Grønlandsposten - 01.08.1942, Qupperneq 1

KYST- OG TOGTEFARTØJER I GRØNLAND.
(Af kaptajn
Motorbaadene er et stort problem i Grøn-
land, hvor al trafik mellem befolkningen næsten
udelukkende foregaar ved hjælp af dem. Hver
dag ser man, hvor uvurderlige og uundværlige
motorbaadene er; mange steder faar befolknin-
gen deres fornødenheder med baadene; mange
syge mennesker er afhængige af dem; posten
befordres for en stor del med dem, og erhvervs-
mæssig set giver mange af dem ogsaa gode pen-
ge i den grønlandske kasse — ja, vi er alle di-
rekte eller indirekte afhængige af dem de fleste
dage af aarel.
Paa grund af den store indsats motorbaade-
ne yder i hele det grønlandske samfund skulde
man antage, at motorbaadene var alle menne-
skers kælebørn — det burde de i alle tilfælde
være. Enten man har ansvaret overfor Styrel-
sen eller ej, burde alle føle det som en samfunds-
opgave at drage omhu for, at motorbaadene ikke
bliver mishandlet eller vanrøgtet, men holdt i
orden og kælet lidt for med hensyn til renlig-
hed, smaareparationer og maling, saasnart lejlig-
hed gives. Set med en sømands øjne er baade-
ne som levende væsener; bliver de passede og
plejede, yder de mere gavn og holder levetiden
ud og giver mere glæde til dem, der har brug
for dem. Men i øjeblikket er der snart ikke en
baad mere i landet, uden at den er ramponeret.
C hr. Weslmar)
Det er en gammel historie, at baadene bliver
mishandlet i Grønland, men nu under Danmarks
besættelse, burde vi passe dobbelt paa alt det,
der nu er uerstatteligt.
Jeg har været med til at sejle en del mo-
torbaade herop fra Danmark, og baadene blev
altid om bord beundret for deres gennemførte
soliditet og mere og mere elegante udstyr, og de
blev af os sømænd nærmest betragtet som Ens
nærmeste venner, naar vi fik dem sat i vandet
ved kolonien, hvor de skulde afleveres. Det
kunde saa ske, at vi aaret efter ved en koloni
saa den samme baad igen næsten ukendelig af
misrøgt — og en drøj ed kunde høres fra en el-
ler anden af besætningen efterfulgt af en kraftig
salut om de mennesker, der havde ansvaret for
baaden — og det var heller ikke uden grund
og som sagt, bedre er det ikke blevet siden.
Nu er der heldigvis ogsaa undtagelser ved
kolonierne, ellers saa det rent galt ud — der
findes virkelig de kolonibestyrere, der betragter
baadene som levende væsener og behandler dem
som saadanne. Resultatet er heller ikke udeble-
vet. Med lidt iagttagelsesevne er det forbavsende
nemt at se, hvor baadene er saa lykkelige at ha-
ve en mand, der forstaar dem og føler lidt for
dem. Men det burde ikke bero paa kolonibe-
styreren alene, alle burde se med interesse og