Grønlandsposten - 16.10.1942, Blaðsíða 6

174
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 15
glad Gut og lovende ung Mand, som var en god
Hjælp for sin Mor, Enken Elisabeth, der havde
fuldstændig hvidt Haar. Hendes Mand var foru-
lykket i Kajak. Nu har hun en Søn paa 16 Aar
tilbage, men denne blev for to Aar siden syg og
er fuldstændig arbejdsudygtig.
Den yngste af de omkomne var en Skole-
pige, Johanne Erngsen, der skulde have været
konfirmeret i nærmeste Fremtid. Hun var Dat-
ter af Enken Blandine, der er Søster til førom-
talte Elisabeth. Blandine har tidligere mistet sin
Mand og en Søn ved Sygdom. Den ældste af
Børnene, en Pige, var den ene af dem, der blev
reddet under forrige Forlis.
Nu skulde man have ventet, at de Famili-
er, der var blevet hjemsøgt af en saa stor Sorg,
var fuldstændig knækkede, men det var de in-
genlunde. Jeg besøgte dem alle samme Aften,
vi kom til Stedet, og til min store Forbavselse
og Glæde, blev jeg Vidne til den Kraft, hvormed
de alle bærer deres Sorg.
Nogen kan maaske fristes til at mene, at
disse Mennesker, der lever saa afsides, fattige og
lidet udviklede, maaske har taget Skade i deres
Følelsesliv, men det har de ikke. De talte selv
om den store Sorg, som havde ramt dem, og
talte om de bortgangne og var taknemlige for
den Tid, de havde haft dem og for de Goder,
den Glæde og Hjælp, de har faaet af dem. De
var taknemlige, fordi de bortgangne bliver mod-
taget deroppe, og fordi de selv ikke bliver glemt
af den gode Gud.
Jeg havde troet, jeg kunde have hjulpet dem
lidt i deres Sorg ved at besøge dem, men da
jeg gik fra dem, var jeg selv beriget ved det, jeg
havde set og hørt.
Alligevel tror jeg, der ofte vil komme Stun-
der for dem, hvor Savnet af deres kære vil læg-
ge sig paa dem som en tung Byrde. Vi gaar jo
Vinteren i. Møde nu — og den kunde være svær
nok for Enkerne og det gamle Ægtepar at kom-
me over, selv uden Sorg og Savn. Hvormeget
værre maa den da ikke blive nu, hvor de lige
er blevet ramt af en saa stor Ulykke.
Karl Chenmitz, Nanortalik.
SALMONSENS STORE LEKSIKON
søges til købs.
J. Troelsen,
Julianehaab.
Myg.
Myg er en plage! Jeg efterlyser en, der
kan give mig et raad mod myggestik. Er
der intet, der kan beskytte os mod disse plag-
somme og paatrængende smaadjævle? Myggeslør
burde findes som almindelig handelsvare i butik-
kerne. Det gaar jo gerne saadan, at man ikke
bar det, naar det skal den lange vej gennem
Sears, og naar en stakkels mand staar der og
skal bruge det. Har man andre midler til raa-
dighed? Jeg vil give denne lille myggehistorie
for et godt raad.
Vi var to mand, der skulde ud at slaa hø.
Vi sejlede en lang vej og naaede høstedet i øsen-
de regnvejr. Gennemblødte og trætte rejste vi
telt akkompagneret af skøn myggemusik. Skor-
perne blev fortæret i tavshed med undtagelse af
en lille ed, naar der var altfor mange myg, der
gjorde angreb paa en gang. Saa i soveposerne
og tøjet til tørre paa en udspændt snor over en
hvæsende primus. Efter at have sovet en times
tid vaagnede jeg ved en kvælende røg, som fyld-
te teltet. Hurtigt konstaterede jeg, det var ikke
mine bukser, der brændte, men derimod min
ledsagers. Jeg laa imidlertid saa rart og kunde
ikke naa bukserne uden at staa op, hvorfor jeg
gav mig til at raabe. Jeg raabte mange gange
uden at faa svar, men da jeg saa tilføjede: »dine
bukser brænder«, kom der liv i gutten. Han fo’r
ud af posen og vred fortvivlet de brændende
bukser: hele bagen var væk. Næste dag gik vi
i strambukset stilling og slog græs, d. v. s. kun
jeg, Morten havde ingen buksebag at stramme;
den var jo brændt. Og nu er det, myggene sæt-
ter ind i historien — ja det var netop det, de
gjorde — for hvert le-drag maatte den stakkels
mand daske sig skiftevis i halen og ansigtet; det
var uudholdeligt i det lange løb at passe paa
begge ender, hvorfor han tilsidst fo’r ind i teltet
og lidt efter kom tilbage med buksebagen bundet
sammen som snutten paa en sæk; men som før
sagt gik vi i strambukset stilling, og glæden var
kun kort, baandet skred, og Morten erklærede
sig uarbejdsdygtig. Saa maatte jeg hjælpe ham;
jeg bandt en snor om livet paa barn og hængte
en sæk for bagen, og saa gik det igen; nu havde
han kun den øverste ende at forsvare. Han glæ-
dede sig dog til, at vi paa hjemvejen skulde pas-