Grønlandsposten - 16.12.1942, Blaðsíða 8
224
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19
sammen i Ivigtut. Altid var de de samme roli-
ge, gode Kammerater.
Og fra Samtalerne paa Nattevagterne ved
jeg, at de begge var fast besluttet paa at gen-
nemføre deres een Gang paabegyndte Karriere
ved straks efter Krigen at rejse hjem og gaa paa
Styrmandsskole. Begge havde, i de Aar, de gik
i Trampfarten, lagt Penge op baade til Skolen
og til Skoleskibet, og Søen vilde have været tjent
med dem.
Nu er de døde — paa ærlig Vis. Det svin-
der i den Flok unge Mennesker, til hvem vor
Konge i August 1939 sagde: »Jeg ønsker jer alle
en god Rejse og en lykkelig Hjemkomst. Det
sidste er det vigtigste«. Det svinder — og det
vil sikkert svinde mere — men hvorfor hver
Gang de bedste?
Holger Pedersen.
Uddrag af en Artikel i „Kjø-
benhavnsposten" Nr. 179 i
Aaret 1849 — saaledes
dengang — hvorledes nu?
»— I Almindelighed ledes den vordende
Handelsbetjent til at søge Ansættelse i Grønland
ved Bekjendtskaber, eller Mangel paa anden
Levevei i Hjemmet. Ofte godt vant i dette, fal-
der Begyndelsen, naar han som Assistent kom-
mer til Landet, ham temmelig tung; de tidlige-
re og sildigere Togter i Aarets Løb medføre
Kulde, 'Vaadt og ofte ham uvante Farer; det
koster ham derfor først endeel Overvindelse at
sætte sig ind i de ham uvante Forhold, til hvil-
ket iøvrigt en fast Sundhed er en Betingelse.
Han kan saa temmelig gjøre Regning paa, at
komme til at vegetere som Assistent i 5, 6 å 7
Aar (i den senere Tid længere); i denne Tid ere
hans Indtægter kun, som man siger, af Haanden
i Munden.
Er han endelig saa lykkelig at faae en af
de mindre Colonier at bestyre, maa han,
hvis han attraaer at gifte sig, hvortil Handels-
directionens Tilladelse først skal erhverves, strax
opoffre rigeligt eet Aars Indtægter til Hjemreisen
og Opholdet Vinteren over i Danmark, og først
efterat dette Offer er bragt, kan han begynde at
drage den Fordeel af Ansættelsen, som Colo-
niens Indtægter og hans større eller mindre
Forbrug giver Ledighed til. Har han Held med
sig og er virksom nok til at sørge for Produc-
ternes rigtige Indsamling og Behandling, kan
han endelig efter 8 å 10 Aars Forløb have sam-
let sig en lille Capital og ikke sjeldent en stor
Børneflok — og nu vender Tanken sig til Hjem-
met. Vel vidende, at han, naar Børnene skulde
hjemsendes til Opdragelse, maa tilbringe Resten
af sit Liv i Grønland, vælger han omsider eet
af tvende Drømmebilleder: Han reiser hjem —
stolende paa et kongeligt Tilsagn og maaskee
tillige paa sin Forretningsdygtighed; han søger
og søger, men finder Intet og maa endelig an-
see det for en stor Lykke at begynde sin Carie-
re i Hjemlandet ved en af Handelens Pulte som
Extraskriver.
Eller, han reiser hjem — i den Forud-
sætning, med sin lille Capital af nogle faae
Tusinde Rigsdaler at maatte kunne, som saa
mange andre, sætte sig ind i en privat Levevei.
Ved dette Valg lærer han snart at indsee, at Ti-
den under Opholdet i Grønland er løben fra
ham, at han nu er fremmed for den ved Vane
erhvervede Snuhed, der lærer hine andre at
læmpe sig efter Omstændighederne — hans lille
Capital er derfor som Ild i Barnets Haand, og
om faa Aar staaer han paa samme Trin af Lyk-
kestigen som hans Collega, der har valgt det
første Alternativ.
Saaledes omtrent stiller sig den grønlandske
Handelsbetjents Vilkaar, med de faa Undtagelser
jeg har berørt, til ligesaa stor Skade for Hande-
len, som for den ældre Kolonibestyrer; thi naar
denne Intet har at haabe eller vente, vil han
indskrænke sin Virksomhed til den blotte Le-
ven. —«
Det er, hvad en gammel Kollega udi Hande-
len for snart 100 Aar siden berettede.
R. Vinlerberg.
Hvorledes nu? spørger hr. Vinterberg. Hvem;
af vore læsere har mod til at svare? Red.