Grønlandsposten - 16.07.1943, Qupperneq 4

160
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 14
Pr. slædepost fra Upernavik.
Kære Grønlandspost.
Glædelig nytaar. Jeg haaber, vinteren er
gaaet lige saa fredsommeligt sydpaa som her.
Jeg skal prøve at opridse nogle af vinterens ho-
vedpunkter.
November stod i karnevallets tegn. Ubelej-
lig tid, men belejlig for alle medlemmer af Uper-
navik-samfundet som mødetid. Vi var to klov-
ner, da vi begyndte, men flere, inden vi holdt
op. løvrigt var de gængse spaakællinger, negre,
skorstensfejere, russerpiger (med hammer og segl)
repræsenteret, samt Styrelsens vinkort, western
style. Det hele foregik i en drypstenshule. Det
siger man i hvert fald. Hvad du ellers hører
derom, skal du ikke tro. Det er den vanlige
kystsladder.
I december holdt vi jul som andre alminde-
lige mennesker. Den blev indledet med kam-
mermusik ved dørene lillejuleaften. Orkester:
to grydelaag, emaljerede, en redekam, bedre, en
mundharmonika, diverse og en trompet, Sears
og Roebuck og fem tørre halse. Selve juleaften
var en privat aften, saa den kan jeg ikke for-
tælle dig noget om andet, end at julemanden
stadig eksisterer, i hvert fald i Upernavik.
Nytaarsaften blev som ved andre bedre kolo-
nier fejret hos bestyreren. Huset var omdannet til
et østerlandsk telt, og vi laa til bords med skøn-
ne hurris som opvartersker. Herrerne var i fez
og damerne i slør. Ja, vi havde selvfølgelig mer
paa. Huset genlød af saleem a leikum, il e ben
el kalp og harva fatme o. s. v. Paa et vis tids-
punk blev vi enige om, at klokken et eller an-
det sted paa jordkloden vel maatte være tolv, og
det skaalede vi paa, hvorpaa samtlige kendte na-
tionalsange blev fortolket. Hendrik Olsen holdt
en smuk tale, hvori han udtrykte haabet om, at
vi kravdlunakker maatte betragte Grønland som
vort hjem og befinde os vel her, saa længe krigen
varede.
Januar gik uden islæg, og hvad det betyder
at maatte sidde stille paa en lille øde ø i mør-
ketiden, det kan du maaske forstaa lidt af. De
latterligste smaating bliver til problemer af ver-
densformat, der opstaar sovesygeepidemier, der
er almindelig irritationstilstand, og mange af
grønlænderne »damapokker«, Dette sidste er vist
en sygdomstilstand. Nordmændene har skrevet
lidt om disse psykiske forstyrrelser, folk kan faa
i Nordnorge og paa Spitsbergen og paa arktiske
ekspeditioner. Jeg har mellem ti og tyve i nord-
distriktet, der jævnlig »damapok« i mørketiden.
De fredeligste af dem har det bare med at ab-
sentere. De spiser og forretter deres nødtørft
normalt nok, men tilbringer ellers dag og nat
paa briksen i en slags dvaletilstand, andre faar
ogsaa raserianfald, og det er mindre behageligt.
Aarsagerne er sandsynligvis mange: Mørkets al-
mindelig kendte søvnvækkende evne, isolationen,
mangel paa ydre incitament, mangel paa bevæ-
gelsesfrihed i mørketiden (atavisme? som bjør-
nens gaaen i hi).
I begyndelsen af februar rejste jeg nordpaa.
Rare rolig. Jeg skal ikke belemre dig med »ek-
speditionshistorier« eller andre frygtelige lidelser
og haarrejsende strabadser. Jeg vil kun lige for-
tælle lidt fra en tur, der viste mig selv lidt mer
af Grønland, end jeg før havde kendt, ikke ste-
derne, men menneskelivet. Vi (Nikolaj og jeg)
startede under onde forvarsler. Der gik rygter
om hajkødsforgiftning, hungersnød og børn døde
af forblødning.
Naa, lægevæsenet faar skyld for saa meget,
saa det kunde vel ogsaa denne gang tage stødet
af for Vorherre. Vi naaede Tasiussak uden at
sulte ihjel eller miste hunde, men saa var det
ogsaa slut. Da vi skulde køre om morgenen,
var tre hunde hajfulde. De to klarede sig, men
basen maatte jeg opgive en mil fra Tasiussak —
og saa den ikke igen før 3 uger efter. Da hav-
de den trasket rundt fra boplads til boplads, var
blevet bundet og fodret (?) og stukket af igen.
I Satok saa jeg det første uhyggelige efterslæt af
efteraarets influenza, en kone med fistler fra en
afløben lungehindebetændelse. Ved næste boplads
var der værre ting. Et barn død af skørbug,
et andet ved at dø. Renjas kone død af influen-
zaen. Hajkødsforgiftning. En ung kone begynd-
te at græde, da jeg spurgte hende, om de hav-
de sultet. . . ok, sultet, ikke nok med det, siger
Andreas, men kan I tænke jer, saa er der fuldt
af narhvaler i en vaage her udenfor ... og isen
bryder op, inden vi kan komme ud til dem. For
117. gang opribber de aarsagerne til elendighe-
den, sygdom hele efteraaret, det sene islæg, det
elendige sejlgarn, rationeringen. Det siger sig