Grønlandsposten - 01.03.1943, Qupperneq 1

2den AARGANG GODTHAAB 1. MARTS 194.3
Nr. 5
OM BØRN, UNGDOM OG
FRITID.
(Af pastor Svend Hertling.)
I forfjor — i 1941 — kunde man rundf om i
Grønland se en række friske, forventningsfulde,
danske børn bryde op fra deres hjem heroppe
og begive sig paa den blol halvandet aar før
utænkelige rejse til Amerika for at gaa i skole.
Hundreder af danske og grønlændere fulgte dem
i tankerne paa vej med hundreder af gode øn-
sker for den egentlig saa besynderlige skæbne:
at skulle rejse til et vildfremmed land for der at
faa den opdragelse, som kun mirakler — end-
nu aldrig indtruffet — kan give grundlaget for i
dette vor udlændigheds land, Grønland. Thi
om eet er vi alle enige, hvadenten vi har børn
eller ikke: vor ungdom kan ikke vokse sig rank
og frisk her; den maa bort herfra; koste, hvad
det vil — i penge og i savn.
De meget yngre, smaa danske gaar det let-
tere for. De vokser op sammen med deres
jævnaldrende, grønlandske kammerater. Diskret
vogter fars og mors øjne paa dem og opdager
sjældent noget kritisabelt af alvorlig natur. Men
— atter i fjor — i 1942 — var der nogle, der
maatte bryde op. For smaa piger og drenge i 7 —
8-aars alderen begynder kampen for tilværelsen,
eller i det mindste forberedelsen til denne blandt
de folk, hvortil vi hører, aldrig standende strid.
Skolen — som en af vort samfunds grundpiller
— gør sit uafviselige tilbud, d. v. s. sit krav
gældende. Og for dens krav bøjer vi os, thi
skolegang maa der til, og god maa den være,
om bare livets nøjsomste krav skal tilfredsstilles
blandt os.
Derfor var der atter i 1942 nogle forældre,
der tog deres smaa piger og drenge i favn fol-
en foreløbig sidste gang og nænsomt formanede
endnu en gang: Kan du være rigtig flittig, saa
du kan blive rigtig dygtig! Og busk nu at spise
pænt og sige tak! Vi skal nok skrive til dig . . .
De smaa var vel ikke helt klare over, hvad
der var i gære, hvad del er »at rejse«, men
man faar jo breve, og naar man gaar i skole, saa
kan man jo ogsaa sagtens læse dem. — Og de
vrider sig lidt i fars og mors arme — ser ikke
nogen grund til særligt »kysseri« og større høj-
tidelighed.
Nu er de anbragt i gode hjem, hvor opdra-
gelsen, omend under noget ændret form, et styk-
ke ud i fremtiden skal finde sted.
Den ændrede form behøver ikke at virke
skræmmende. Fremmede kan ofte opdrage bed-