Grønlandsposten - 01.10.1942, Blaðsíða 7

Grønlandsposten - 01.10.1942, Blaðsíða 7
Nr. 14 GRØNLANDSPOSTEN 163 tes ufuldkommenhed bevidst, hvis ufuldkommen- situation gør 'fornødent, staar hun maal med; heden ikke allerede har meldt sig spontant, livets behov er saa lille der, og kravene saa Der kommer en uro i sindet, som ikke vil lade smaa. Det er ikke hendes skyld; det vil være sig lulle i søvn, men paavirker os til at finde ubilligt at sige det. nye veje, for at det mangelfulde kan blive rettet, Den grønlandske moders kaar er forsaavidt irritamentet elimineret, og for at faa noget mere træffende skildret af hr. Gad, og han har set, ud af livet. hvilken plads der indrømmes opdragergerningen. Eventuelt ligger tilskyndelserne i, at vi for- Hvad resultatet er, ved han ogsaa. Hans arti- ude ser noget mere ideelt, der ved sin blotte kel indledes med en passus, der er saa sand. tilstedeværelse kritiserer, dømmer, vor status. Men hvad jeg ikke vil være med til at tro, det Saa rydder vi op i denne status, beskærer, hvad er, at grønlænderinden den dag, da større krav vi nu erkender som uvaner, underlødighed, sæt- møder hende og hendes børn, ikke skulde være ter vor energi ind paa et nyt spor og kører der- baade villig til og i stand til at kunne indrette efter fremad. sig paa at honorere ogsaa disse krav. Fremdrift er saaledes en urolig ting. Den Det tjener skolen til ære, at den, naar den er fuld af kritik og er stærkt optaget af at vur- træder i forbindelse med den lille syvaars pige dere, samtidig med, at dens krav stadig vil ho- for at begynde at forme dette vanskelige mate- noreres, læggende beslag paa vore overvejelser riale, prøver paa at tage konsekvensen af føl- og udfoldelseskraft. gende ræsonnement: naar hjemmet ikke kan Lettest er det, om fremdriften er givet et klare sin opdragergerning, da maa skolen tage menneske paa forhaand som en vuggegave fra denne op. Og det prøver den saa paa. Men en god fe. Oftest er den det ikke, men optræ- her møder vi just den sandhed, som hr. Gad der som en daglig gæst — i barneaarene og har fremsat, og som er berørt ovenfor: vi mø- ungdomsaarene som et incitament fra gode for- der slaphed, og vi staar uden midler til at skæ- ældre og lærere, der selv kan mangle fremdrif- re igennem. — Mig forekommer dette at være ten, men dog paa en maade ejer den, idet de en selvfølgelighed af reneste art, naar det be- gerne ser den opelsket i dem, de skal opdrage, tænkes, hvor lille behovet er. Omend det kunde være fristende at gaa Den grønlandske moder vil til eventuelle nærmere ind paa det principielle, er der vistnok bebrejdelser kunne svare: »Jeg lærer mine børn, i det foregaaende sagt nok til, at man nu tør hvad de har brug for. I skolen skal I gøre det stille dette spørgsmaal: Ejer en grønlænderinde samme. I synes, der er ydet for lidt af mig fremdrift saadan som ovenfor antydet? baade m. h. t. opdragelse og m. h. t. interesse for, Da et svar selvsagt ikke skal gælde det spe- at mine børn lærer noget i skolen. Nuvel — cielle tilfælde, der forøvrigt som en undtagelse de klarer sig dog, ikke sandt? Jeg indser ikke, betragtet nærmest kan siges at være en bekræf- hvad de skal med mere!« I overensstemmelse telse af det følgende, korte svar, ja, da maa det- med sin indsigt har hun ret. Livet siger hende, te korte svar desværre blive Nej. at det gaar godt nok, saadan som det gaar. — Er der noget overraskende deri? Næppe. Man kan ikke forlange, at voksne mennesker Men lad os prøve paa at undgaa den gængse skal indrette sig i overensstemmelse med noget, formular: Det er den almindelige, grønlandske de ikke kender, men blot dunkelt aner, naar vi psyke, der gør sig gældende! Det kan lyde me- fortæller dem, at en glubsk og grum verden lig- get bestikkende, men er en for letkøbt begrun- ger og lurer ved deres dør. De vil da se den delse. Vist kan man tale om en bestemt psyke først. hos grønlænderinden, men den er kun en virk- Vi fremmede, der er opfødt i et andet sam- ning af en aarsag, vi bør prøve at afsløre, og fund med dettes forudsætninger og større krav, om denne vilde jeg gerne sige noget lidt senere, ser naturligvis med uro paa sagen, samtidig med, hvorfor her blot dette: Grønlænderinden er det, at man hjemme i vort eget land bestandig æg- hun behøver at være; hun gør det, hun behø- ger til bedre opdragelse og skoleundervisning, ver gøre. Hvad det grønlandske samfunds hele øger kravene, hvor disse ikke vokser selv, for at

x

Grønlandsposten

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.