Grønlandsposten - 01.10.1942, Page 7
Nr. 14
GRØNLANDSPOSTEN
163
tes ufuldkommenhed bevidst, hvis ufuldkommen-
heden ikke allerede har meldt sig spontant.
Der kommer en uro i sindet, som ikke vil lade
sig lulle i søvn, men paavirker os til at finde
nye veje, for at det mangelfulde kan blive rettet,
irritamentet elimineret, og for at faa noget mere
ud af livet.
Eventuelt ligger tilskyndelserne i, at vi for-
ude ser noget mere ideelt, der ved sin blotte
tilstedeværelse kritiserer, dømmer, vor status.
Saa rydder vi op i denne status, beskærer, hvad
vi nu erkender som uvaner, underlødighed, sæt-
ter vor energi ind paa et nyt spor og kører der-
efter fremad.
Fremdrift er saaledes en urolig ting. Den
er fuld af kritik og er stærkt optaget af at vur-
dere, samtidig med, at dens krav stadig vil ho-
noreres, læggende beslag paa vore overvejelser
og udfoldelseskraft.
Lettest er det, om fremdriften er givet et
menneske paa forhaand som en vuggegave fra
en god fe. Oftest er den det ikke, men optræ-
der som en daglig gæst — i barneaarene og
ungdomsaarene som et incitament fra gode for-
ældre og lærere, der selv kan mangle fremdrif-
ten, men dog paa en maade ejer den, idet de
gerne ser den opelsket i dem, de skal opdrage.
Omend det kunde være fristende at gaa
nærmere ind paa det principielle, er der vistnok
i det foregaaende sagt nok til, at man nu tør
stille dette spørgsmaal: Ejer en grønlænderinde
fremdrift saadan som ovenfor antydet?
Da et svar selvsagt ikke skal gælde det spe-
cielle tilfælde, der forøvrigt som en undtagelse
betragtet nærmest kan siges at være en bekræf-
telse af det følgende, korte svar, ja, da maa det-
te korte svar desværre blive Nej.
Er der noget overraskende deri? Næppe.
Men lad os prøve paa at undgaa den gængse
formular: Det er den almindelige, grønlandske
psyke, der gør sig gældende! Det kan lyde me-
get bestikkende, men er en for letkøbt begrun-
delse. Vist kan man tale om en bestemt psyke
hos grønlænderinden, men den er kun en virk-
ning af en aarsag, vi bør prøve at afsløre, og
om denne vilde jeg gerne sige noget lidt senere,
hvorfor her blot dette: Grønlænderinden er det,
hun behøver at være; hun gør det, hun behø-
ver gøre. Hvad det grønlandske samfunds hele
situation gør ^fornødent, staar hun maal med;
livets behov er saa lille der, og kravene saa
smaa. Det er ikke hendes skyld; det vil være
ubilligt at sige det.
Den grønlandske moders kaar er forsaavidt
træffende skildret af hr. Gad, og ban bar set,
hvilken plads der indrømmes opdragergerningen.
Hvad resultatet er, ved han ogsaa. Hans arti-
kel indledes med en passus, der er saa sand.
Men hvad jeg ikke vil være med til at tro, det
er, at grønlænderinden den dag, da større krav
møder hende og hendes børn, ikke skulde være
baade villig til og i stand til at kunne indrette
sig paa at honorere ogsaa disse krav.
Det tjener skolen til ære, at den, naar den
træder i forbindelse med den lille syvaars pige
for at begynde at forme dette vanskelige mate-
riale, prøver paa at tage konsekvensen af føl-
gende ræsonnement: naar hjemmet ikke kan
klare sin opdragergerning, da maa skolen tage
denne op. Og det prøver den saa paa. Men
lier møder vi just den sandhed, som hr. Gad
har fremsat, og som er berørt ovenfor: vi mø-
der slaphed, og vi staar uden midler til at skæ-
re igennem. — Mig forekommer dette at være
en selvfølgelighed af reneste art, naar det be-
tænkes, hvor lille behovet er.
Den grønlandske moder vil til eventuelle
bebrejdelser kunne svare: »Jeg lærer mine børn,
hvad de bar brug for. I skolen skal I gøre det
samme. I synes, der er ydet for lidt af mig
baade m. h. t. opdragelse og m. h. t. interesse for,
at mine børn lærer noget i skolen. Nuvel —
de klarer sig dog, ikke sandt? Jeg indser ikke,
hvad de skal med mere!« I overensstemmelse
med sin indsigt bar bun ret. Livet siger hende,
at det gaar godt nok, saadan som det gaar. —
Man kan ikke forlange, at voksne mennesker
skal indrette sig i overensstemmelse med noget,
de ikke kender, men blot dunkelt aner, naar vi
fortæller dem, at en glubsk og grum verden lig-
ger og lurer ved deres dør. De vil da se den
først.
Vi fremmede, der er opfødt i et andet sam-
fund med dettes forudsætninger og større krav,
ser naturligvis med uro paa sagen, samtidig med,
at man hjemme i vort eget land bestandig æg-
ger til bedre opdragelse og skoleundervisning,
øger kravene, hvor disse ikke vokser selv, for at