Grønlandsposten - 01.10.1942, Blaðsíða 8

164
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 14
det danske folk stadig maa kunne hævde sig.
Vi ved, hvor nødvendigt dette er for os, hvis vi
— med et par af den nyeste tids gloser — vil
»overleve og sejre«.
Vi synes, vi finder for lidt fremdrift i Grøn-
land. Javist, men'betænk, hvor lidt der er brug
for den! Den større fremdrift kan ikke med ri-
melighed ventes, førend den staar over for stør-
re opgaver, end der i øjeblikket er forhaanden.
Da vil slapheden forsvinde og midlerne til at
skære igennem være overflødige. De nye, stør-
re opgaver vil bevirke dette.
Hvornaar?
Den kulturelle overgangsperiode, der starte-
de noget efter aarhundredskiftet, naar antagelig
sin halvhundredaarsdag, men nye tider nærmer
sig, hvor fremdriften vil være en uomgængelig
nødvendig bestanddel af den unge grønlænder-
indes udrustning, hvis hun — som vi andre —
vil »overleve og sejre«, og naturligvis vil hun
det! Mangelen af fremdrift skyldes ikke hendes
psyke (hun er hverken eskimo eller indianer),
men et styre, der ganske vist kan roses for, at
det tappert og stilfærdigt gik fremad i haabet
om, at den anden part vilde følge med, og som
ganske vist naaede meget ad denne vej, men
princippet overlevede sig selv. Det kunde i
længden ikke være nok blot at følge bagefter,
omend der blev vist megen god vilje dertil;
bedre er det at eje den kritiske higen, der ser
sig tilbage, finder den tilbagelagte vej for kort
og derfor lægger vilje i til selv at vinde frem.
En ny, dristigere styrelsespolitik, der ikke
var angst ved at imødekomme grønlandske fore-
gangsmænds forslag, var undervejs, da den
strænge, nationale mørketid indtraf. Vor nuvæ-
rende administration er fuldtud i pagt med den-
ne politik, og den skal nok vide at vække om-
tanke, ansvarsfølelse, fremdrift i den grønland-
ske befolkning ved at konfrontere den med op-
gaver, den skal forstaa at løse. De hidtidige
har været for smaa og for indelukkede til at
kunne friste til opsparing og anvendelse af et
energioverskud.
Hvilke er de tvingende grunde, der bevir-
ker, at manden alene er gjort aktiv i løsningen
af de opgaver, der er henlagt til de forskellige,
grønlandske raad? Lad os haabe paa, at 20-aars-
dagen for styrelsesloven kan fejres i et frit Grøn-
land med indførelse af stemmeret for den grøn-
landske kvinde. Det kunde vel ogsaa komme
til at betyde noget for hende, at hun kendtes
værdig til at tages med paa raad.
Hvad kan der til slutning siges om vort
skolevæsens indsats?
Jeg tror ikke, der kan bebrejdes vort insti-
tutionelle skolevæsen noget af betydning. Thi
ikke alene tør man sige, at det dækker behovet,
men ogsaa, at det er et hestehoved foran dette.
Lokalerne kunde mange steder godt taale at be-
nyttes noget flittigere i tiden mellem 9 og 15.
Vor kateketuddannelse er utvivlsomt paa højde
med situationen; der findes næppe i Grønland
en skole, hvor kateketen er trængt saa haardt
af sine skolebørn, at han flitigt maa forberede
sig til timerne for ikke at risikere at blive eksa-
mineret ud over evne og viden af sine elever.
Skolefagene er saa-uddifferentieret, at man kan
høre fremstaaende grønlændere, hvis part i sa-
gen man ikke kan ignorere, paastaa, at der er
gaaet for vidt i retning af fagtrængsel og efter-
skoleforberedelse; nogle synes, at skolen sluger
for megen tid.
Kort sagt: med det, vi har, kunde der ydes
større udbytte. (Bare man el sted kunde se,
hvor stor dividende den i den grønlandske skole
investerede millionkapital afkaster!)
Vi er altsaa parate til at møde en større ef-
terspørgsel, naar den melder sig. Dog bør vi na-
turligvis stadig fastholde vort forspring, selv om
det er ærgerligt, at apparatet ikke udnyttes fuldt-
ud. Dog hellere denne ærgrelse end skammen
over at være bagud i forhold til befolkningens
ønsker.
I øjeblikket er der ikke brug for flere fag.
Flere fag vil blot betyde, at »slapheden«, den
valne skoleinteresse, faar endnu flere omraader
at brede sig over. Vi skal dog være paa post
og gøre os startklar, hvis vi faar færten af, at
interesse og behov er ved at vækkes over for
noget, vi endnu ikke er i stand til at undervise i.
Om pigeskolen kan jeg fatte mig i korthed,
da hr. Gad ogsaa har givet min opfattelse mæle,
— Pigeskolen er i sin nuværende skikkelse en
misforstaaelse, der i al sin vælde kan læses ud
af anordningen af 1935, hvor der er puttet een
linie ind til fordel for pigeeleverne. Naar til-