Grønlandsposten - 16.11.1942, Page 3
Nr. 17
GRØNLANDSPOSTEN
195
til er særlig tilfredstillende. Om det skyldes li-
gegyldighed eller mangel paa omløb i hovedet,
skal jeg ikke insinuere noget om, men du ved
vel selv, at der over ethvert kolonikontor som
med usynlig skrift staar skrevet: først sig selv,
saa sig selv og saa. . . Maaske kunde det hjæl-
pe, hvis al vor post blev sendt til Kutdligssat.
Det er den koloni, vi oftest har forbindelse med.
Fra min rejse til Thule kan jeg fortælle dig,
at Thule ligner sig selv. Det er stadig det fre-
deligste, det gladeste og bedst ernærede distrikt
i Grønland. Maaske var stemningen i skibsti-
den ikke saa høj som før i tiden, men hvor er
den det nu? Hele bopladsen var som vanlig paa
henene, da vi kom. De kom om bord, og ny-
heder skulde fortælles fra nord og syd. »Sarfak
mangler«, var det eneste, gamle Kriajuk sagde.
Torngc er død. . . og Krangark, den sidste aande-
maner. Alle de kendte navne ... og straks
maa mau tænke paa dengang og dengang. Jeg
husker de gange, jeg blev kaldt til Krangark.
Første gang var han faldet fra alkefjeldet ved
Agpat. Det var i juni maaned, og vi havde en
straalende tur over indlandsisen. I Sukat, hvor
han boede, skinnede solen, søkongerne fløj skri-
gende rundt fjeldene. Krangark blev forbundet,
men viste ingen særlig glæde over mit besøg,
saa jeg tilbragte dagen med at fange søkonger,
sove og spille paa Tataitsianguarssuaks grammo-
fon (den gik pr. pegefingertræk). Forklaringen
fik jeg siden. Krangarks hvide bjørn havde vist
sig. Hans skytsaand havde været der. 5 mand
havde set den og var oven i købet taget ud ef-
ter den. Ingen bjørn og intet spor. Hm! I ja-
nuar var jeg igen hos Krangark. Han havde bræk-
ket benet. En svinekold tur over indlandsisen
og rundt strømskaaren is ved Conical Rock.
Krangark boede i en gammel, gammel hustomt
af store sten. Desværre havde han ikke kunnet
lave taget, »som det skulde have været«, ogsaa
af sten. Indgangen var saa lille, at jeg maatte
smide pelsen for at klemme mig ind, og gibs-
ningen foregik i krumbøjet stilling oppe paa
briksen. Da var han glad, den gamle. Endelig
kunde han sove uden smerter. Hjemturen er den
koldeste lur, jeg har oplevet. Selv Krujakitsok
holdt sig for næsen i den norden, vi havde over
indlandsisen. Jeg selv kunde hverken holde paa
primus eller tændstikker, da vi var kommet ned
paa landjorden og skulde have themik, men som
vi nærmede os Thule og havoverfladen, blev det
varmere og varmere. Til sidst sad vi og svedte
med nedslagne pelshætter. I Thule stod de og
hundefrøs i — 30°. Relativitetsteori lagt paa ind-
landsis af en gammel aandemaner. Da jeg se-
nere skulde ned og klippe bandagen op, stod
han paa silamutten og reparerede sin slæde.
Lusene havde tvunget ham til at fjerne gibsen.
Benet var rask.
Naa, men liere nyheder. Kommer der træ,
blev der spurgt. Masser! Krujanarssuak. Og
slædejern? Intet. Hm ... og rensskind? 10 . . .
latter. Hvormange fik I selv, sidste aar? 105.
Ak, I misundelsesværdige. . . Men, naar vi skal
bruge 2—300 hvert aar. . .
Selvfølgelig var det Kravigarssuak, der skaf-
fede bjørneungerne til U.S.A. De kradsede jo lidt,
da han kørte med dem under krulitaken. Ma-
sauna havde skudt moderen. Masauna forsvinder
ud af teltet med samt sine 15 aar.
Bjarnovs død. Lige uhyggeligt for de danske
som for Thule-folkene. Sygeplejerske kom hel-
digvis op, men den lovede jordemoder maa være
forsvunden et sted sydpaa. Her i Nordgrønland
maa man ofte mindes Zartidens Rusland. Hu-
sker du ikke historien om Chr. 9’s forspand? Za-
ren vilde give sin svigerfar et firspand hvide
blodheste, men spandet blev forbyttet saa man-
ge gange paa rejsen ved at gaa igennem gouver-
i.ørers, undergouvernørers, over- og undertolde-
res hænder, at det var nogle sølle radmagre rus-
serheste, der stod paa slotspladsen i Fredensborg
til sidst. Trænger vi ikke til lidt kollektiv tan-
kegang her i Grønland?
Dagene i Thule gik selvfølgelig med syge-
huset, med besøg paa bopladsen og besøg til
udstederne. Norddistriktet har faaet en ny op-
blomstring. 5 huse paa Kiatak og 4 paa KeKer-
tarssuaK. Sukat og Kap York er folketomme.
Savigsivik har kun 5 huse og Salveøen 3. Gamle
nordpolsfarer Odak er still going strong ... og
lige forundret over de middagsinvitationer, han
faar hvert aar (paa egen befordring og egen be-
kostning) i »the explorers club«. »At de dog
ikke giver mig lidt tobak,« siger han.
Her fra Upernavik kan jeg (foruden hvad
sladderen selvfølgelig allerede har fortalt dig saa
mange gange) betro dig, at kulturen gør sine