al de nordiske
staters folk er pensionister uden livskraft.
Hvis der med udtrykket livskraft menes ev-
nen til at ødelægge, kan det nok siges, at vi
mangler vitalitet, men hvis der med livskraft
menes ønske og evne til at bygge op, til at yde
tjeneste, til at udføre et reelt arbejde for det
fælles bedste, saa kan vi her i Norden nok
være med.
Vi behøver kun at pege paa, hvad vort
landbrug, vor videnskab og handel, industri og
skibsfart har ydet for at bevise vor eksistens-
berettigelse.
Alt dette arbejde — f. eks. skibsfartens ind-
sats i udlandet — udføres uden nogen art poli-
tiske og usaglige magtmidler bagved.
Der er folk, der mener, at deres livsrum er
hele Europa og Afrika med. Vi her i Norden
er ikke saa beskedne. Vort livsrum er hele
verden, og vi har for krigen kunnet udnytte
dette vort livsrum paa fredelig vis ved handel,
import, eksport og skibsfart.
Flytning fra hovedstaden til provinsen præ-
gede flyttedagen den 1. oktober.
I en samtale, som tidsskriftet »Dansk Ar-
bejde« har haft med den nye docent i dansk
litteratur ved Københavns universitet, dr. phil.
Frederik Rilleskov Jansen, om dansk aandslivs
særpræg, udtaler docenten blandt andet følgende:
Det mest karakteristiske hos os er vel vort
væsen; det opdager man, saa snart man kom-
mer udenfor landets grænser. Der er i vort
væsen noget uhøjtideligt, som udtrykker sig i
lune og ironi — en vis lun skepsis i vort syn
paa andre. Vi danske ser paa andre nationer
omtrent, som jyderne ser paa københavnerne,
og det er paa dette væsen, at udlændinge ka-
rakteriserer os — i forbindelse med en vis let-
hed hos os i konversationen, i omgang med
mennesker. Men — der er forskel paa væsen
og kerne, og i kernen er mulighederne. Vi er
skeptiske overfor dem, der tager sig selv højtide-
ligt. Vi er bange for de store ord, eller rettere:
Vi vil kun høre dem i de store øjeblikke.
(Med glæde kan vi da konstatere, at vi
danske her i Grønland endnu ikke har været
saa længe adskilt fra vort moderland, at vi har
mistet vort danske særpræg og væsen. (red.)).
Uddrag af brev fra kolonibestyrer
Rasmussen.
(sluttet)
Vi har faaet nye mønter lavet af aluminium,
men de er saa lette, at det er ubehageligt at ha-
ve med dem at gøre. Desværre blev der kun
lavet 5- og 2-ører, men ingen 1-ører, saa det
er meget vanskeligt at skaffe de fornødne 1- ører
til almindelig omsætning. Der er en akut man-
gel paa 1-ører, og mange steder gjorde de
handlende sig ligefrem en fortjeneste af at sige,
at saa maatte kunden have den ene øre tilgode
til en anden gang. Der var derfor et smart fir-
ma, der fandt paa at sætte 1- øres frimærker i
omløb som skillemønt i smaa cellofankuverter,
hvor der samtidig var indlagt et lille stykke kar-
ton, paa hvis bagside der var anbragt en reklame.
Nu er der udsigt til, at vi kan faa nye skil-
lemønter i en meget nær fremtid, men denne
gang lavet af zink, fordi det ikke er muligt at
fremskaffe det fornødne kvantum aluminium til
nye aluminiumsmønter, og saa faar vi forhaa-
bentligt det nødvendige antal 1-ører i omsæt-
ning igen.
Der har ogsaa været tale om, at vi skulde
have 1- og 2- kronesedler, men foreløbigt er vi
da blevet fri for dem. Maaske skyldes det den agi-
tation, der blev sat igang mand og mand imel-
lem om ogsaa al gemme 1- og 2- kronemønter-
ne, fordi der var et metal i dem, som tyskerne