Grønlandsposten - 01.08.1942, Blaðsíða 3

Nr. 10
GRØNLANDSPOSTKN
111
den uhyggelige oplevelse deroppe i Umanan, der
iøvrigt har været grunden til, at hun har søgt
sydpaa.
— Lige fra jeg var ganske ung —, fortæller
frk. Østerby, — havde jeg interesse for Grønland
og kom da i 1927 op til Egedesminde som sy-
geplejerske, men to aar efter kom jeg til Uma-
naK for at overtage børnesanatoriet der, som jeg
har haft den glæde at starte og lede lige fra be-
gyndelsen. Jeg holdt af dette arbejde og kom
ogsaa til at holde af UmanaK, hvor jeg nu har
været i 13 aar, men den oplevelse med hundene
har gjort mig nervøs, saa jeg søgte Sukker-
toppen.
— Husker De, hvilken dag det skete? Det
er vel ikke en dag, man glemmer saa let?
— Nej, den dag glemmer jeg aldrig — det
var den 15. december 1939 — vi var et godt
stykke inde i mørketiden. Paa den lyseste tid
af dagen var jeg sammen med min medhjælper
ved sanatoriet, frk. Ester Balle, gaaet en tur med
10 af vore børn, der alle var i en alder fra 10
—14 aar. Det var ikke smaabørn, som folk sy-
nes at have indtryk af. Frk. Balle var da 19
aar og var kommet op for at være en vinter paa
sanatoriet.
— Vi var gaaet op til Vandsøen, der ligger
en halv times gang fra UmanaK og var da længst
tillagt. Hundene maa aabenbart være fulgt bag-
efter os, men vi opdagede dem først, da en hund
pludseligt sprang paa en af de store drenge og
bed efter ham. Det var den 13-aarige Carl
Christiansen, der var patient paa sanatoriet og
gik daarligt, da han endnu havde gips om det
ene knæ. Drengen var kun faa skridt bag ved
os, saa frk. Balle og jeg var straks paa stedet og
forsøgte at sparke hunden bort fra drengen, men
i samme øjeblik var der en hel flok af vilde
bæster omkring os; man siger, der var 13, men
jeg syntes, der var mange flere, og alle sprang
de paa os. — De andre børn var straks løbet
videre for at undgaa hundene, og det viste sig,
at de alle var kommet hjem i god behold.
— De og frk. Balle var saa alene med
drengen deroppe paa søen?
-- Ja, og saa alle hundene! Vi havde kun
de blotte næver at forsvare os med. Til at be-
gynde med bed hundene kun efter drengen og
væltede ham omkuld, men det lykkedes os at faa
ham rejst igen, men saa gik hundene løs paa
os alle tre — og det var kun med nød og næp-
re, vi kunde forsvare os selv. Jeg fik dog dren-
gens tingmiaK trukket op over hans ansigt, saa
dette ikke var saa udsat for hundenes bid; han
havde baade tingmiaK og skindbukser paa — og
jeg tror, det reddede ham for det værste. Men
alligevel blev han frygtelig tilredt og forbidt.
Gipsen blev revet af knæet, men især gik det
ud over hans ansigt, der blev helt tlænget, øjet
næsten revet ud og et stykke af kinden bidt af.
— Ogsaa frk. Balle maatte hurtigt give op, fuld-
stændig udmattet af anstrengelserne og blodta-
bet fra de frygtelige bid, hun havde faaet.
Hendes ansigt var da meget forbidt, men des-
uden var hun bidt over hele kroppen. Til sidst
laa ogsaa hun paa isen og kunde intet foretage
sig, jeg tror, hun var bevidstløs, selv om hun me-
ner at være klar over, hvad der foregik.
— Det maa have været frygtelige minutter;
hvad tænker man i saadanne øjeblikke?
— Det hele varede omtrent en halv time.
Mærkeligt nok følte jeg ikke spor af angst, jeg
var ikke bange for at dø, men blive ædt af
hunde, nej, om jeg vilde, jeg var nærmest ra-
sende og slog løs med næverne det bedste, jeg
evnede, uden at skænke mig selv en tanke. Beg-
ge de to laa da paa isen og kunde ikke rejse
sig igen, og hundene sprang ustandseligt paa
mig og bed sig fast, hvor de kunde komme til
det, og jeg var ved at blive udmattet af bid paa
underkroppen fra hofterne og nedefter, hvor
jeg blev ganske følelsesløs, desuden fik jeg bræk-
ket en finger.
— Hvorfra kom da hjælpen?
— En dreng, Hans Kruse, der var fulgt et
stykke bagefter os, havde set overfaldet og var
straks løbet tilbage til kolonien for at fortælle,
hvad der foregik.
Arbejdsformand Pavia Pollas og en ung ka-
teket kom da løbende op til os, hver med en
istuk i haanden. De fik jaget hundene bort, og
da der kort efter kom flere til, blev frk. Balle
og drengen baaret ned til kolonien — jeg selv
vilde gaa, skønt jeg vist ikke burde have gjort
det, da jeg var meget medtaget.
— De blev saa behandlet af distriktlæge
fru Christiansen?
— Ja, alle tre. Dr. fru Christiansen be-