Grønlandsposten - 16.10.1942, Blaðsíða 4
172
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 15
Storm over Godthaab.
Det havde regnet og blæst sydvest den sid-
ste uge, ikke slemt, men jævnt, og nu havde vi
28. september. Skulde vi ikke snart til at have
lidt bedre vejr?
Jeg var lige for et par dage siden kommet
ned fra Holsteinsborg med »UmarissoK« og skul-
de i morgen rejse videre til Frederikshaab — og
saa gaar man jo ofte og interesserer sig lidt for
vejret.
I dag var det som sædvanlig regn, dog uden
sydvest; om morgenen stille, og op ad dagen
stod det og pustede lidt fra øst, men slet ikke
overbevisende. Barometeret havde raslet ned
hele dagen, saa mange klagede over tunghed i
hovedet og hovedpine. Ved 4—5 tiden bliver
regnen stærkere, og kort tid efter bliver det nu
fuldstændig vindstille. Man hører kun regnens
trommen. Der er katastrofe i luften.
Lidt over 5 kommer der igen et pust, men
nu fra sydvest, og ganske kort tid efter har vi
en hylende sydvest over os.
Det var snart paa den tid, hvor man i
Godthaab gaar ud til middag, og selv skulde jeg
ogsaa ud. Paa vejen kunde jeg ikke lade være
at beundre el enternes rasen og søgangen paa
fjorden. Der siod skumsprøjt højt op i Islands-
dalen. Kastevindene kom farende om hushjør-
nerne, saa man havde svært ved at bjærge sig,
og en og anden Godthaaber stod ude og kæm-
pede med sin Wincharger for at faa den stoppet.
Vejret varede hele natten og næste formid-
dag med, saa først begyndte det at bedres. Der
var store skonnerter paa havnen, og om morge-
nen spurgte man kivfakkerne, hvordan natten
var forløbet i havnen.
Jo, det var gaaet godt nok, ja, det vilde si-
ge, skibene havde det godt, men Himmelskibet,
»Peder Kragh« og »UmarissoK« var drevet ned i
bunden af skibshavnen mod klipperne og sidst-
nævnte sunket.
Lidt efter kom Provsten og bragte samme
melding — det var dog en forfærdelig ulykke, og
der røg jo min rejselejlighed og med den alt
mit rejsetøj og bagage. Men nu maatte vi i
skibshavnen og se ulykkernes vederstyggelighed.
Gennem regn og storm naaede man derud, og
der laa altsaa »UmarissoK« sunket med kun
styrehustaget og masten over vandet. Henne
paa et næs stod »Himmelskibet« strandet, med
et hul i bunden og halvt vandfyldt. Man var
nu ved at stive den af med trosser, for at den
ikke ved faldende vande skulde rutsche ud i
dybet.
»UmarissoK« havde det sikkert heller ikke
godt; den maatte jo ogsaa være blevet læk, saa-
dan som den laa, men der kunde ikke foretages
noget med den, før vandet faldt, hvis stormen
til den tid vilde lægge sig saa meget, at det var
muligt at arbejde med den.
Om eftermiddagen faldt vandet, og bedring
i vejret kom der ogsaa, og saa begyndte red-
ningsarbejdet. Jeg maatte selvfølgelig først redde
mine ejendele, og iøvrigt arbejdede man saa
med at faa pramme bundet til baaden, saa de
stigende vande kunde løfte den og saaledes faa
den bragt flot og lagt tør for at tætte den.
Man kunde nu bedre se, hvor stor skaden
var. Skønsvis saa det ud til, at der var gaaet
en 6—7 bord og 2—3 spanter.
Den baad kommer vist ikke ud at sejle
mere i vinter.
Men hvordan kan nu saadan noget ske?
Selvfølgelig diskuterede man sagen, men den
endelige opklaring maa vel vente til søforkla-
ringen.
Der var sat to agterfortøjninger, men tros-
sen havde nok været lidt gammel og upaalide-
lig. Et enkelt anker var der ogsaa sat, men
vel med for lidt kæde og ikke begge ankre, som
man burde ved de store baade; maaske kunde
man ogsaa sige, at den ansvarlige baadfører i
saadan et vejr burde være gaaet ud og sætte
mere kæde, resp. det andet anker ogsaa og maa-
ske fremskaffet en bedre agterfortøjning og sat
den paa, men . . . !
Ulykken er sket, og skidt er det, motorbaade
er uerstattelige, saa længe krigen varer.
Forhaabentlig er det sidste gang, letsindig-
hed med fortøjningen giver anledning til den
slags ulykker, der i dette tilfælde har gjort to
gode baade ubrugelige for et langt tidsrum, rent
bortset fra, at de var uundværlige, og værftet
iforvejen er overbelastet med reparationer.
— Saa begyndte det igen at regne og sne —
og det har det gjort siden.
II. Bisgaard-Franizen.