Grønlandsposten - 01.12.1942, Blaðsíða 6
210
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 18
ge har rykket saa langt ind paa Vinteren, at en-
hver Handling er blevet til en stor Risiko, saa-
fremt ikke alle Forholdsregler forud er taget.
Poul Beiisens Afhentning er et tvivlsomt Fore-
tagende, som ingen udenfor Ivigtut rigtig kan for-
staa, med mindre de er fuldt lokalkendt i den
Egn, han hviler i. Hvorfor — ja, det er en me-
teorologisk Gaade, men der hersker her altid en
særlig Kulde, selv om ikke Højdedraget paa no-
gen Maade kan henføres til de svimlende Høj-
der. Lokale Snestorme skifter med Brandtaage
eller Istaage. Men alt dette vilde vel være til
at overvinde, hvis ikke ogsaa Terrænet var imod
os, en Mand kan klare sig alene, naar han og-
saa benytter Hænderne til Hjælp, hvad alle tre
nødstedte har maattet gøre, men skal man bære
en Byrde paa 200 danske Pund, er Opgaven
unægtelig langt værre. Vi vil alle som een vise
vore Kammerater den sidste Ære og hente dem
til Ivigtut, ikke mindst for deres Forældres Skyld,
men vi er kun Mennesker, vi kan ikke i Øje-
blikket gøre mere, end vi allerede har gjort,
hvor mærkelig det end lyder.
Vejret i Lørdags var taaleligt, men ikke
godt, kun Udsigt til det værre.
Søndag: Syd-Ost fra Morgenstunden af, med
Regn og Snebyger og Taage over det omhand-
lede Terræn.
I Dag Mandag: Tovejr med stærkt Snefald
fra Morgenstunden af og nu i Aften atter lidt
Sne uden Maanelys.
Alle Elve, vi skal over, er sydende Vand-
kaskader, kun lidt Frost kan binde dem, saa de
bliver taalelige.
Jens Haahr er i Dag udskrevet fra Sygehu-
set, medens Poul Andersen endnu har et Styk-
ke Tid tilbage, før hans Fødder er helt raske.
Vi mindes.
Søndag d. 8. November overraskedes 8 unge
Ivigtutarbejdere af en Snestorm paa Vej fra Ika
mod Ivigtut med det Resultat, at de gik fejl af
Vejen og fjernede sig længere og længere fra
deres Maal.
I en vild, øde og barsk Egn bukkede Poul
BeQsen under for Forfrysninger og døde Man-
dag Morgen Kl. ca. 5 med en vaagende Kam-
merat ved sin Side, medens en anden forsøgte
at naa frem til Ivigtut efter Hjælp.
Det lykkedes ikke for ham! Nu 14 Dage
efter er han endnu ikke fundet, trods alle An-
strengelser, og maa formodes at være omkom-
met i Fjeldene. Denne unge Mand var Egon
Frantzen, der ofrede sit Liv for at hjælpe Poul.
Poul var den, der kendte Vejen, men gik
fejl, hvilket er saa let i Fjeldene. Der er ikke
nogen Grund til bagefter at dadle deres Vandre-
lyst. De besad alle tre Ungdommens Mod og
vilde fremad, idet de alle haabede paa, at Kløf-
ten, de befandt sig i, dog en Gang vilde høre op,
saa de kunde se hjem til Ivigtut.
Vi har mistet to unge Kammerater, der el-
skede at arbejde og passe det Hverv, de var sat
til, paa det hedste. Det var Aarsagen til, at de
mistede Livet, nemlig at de var for pligtopfyl-
dende, de vilde trods den begyndende Snestorm
være hjemme i Ivigtut til Mandag Morgen — men
desværre skulde det ikke lykkes for dem.
Begge kom til Ivigtut efter at have gjort
Tjeneste som Elever paa Skoleskibet »Danmark«,
og de kom hertil for at arbejde for Landet af
samme Navn og tjene deres Fædreland paa
denne Maade. Deres Vandrelyst til Hytterne
var ikke et Udslag af en ungdommelig Eventyr-
trang, men kun en Ligestillelse med saa mange
andre Arbejdere her — en Afveksling fra I vig-
tuts Ensformighed.
De befandt sig begge ret godt her, og netop
som de følte og forstod Glæden ved at leve,
skulde de dø. 13 Kammerater, der forsøgte at
komme dem til Hjælp var paa et hængende
Haar nær ved at omkomme — en Hjælp, som
uden Forbehold maa beskrives som en Helte-
gerning — men alt var for sent. Vi havde mi-
stet dem. Der er blevet et tomt Rum i Ræk-
kerne, som det er smerteligt at tænke paa, og
med Rette.
Baade Poul og [Egon var to ejegode Men-
nesker, som sikkert af Samhørighed havde fun-
det hinanden, og de fulgte hinanden i Døden.
Ingen vilde give op for Naturens Vildskab eller
de barske Elementers Rasen omkring dem. Kun
eet tvang dem til at standse.
Enhver, der mindes dem, yil ogsaa standse
og med Sorg huske dem som to frejdige og fri-