Grønlandsposten - 16.11.1942, Qupperneq 10

200
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17
var en Del af hende selv, — i Jakobshavn, i
Julianehaab, i Ivigtut, i Nanortalik, i Frederiks-
haab og tilsidst for anden Gang her i Godthaab.
Her i Godthaab kan vi ikke lade være at min-
des alle de dejlige Musikaftener, ogsaa naar hun
i sin Tid spillede sammen med Organist Jona-
than Petersen, Lærer Avgo Lynge og sin Mand.
Fru Hedemand var ung i Sind, en levende
Personlighed, lit uberørt af det, der kan sløve
os heroppe. Altid var der Fest i Stuen, hvor
hun var, saa sprudlende fuld af Liv. Hun var
et sandhedskærligt Menneske, der ofte haardt og
rammende skar igennem alt det uægte, hvad
der maaske maatte støde mange. Hun var saa
umiddelbart et Menneske, at hun maatte dele
alt med andre. Hun elskede at give, til Danske,
til Grønlændere, give sin Musik, give af sit var-
me, kærlige Hjærte.
Og hun elskede Livet, frydede sig over alt
det skønne. Hun forstod som faa Mennesker
i Livet, hvad Stuckenberg saa smukt siger:
Det er Livet: at være een
og bære Hundredfold Sne paa Gren,
— at være een — og sprede omkring
Knopskæl fra tusinde Blade i Spring.
Der er blevet en tom Plads her i Godthaab,
efter at hun har forladt os; vi vil savne hende,
og Grønlænderne vil savne hende.
To gode danske Kvinder ligger Side om
Side paa Godthaabs nye Kirkegaard. Sadlen
og Hjortetakken vil staa Vagt over deres Grave.
Sneen vil fyge henover dem, men Foraarets
Blomster vil atter skyde op af den frosne Jord.
Anna V. Bugge.
Fru Agnes Hedemand og musikken.
Lykkelig det menneske, der kan leve i to-
ner, der kan fanges af deres trylleri, glemme
verden omkring sig i et brus af akkorder! Glæ-
de og sorg faar en naturlig udløsning deri. Mu-
sikken renser og befrier. Og er livet andet end
een eneste kamp for at gøre sig fri, at søge fri-
hed for sig selv og for det, der gror uklart op i
en selv og skaber uro i sindet, — naa til klar-
hed og dermed skønhed. Skønhed søger alle,
bevidst eller ubevidst. Og skønhed naas kun i
frihed — frihed under fast form. Musikken ev-
ner netop at give et menneske befrielsen, klar-
heden, skønheden i sin klare distinkte form.
Og det har musikken betydet for fru Hede-
mand. Det var ikke saa meget opbygningen
som tonernes frie liv, der bevægede hende.
Under hendes hænder vældede de frem — be-
friende. Midt under arbejdet i hus og hjem
trængte tonerne sig paa, og flyglet stod altid op-
slaaet parat til at tjene. Naar man tilfældigt
passerede bestyrerboligen, dirrede luften i klange
og rytmer. Alt — fra det let sentimentale til det
17. og 18. aarh.s renfærdige musik sang i hen-
des sind.
Sang — ja! Hun levede saadan med i sin
musik, at det ikke var hende nok, at hendes
hænder gennem flyglet skabte toner. Hun maatte
med sil eget »instrument« være med. Hun sang
og fløjtede med, naar hun spillede.
Karakteristisk for hendes musikglæde var
derfor samspillet. Som hun selv betonede det
gang efter gang, var dette for hende den største
skønhedsglæde, som musikken kunde give. To-
ners og klangfarvers samstemmen og følelsernes
enhed — den gnist, der umærkeligt slaar over
mellem de deltagende i et samspil, var kvintes-
sensen af musiknydelse. Den, der blot een gang
har spillet eller sunget sammen med fru Hede-
mand, vil vide dette. Fra bladet og gennemar-
bejdet var hendes akkompagnement lige sikkert
og smidigt. Og utrættelig var hun.
Vi, der har faaet glæde af at spille eller
synge sammen med fru Hedemand, vil hver
især takke for skønne timer, hvor hendes ak-
kompagnement bar os til befrielse og skønhed.
Finn Gad.
Fru Hedemand begravedes fra kirken i Godt-
haab onsdag den 11. november. Den hvide kiste
var smykket med alt, hvad der fandtes af blom-
ster i Godthaab. I et bitterlig koldt og blæsende
efteraarsvejr fulgte en stor skare af danske og
grønlændere fru Hedemand til graven.
Min hjerteligste tak
til alle, som har glædet min Kone under hen-
des Sygdom, og for al venlig Deltagelse senere.
Th. Hedemand.