Grønlandsposten - 01.10.1942, Page 7

Grønlandsposten - 01.10.1942, Page 7
Nr. 14 GRØNLANDSPOSTEN 163 tes ufuldkommenhed bevidst, hvis ufuldkommen- heden ikke allerede har meldt sig spontant. Der kommer en uro i sindet, som ikke vil lade sig lulle i søvn, men paavirker os til at finde nye veje, for at det mangelfulde kan blive rettet, irritamentet elimineret, og for at faa noget mere ud af livet. Eventuelt ligger tilskyndelserne i, at vi for- ude ser noget mere ideelt, der ved sin blotte tilstedeværelse kritiserer, dømmer, vor status. Saa rydder vi op i denne status, beskærer, hvad vi nu erkender som uvaner, underlødighed, sæt- ter vor energi ind paa et nyt spor og kører der- efter fremad. Fremdrift er saaledes en urolig ting. Den er fuld af kritik og er stærkt optaget af at vur- dere, samtidig med, at dens krav stadig vil ho- noreres, læggende beslag paa vore overvejelser og udfoldelseskraft. Lettest er det, om fremdriften er givet et menneske paa forhaand som en vuggegave fra en god fe. Oftest er den det ikke, men optræ- der som en daglig gæst — i barneaarene og ungdomsaarene som et incitament fra gode for- ældre og lærere, der selv kan mangle fremdrif- ten, men dog paa en maade ejer den, idet de gerne ser den opelsket i dem, de skal opdrage. Omend det kunde være fristende at gaa nærmere ind paa det principielle, er der vistnok i det foregaaende sagt nok til, at man nu tør stille dette spørgsmaal: Ejer en grønlænderinde fremdrift saadan som ovenfor antydet? Da et svar selvsagt ikke skal gælde det spe- cielle tilfælde, der forøvrigt som en undtagelse betragtet nærmest kan siges at være en bekræf- telse af det følgende, korte svar, ja, da maa det- te korte svar desværre blive Nej. Er der noget overraskende deri? Næppe. Men lad os prøve paa at undgaa den gængse formular: Det er den almindelige, grønlandske psyke, der gør sig gældende! Det kan lyde me- get bestikkende, men er en for letkøbt begrun- delse. Vist kan man tale om en bestemt psyke hos grønlænderinden, men den er kun en virk- ning af en aarsag, vi bør prøve at afsløre, og om denne vilde jeg gerne sige noget lidt senere, hvorfor her blot dette: Grønlænderinden er det, hun behøver at være; hun gør det, hun behø- ver gøre. Hvad det grønlandske samfunds hele situation gør ^fornødent, staar hun maal med; livets behov er saa lille der, og kravene saa smaa. Det er ikke hendes skyld; det vil være ubilligt at sige det. Den grønlandske moders kaar er forsaavidt træffende skildret af hr. Gad, og ban bar set, hvilken plads der indrømmes opdragergerningen. Hvad resultatet er, ved han ogsaa. Hans arti- kel indledes med en passus, der er saa sand. Men hvad jeg ikke vil være med til at tro, det er, at grønlænderinden den dag, da større krav møder hende og hendes børn, ikke skulde være baade villig til og i stand til at kunne indrette sig paa at honorere ogsaa disse krav. Det tjener skolen til ære, at den, naar den træder i forbindelse med den lille syvaars pige for at begynde at forme dette vanskelige mate- riale, prøver paa at tage konsekvensen af føl- gende ræsonnement: naar hjemmet ikke kan klare sin opdragergerning, da maa skolen tage denne op. Og det prøver den saa paa. Men lier møder vi just den sandhed, som hr. Gad har fremsat, og som er berørt ovenfor: vi mø- der slaphed, og vi staar uden midler til at skæ- re igennem. — Mig forekommer dette at være en selvfølgelighed af reneste art, naar det be- tænkes, hvor lille behovet er. Den grønlandske moder vil til eventuelle bebrejdelser kunne svare: »Jeg lærer mine børn, hvad de bar brug for. I skolen skal I gøre det samme. I synes, der er ydet for lidt af mig baade m. h. t. opdragelse og m. h. t. interesse for, at mine børn lærer noget i skolen. Nuvel — de klarer sig dog, ikke sandt? Jeg indser ikke, hvad de skal med mere!« I overensstemmelse med sin indsigt bar bun ret. Livet siger hende, at det gaar godt nok, saadan som det gaar. — Man kan ikke forlange, at voksne mennesker skal indrette sig i overensstemmelse med noget, de ikke kender, men blot dunkelt aner, naar vi fortæller dem, at en glubsk og grum verden lig- ger og lurer ved deres dør. De vil da se den først. Vi fremmede, der er opfødt i et andet sam- fund med dettes forudsætninger og større krav, ser naturligvis med uro paa sagen, samtidig med, at man hjemme i vort eget land bestandig æg- ger til bedre opdragelse og skoleundervisning, øger kravene, hvor disse ikke vokser selv, for at

x

Grønlandsposten

Direct Links

If you want to link to this newspaper/magazine, please use these links:

Link to this newspaper/magazine: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link to this issue:

Link to this page:

Link to this article:

Please do not link directly to images or PDFs on Timarit.is as such URLs may change without warning. Please use the URLs provided above for linking to the website.