Grønlandsposten - 16.07.1943, Side 1

JULI.
Aah, Danmark, hvor dit navn er blidt
som klap af pigehænder,
og flaget smiler rødt og hvidt
som hendes mund og tænder.
Din frie blæst — til lands, til søs,
hvor styrker os dens raske kys.
Og somren gaar med regn i haar
og ryster det paa vænge —
med nattergal i bøgesal
og solen knap i senge.
Nu lufter det, nu dufter det,
den duft af hø fra enge!
Og fjorden aabner sig saa frisk,
men har bag rosentjørne
helt inderst inde gemt polisk
en gammel by med lugt af fisk
m. m. paa Larsens hjørne.
Mod overmagt er dansken vant
fra barnsben til at kæmpe
og sejred blodighaardt iblandt,
men sejred helst med lempe.
Og sank vor magt — i fredens værk
er danskens aand som forhen stærk:
den sjove fyr med eventyr
til alle børn paa jorde;
den salmeklerk, hvis folkeværk
er som en sol i norde.
Atomet selv maa aabne sig
og ta’ paa dansk til orde.
Dog større end den store mand
kanhænde er den jævne.
Vi ser i kamp med al og sand
og bjerg og sump og bølgebrand
hans sejge danske evne.
Mod havets hvashed kun et smil
af klittens hvide tænder.
Det vilde sand fik du til hvil
med strøg af lyngens hænder.
Mod alt, der truer hvast og vildt,
du svarer kun med »fast og mildt«.
Du blev os stor, vor lille mor,
ved sindets brede varme,
er os saa kær ved mod enhver
at aabne dine arme,
stærk, mer end dem med hadets raab
og gny og vaabenlarme.
Os hellig er din gode jord,
din fromme, muntre ager.
Gud signe dig, vor plet i nord,
vort fædreland, vor gamle mor,
ungpigeferm og fager!
Kaj Munk.