Grønlandsposten - 16.07.1943, Blaðsíða 4

Grønlandsposten - 16.07.1943, Blaðsíða 4
160 GRØNLANDSPOSTEN Nr. 14 Pr. slædepost fra Upernavik. Kære Grønlandspost. Glædelig nytaar. Jeg haaber, vinteren er gaaet lige saa fredsommeligt sydpaa som her. .leg skal prøve at opridse nogle af vinterens ho- vedpunkter. November stod i karnevallets tegn. Ubelej- lig tid, men belejlig for alle medlemmer af Uper- navik-samfundet som mødetid. Vi var to klov- ner, da vi begyndte, men flere, inden vi holdt op. løvrigt var de gængse spaakællinger, negre, skorstensfejere, russerpiger (med hammer og segl) repræsenteret, samt Styrelsens vinkort, western style. Det hele foregik i en drypstenshule. Det siger man i hvert fald. Hvad du ellers hører derom, skal du ikke tro. Det er den vanlige kystsladder. I december holdt vi jul som andre alminde- lige mennesker. Den blev indledet med kam- mermusik ved dørene lillejuleaften. Orkester: to grydelaag, emaljerede, en redekam, bedre, en mundharmonika, diverse og en trompet, Sears og Roebuck og fem tørre halse. Selve juleaften var en privat aften, saa den kan jeg ikke for- tælle dig noget om andet, end at julemanden stadig eksisterer, i hvert fald i Upernavik. Nytaarsaften blev som ved andre bedre kolo- nier fejret hos bestyreren. Huset var omdannet til et østerlandsk telt, og vi laa til bords med skøn- ne hurris som opvartersker. Herrerne var i fez og damerne i slør. Ja, vi havde selvfølgelig mer paa. Huset genlød af saleem a leikum, il e ben el kalp og harva fatme o. s. v. Paa et vis tids- punk blev vi enige om, at klokken et eller an- det sted paa jordkloden vel maatte være tolv, og det skaalede vi paa, hvorpaa samtlige kendte na- tionalsange blev fortolket. Hendrik Olsen holdt en smuk tale, hvori han udtrykte haabet om, at vi kravdlunakker maatte betragte Grønland som vort hjem og befinde os vel her, saa længe krigen varede. Januar gik uden islæg, og hvad det betyder at maatte sidde stille paa en lille øde ø i mør- ketiden, det kan du maaske forstaa lidt af. De latterligste smaating bliver til problemer af ver- densformat, der opstaar sovesygeepidemier, der er almindelig irritationstilstand, og mange af grønlænderne »damapokker«, Dette sidste er vist en sygdomstilstand. Nordmændene har skrevet lidt om disse psykiske forstyrrelser, folk kan faa i Nordnorge og paa Spitsbergen og paa arktiske ekspeditioner. Jeg har mellem ti og tyve i nord- distriktet, der jævnlig »damapok« i mørketiden. De fredeligste af dem har det bare med at ab- sentere. De spiser og forretter deres nødtørft normalt nok, men tilbringer ellers dag og nat paa briksen i en slags dvaletilstand, andre faar ogsaa raserianfald, og det er mindre behageligt. Aarsagerne er sandsynligvis mange: Mørkets al- mindelig kendte søvnvækkende evne, isolationen, mangel paa ydre incitament, mangel paa bevæ- gelsesfrihed i mørketiden (atavisme? som bjør- nens gaaen i hi). I begyndelsen af februar rejste jeg nordpaa. Rare rolig. Jeg skal ikke belemre dig med »ek- speditionshistorier« eller andre frygtelige lidelser og haarrejsende strabadser. Jeg vil kun lige for- tælle lidt fra en tur, der viste mig selv lidt mer af Grønland, end jeg tør havde kendt, ikke ste- derne, men menneskelivet. Vi (Nikolaj og jeg) startede under onde forvarsler. Der gik rygter om hajkødsforgiftning, hungersnød og børn døde af forblødning. Naa, lægevæsenet faar skyld for saa meget, saa det kunde vel ogsaa denne gang tage stødet af for Vorherre. Vi naaede Tasiussak uden at sulte ihjel eller miste hunde, men saa var det ogsaa slut. Da vi skulde køre om morgenen, var tre hunde hajfulde. De to klarede sig, men basen maatte jeg opgive en mil fra Tasiussak — og saa den ikke igen før 3 uger efter. Da hav- de den trasket rundt fra boplads til boplads, var blevet bundet og fodret (?) og stukket af igen. I Satok saa jeg det første uhyggelige efterslæt af efteraarets influenza, en kone med fistler fra en afløben lungehindebetændelse. Ved næste boplads var der værre ting. Et barn død af skørbug, et andet ved at dø. Renjas kone død af influen- zaen. Hajkødsforgiftning. En ung kone begynd- te at græde, da jeg spurgte hende, om de hav- de sultet. . . ok, sultet, ikke nok med det, siger Andreas, men kan I tænke jer, saa er der fuldt af narhvaler i en vaage her udenfor ... og isen bryder op, inden vi kan komme ud til dem. For 117. gang opribber de aarsagerne til elendighe- den, sygdom hele efteraaret, det sene islæg, det elendige sejlgarn, rationeringen. Det siger sig

x

Grønlandsposten

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.