Grønlandsposten - 16.12.1942, Blaðsíða 6

222
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19
man forventer af ham ved at betro ham et far-
tøj og en motor til mange tusind kroners værdi.
— Det at være baadfører eller motorpasser bør
være godt betalt, men til gengæld bør der kræ-
ves en mindre eksamen, altsaa en slags kørekort,
saaledes at det bliver føleligt katastrofalt for en
mand, om dette bliver ham frataget.
Som det er nu, er det altfor tilfældigt, at en
mand bliver udtaget til dette arbejde, og man
har heller ikke indtryk af, at de fleste af dem
har forstaaelsen af, at det er et betroet stykke
arbejde, de er sat til. Af sørgelig erfaring ser vi
jo altfor ofte her paa værftet, hvor uvidende
mange af de »saakaldte« motorpassere er. Værf-
tets udgiftsliste taler sit tydelige sprog, der bliver
endnu grellere, naar vi ved, at mange af de ret
store reparationer kunde have været sparet, hvis
der for eksempel var blevet smurt i tide og set
efter, om nu ikke smøreapparatet var tilstoppet
af snavs og lignende.
Dette er kun i korte træk, hvad jeg mener,
der bør gøres. Jeg er godt klar over, at det vil
støde paa vanskeligheder at gennemføre en saa-
dan ordning, men jeg tror nu, det kan gennem-
føres — og ærlig talt, er det ikke snart paa tide
at foretage noget? Man maa før eller senere bli-
ve opbragt over den skødesløse maade, baadene
bliver behandlet paa. Og naar det nu er saa-
dan, at vi er ved at drukne i arbejde i forvejen
og simpelthen ikke kan naa at reparere og ved-
ligeholde alle baadene, og det tilmed er yderst
vanskeligt at skaffe materiale og reservedele, saa
bør saadan noget sløseri ikke gaa upaatalt hen.
— Seminarieforstander Fuglsang-Damgaard’s
foredrag forleden blev hørt godt her. I værftets
tømrerværksted var der alene forsamlet 165 lyt-
tere, der var glade for at faa lejlighed til at hø-
re lidt om situationen. Forøvrigt er det nu
snart med større glæde, vi hører nyhederne. Nu
er det da, ligesom vi kan se lys forude. I den
senere tid forstyrres Godthaab meget af fremme-
de stationer. Bølgelængden er ikke god om vin-
teren, men det er der vel ikke noget at gøre
ved. Vi kan dog høre det meste, men til tider
forsvinder De helt.
Eiler Cortsen
Uvidenskabelig efterskrift
og afsluttende bemærkninger til min kære
chef, kredslæge Sylv. M. Saxtorph.
Jeg bor paa saa fjerntliggende en boplads, at
man endnu ikke rigtig ved, hvad den hedder.
Nogle mener Upernavik, et sted for sommer-
mænd, andre Upernivik, et sted, hvor man lig-
ger og spekulerer. Lad mig da være upernivok
et øjeblik.
Selvom Deres kritik jo er temmelig sønder-
lemmende, videnskabelig set, saa er den ikke
desto mindre kærkommen. Nu har jeg siddet i
Grønland over 3 aar, og Deres brev er de før-
ste bemærkninger om mit arbejde i den tid, som
naar mig, og naar De skriver saa personligt og
forstaaende, saa føler jeg det som en kollegial
samtale (no. 4 i samme tidsrum). Og hvorfor
maa vort blad ikke bringe den glæde, selvom det
hele bare er baktusser og teorier? Jeg lider ikke
af lægevæsensinstitutionsmindreværdskompleks,
selvom jeg ikke i første række hjælper min be-
styrer med at skrabe spæk, og jeg læser selv med
stor interesse alt, hvad handelens mænd fortæl-
ler om deres arbejde og problemer. Vi har selv
ikke andet blad til diskussion (og intet »lægekon-
vent« — endnu) end vor »Grønlandspost«, og
Grønland er, psykologisk set, saa lille, at alt an-
gaar alle. Det var nogle af grundene til, at jeg tur-
de sende min artikel. Men Deres bemærkninger til
den kunde let faa alle andre til at tro, at jeg var
en ren idiot (det vil jeg blæse paa), og anse ar-
tiklen for »hys« og mørkepip, og det er værre.
Derfor skriver jeg til Dem igen, paa forventet
efterbevilling, i »Grønlandsposten«.
Hvad var da hensigten med min artikel?
Faa en bred basis at give udtryk for den men-
neskelige elendighed, der er i mit distrikt. Jeg er
ikke alene »ude at svømme«, videnskabelig set,
men ogsaa som læge. Ikke for ingenting er de
to ord, man hyppigst hører her i Upernavik,
ajornaKaoK, det er umuligt, og usornaKaoK,
hvem, der var i dit sted. Jeg har altid anset
lægegerning for lappeskomageri og regnet mig
selv for en god læge, naar noget lapperi lykke-
des. Jeg har aldrig haft større ærbødighed for
de »store videnskabsmænd«. Hvordan kan
man det i en tid, hvor lægerne ikke kan holde