Grønlandsposten - 01.11.1942, Side 11
Nr. 16
GRØNLANDSPOSTEN
191
Brev, dateret den 27. Maj 1942:
»I Haab om, at dette Brev engang vil naa
frem til dig, vil jeg sende dig en Hilsen. Vi har
haft den mest nmenneskelig strenge Vinter, man
kan tænke sig, ja, for Landbruget helt katastro-
falt. Foraaret blæsende koldt med Sandflugt,
intet vil komme op af den kolde Jord, og Koer-
ne staar de fleste Steder som Skeletter og æder
den bare Jord. Nej, hvor jeg gruer for den næ-
ste Vinter. Det bliver jo længer, jo værre.-
Vi har ikke hørt fra dig siden dit Brev af 8. Ok-
tober i Fjor. Mon du faar vore Breve og Tele-
grammer?— Er der ikke Mulighed for, at du kan
sende Telegram eller Hilsen gennem Bøde Kors?«
Reaktionen til den 9. April.
Af J. Chrislmas Møller (efter »Frit Danmark«).
Den 9. April ramte os alle hjemme paa en Maa-
de, som det nu bagefter er vanskeligt at skildre.
Paa een eneste Nat blev vort Liv og vor Tilværelse
en hel anden. Dr. Munch og hans Meningsfæl-
ler havde bygget hele deres Politik paa, at Dan-
mark (og de selv) skulde have det samme fan-
tastiske Held under denne Verdenskrig, som
Landet og de havde haft under den første. De
var vel gaaet med til visse Udvidelser af Vær-
net, de var ogsaa gaaet med til at erklære, at
Landet skulde forsvares, men man gaar dem ik-
ke for nær ved at paastaa, at deres Politik me-
re hyggede paa, at Heldet skulde staa dette lille
Land hi, end paa noget som helst andet.
Uden at kunne komme ind paa en Række
Enkeltheder, som engang maa forelægges den
danske Offentlighed, kan det siges, at den tyske
Bombardementstrusel vel var meget afgørende
for Beslutningen. Jeg ønsker ogsaa at fremhæ-
ve, at den danske Hær og Flaade og vort unge
Luftvaaben ikke af Sind var med i denne Af-
gørelse.
Det kan maaske udtrykkes saaledes, at trods
alt, hvad der var gaaet forud, havde visse leden-
de Politikere og havde den ledende Marineoffi-
cer een ganske bestemt Opfattelse, nemlig den,
at Danmark ikke maatte komme i Krig med
Tyskland. Vi kunde ingen Hjælp faa, vort Land
(og vel navnlig vor saa relativt store Hovedstad)
vilde straks blive Ødelæggelsens Bytte.
Jeg akcepterer ikke Betragtningen — tvært-
imod. Hvis det var mine egne Erindringer, jeg
skulde skrive, vilde jeg kunne paavise, at jeg
altid har haft den modsatte Anskuelse, og i det
beskedne Omfang, jeg har kunnet gøre det, har
hævdet den modsatte Anskuelse. Jeg gjorde det
som konservativ Partiformand i de kritiske Miin-
chendage i 1938, som jeg havde gjort det før og
gjorde det senere.
Allerede før 1933, da Hitler kom til Magten,
var det jo klart, at store Kredse i Tyskland sti-
lede mod en ny Krig. Det er efter min Opfat-
telse forkert alene at hævde, at det er Nazismen
og Hitlerismen, som stilede mod den nye Ver-
denskrig. Det gjorde store, store Kredse i Tysk-
land længe før Nazismens Opgangstid. Den prøj-
siske Undertrykkelsesaand, den tyske Herrefolk-
Teori er ikke af i Dag, d. v. s. er ikke Nazismens
Værk. Den er meget ældre og gaar langt, langt
tilbage i Historien. Nazismens eventyrlige Vækst
kan overhovedet kun forklares ved, at den ram-
te lige i Hjertet paa tyske Stemninger og Følel-
ser, og at Kredse, bl. a. de storindustrielle,
mente at kunne benytte Hitlers Bevægelse til
Fremme af sine egne Formaal. Mange troede, at
Nazismen var Socialisme — den var først og
fremmest den mest udprægede Form for det
gamle Prøjsens Anskuelser.
Men dette vil føre for vidt her. Det er kun
nævnt, for at man skal forstaa, at vi var mange
i Danmark, som havde et aabent Blik herfor.
Afgørelsen var faldet — udenom Regering,
Rigsdag og Folk, som det saa ofte sker i slige
store Situationer. Et fortvivlet Forsøg paa at
faa Afgørelsen ændret var selvsagt dømt til at
mislykkes. Og Besættelsen skred frem. 16 Dan-
ske blev dræbt — de tre snigmyrdede. 13 dan-
ske Soldater faldt i regulær Kamp. Overfaldet
var begyndt Kl. 4 om Natten; de faa Kampe
var vel ovre Kl. 8 om Morgenen.
Rigsdagen blev indkaldt til et Møde om Af-
tenen Kl. 9, og Statsminister Stauning indledte
Forhandlinger med Venstre og Konservative, om
Repræsentanter for de to Partier vilde indtræde
i den Regering, som alene havde Ansvaret for
Morgenens skæbnesvangre Afgørelse, og som ale-
ne repræsenterede to af Rigsdagens Partier: Det
radikale Venstre og Socialdemokratiet, som til-
sammen havde Flertal saavel i Folketinget som