Grønlandsposten - 16.08.1942, Blaðsíða 10

130
GBØNLANDSPOSTEN
Nr. 11
Hvad vi ved fra Danmark.
Post fra Danmark.
Saa vidt vi forstaar af breve fra Danmark,
er brevforbindelsen Danmark-Grønland blevet
genaabnet engang i februar i aar. Vi bar da og-
saa to gange i løbet af foraaret og sommeren
modtaget en ikke ringe mængde post fra Dan-
mark, sidst nu i begyndelsen af august, hvor bre-
ve er modtaget, som er skrevet saa sent som
28. maj.
Vi opfordrer igen Grønlandspostens læsere til
at lade os laane modtagne Danmarks-breve eller
uddrag deraf til eventuel offentliggørelse her i
bladet. Selv om det er private breve, vil de dog
altid indeholde mangt og meget, som er af fæl-
les interesse for danske i Grønland — det er jo
i øjeblikket den eneste maade, hvorpaa vi kan
faa nogenlunde objektive efterretninger om, hvor-
dan tingenes tilstand er derhjemme. Vi vil da
prøve at samle alle de spredte indtryk til et al-
mindeligt billede af livet i Danmark i dag.
Af breve modtagne her fremgaar det gang
paa gang, at man hjemme ikke forstaar, hvorfor
de intet hører fra os, men saa vidt vi forstaar,
er de telegrammer, der tidligere kunde sendes
via Stockholm, naaet hjem, ligeledes pengean-
visningerne. Og Grønlands-nyhederne fra Bo-
stons danske radio høres jævnligt i Danmark og
har bragt dem mange oplysninger, som ikke er
naaet hjem paa anden maade.
Ved redaktionens slutning er en ny sending
post modtaget fra Danmark, hvorimellem der
var breve, som var afsendt hjemmefra saa sent
som 20. juni i aar.
Som et forsøg paa at gøre slægt og venner
i Danmark bekendt med den omstændighed, at
det stadigt ikke er muligt for os her i Grønland
at sende breve hjem, har vi anmodet om, at føl-
gende meddelelse maatte blive udsendt over
Bostons danske radio: »Det bar vakt stor glæde
overalt i Grønland, at der paa ny er modtaget
post fra Danmark, afsendt hjemmefra saa sent
som 20. juni 1942. Vi beder slægt og venner
fortsætte med at skrive til os og prøve paa at
forstaa, at vi selv er afskaaret fra at skrive igen,
men vore tanker er bos jer mere end nogensinde.«
Danmark gør modstand.
(Af Sten Gtidme.)
(Sten Gudme er redaktør ved Politiken,
men flygtede fra Danmark, da ban frygtede for
at blive arresteret. Han er nu i England, og
har skrevet nedenstaaende artikel om forholde-
ne i Danmark uder den tyske okkupation i tids-
skriftet »The American Scandinavian Beview«.
Med forfatterens tilladelse gengiver vi neden-
under artiklen oversat fra engelsk efter »Den-
mark Besists«.)
— Da den tyske minister i København, hr.
von Benthe Fink, om aftenen den 9. april 1940
blev kaldt op til den danske udenrigsminister,
dr. P. Munch, sagde Das Beichs repræsentant
med taarer i øjnene: »Jeg er nu en vanæret
mand!« For 24 timer siden havde han givet sit
æresord paa, at Tyskland ikke havde i sinde at
angribe Danmark, og at koncentration af tyske
tropper syd for den danske grænse intet betød.
Men han havde tilføjet, at hvis den danske
regering beordrede mobilisering, som det var
blevet krævet af den kommanderende general,
W. W. Prior, vilde Tyskland betragte det som
en fjendtlig handling. Derfor mobiliserede Dan-
mark ikke — og kæmpede ikke. Den »vanæ-
rede mand« sidder der endnu som Danmarks
regent og som det tyske riges autoriserede re-
præsentant.
Det er ikke helt rigtigt, at Danmark ikke
kæmpede; enkelte steder kæmpedes der en halv
times tid, andre steder indtil to timer. Men
dermed hørte Danmarks kamp ikke op, tvært-
imod, det var kun begyndelsen; thi i denne krig,
som Berlin har kaldt »Europas frihedskrig« —
en frase, som vi i de undertrykte lande stolt
antager som vor egen — er det ikke først og
fremmest bedrifterne paa slagmarken, der tæller.
Nej, i denne krig findes sand heroisme lige
saa godt i de lande, hvor hærene har nedlagt
deres vaaben, men hvor civilbefolkningen fort-
sætter kampen, hvor arbejdere og bønder fort-
sætter sabotagen mod den fremmede okkupa-
tionshær, og hvor mødre beskytter deres børn
mod sult og kulde, saavel som mod et fremmed
sprogs tryk og onde ideologiers indflydelse.
Vi kan maaske spørge, om det danske folk
ejer denne heroisme, om det kan siges at tage